Det britiske kongehus har gennem årene været storleverandør af farverige historier til den kulørte presse, og nu er de det igen.

Denne gang er det dog prins Harry og prins Williams model-kusine, der står for underholdningen. Det skriver Daily Mail.

Lady Kitty Spencer er datter af afdøde prinsesse Dianas lillebror, earl Charles Spencer. Forleden poserede hun på forsiden af modemagasinet Maria Claire Italia. Her var det ikke hendes smukke ydre, der var i fokus. Det var derimod hendes halskæde, der løb med opmærksomheden.

Halskæden, der hedder ’Happy Leaves’, og som er designet af smykkegiganten Bvlgari, er sammensat af et materiale, der er formet som cannabisblade.

Den 27-årige model har også lagt et billede op på Instagram, hvor hun bærer den kontroversielle halskæde. Billedet går da heller ikke ubemærket hen hos hendes følgere på det sociale medie. Flere beundrer hendes udseende, mens andre er optaget af hendes valg af halssmykke.

'Dianas niece er dekoreret med cannabisblade. #fashiongoalz', skriver en, mens en anden tilføjer: 'Denne cannabis-halskæde dog'.

I juli deltog hun sammen med andre slægtninge fra Spencer-klanen i prins Harrys og Meghan Markles bryllup.

Lady Kitty Spencer bor i London, og hun har ofte været i byen med prins Harry, da han var i 20’erne. Modellen er sågar venner med Harrys ekskæreste Chelsy Davy.