21-årige Amalie Vilslev er død.

Det bekræfter hendes mor over for B.T.

På Instagram har cirka 50.000 fulgt med, mens Amalie Vilslev ufiltreret har fortalt om sit forløb som ung og terminal syg.

Amalie Vilslev fik nye lunger i 2019, men efter to år og tre måneder fik hun en kronisk afstødning.

Natten til tirsdag trak hun vejret i sine nye lunger for sidste gang.

»Det var meget vigtigt for hende, at hun bredte budskabet om, at døden ikke var et tabu. Hun var altid positiv. Også selvom hun var døende,« fortæller Cecilia Petersen, der var en af Amalie Vilslevs tætteste veninder.

De to veninders veje krydsede hinanden på en usædvanlig måde.

Cecilia Petersen og Amalie Vilslev lå nemlig på det samme hospice, inden begge kvinder fik en omfattende lungetransplantation.

»Hun betød alt for mig. Jeg har aldrig haft nogen at tale med om at være alvorligt lungesyg. Amalie og jeg kunne spejle os i hinanden i alt,« fortæller Cecilia Petersen.

Da Cecilia Petersen selv lå på hospice, havde hun svært ved at lave aftaler og holde humøret oppe.

»Amalie havde fem til seks aftaler om dagen, selvom hun var døende. Kort før sin død ville hun have mig med i Gucci for at købe en taske til hendes ilt,« siger hun og fortsætter:

»Man kan klare meget, når man ser en pige med så positivt et sind. Hun har givet mig livsgejst.«

Amalie Vilslev forsøgte at få det bedste ud af livet til det sidste, fortæller Cecilia Petersen. (Foto: Cecilia Petersen)
Amalie Vilslev forsøgte at få det bedste ud af livet til det sidste, fortæller Cecilia Petersen. (Foto: Cecilia Petersen)
Vis mere

I sidste uge skrev B.T. også om Amalie Vilslev og den gruppe, som var blevet oprettet i hendes navn for unge med organsvigt.

'Vilslevgruppen' har til formål at hjælpe med at forsøde tilværelsen og give professionel hjælp til unge med organsvigt.

En gruppe af unge, der dog langt hen ad vejen allerede havde fundet sammen på grund af én særlig person.

»Amalie førte os andre med organsvigt sammen, og nu har vi hinanden. Vilslevgruppen vil videreføre det, Amalie har kæmpet for, og skabe gode oplevelser og hjælp til unge med organsvigt,« siger Cecilia Petersen.