‘Ind i bilen med jer! Vi kan lige nå at se Kongeskibet fra Lillebæltsbroen.’
Peder Pedersen husker tydeligt farens besked, selv om han ikke var mere end cirka otte år gammel. De var i sommerhus ved Båring Vig på Fyn, og faren havde netop spottet Kongeskibet Dannebrog sejle forbi.
I al hast kørte de til Middelfart og ud på Lillebæltsbroen, og netop som de stod og kiggede ned fra broen, sejlede kongeskibet under. På dækket sad Frederik IX, dronning Ingrid og de tre prinsesser, som var nogenlunde jævnaldrende med Peder Pedersen.
»Det var mit første møde med kongehuset, og det var noget, vi snakkede meget om.«
Det er snart 70 år siden, og det er blevet til en del flere møder med H.M. Dronning Margrethe II. Blandt andet da han som kongelig livgarde serverede til to fester. Han husker tydeligt, at den ene fest var i november, og at han fik æren af at tage de unge prinsessers pelse af, da de ankom.
Ved det seneste møde med Dronningen lærte han en vigtig lektie, som han gerne vil give videre.
Peder Pedersen er ikke bare almindeligt fascineret af kongehuset. I årevis har han samlet genstande med en royal forbindelse, købt malerier malet af kongelige og dyrket historien.
I 1990 tog han hobbyen skridtet videre. Sammen med sin partner Ole indrettede de deres ejendom til galleriet og museet Humlemagasinet, som ligger ved Harndrup på Fyn.
Her finder man Danmarks eneste samling af kongerækken i porcelænsdukker. Samlingen rummer 137 dukker. Derudover kan man se royale souvenirs fra hele verden, gå en tur i Dronning Ingrid-haven og betragte skiftende kongelige og kulturhistoriske udstillinger.
Peder og Ole, som også selv bor som royale med prismelysekroner, malerier fra gulv til loft og spejlblanke sølvlysestager, åbner også deres eget hjem for de besøgende. I deres royale stuer kan besøgende indtage kaffe og Prinsesse Marie-lagkage af Royal Copenhagens Blå Blomst-stel.
Peder Pedersens seneste møde med Dronningen var netop i Humlemagasinet, som hun besøgte i 2012.
Oveni besøget på Humlemagasinet var Peder og Ole også inviteret til middag på Kongeskibet om aftenen, og det var her, han lærte en vigtig lektie.
Da alle de inviterede stimlede ombord på skibet, ventede Peder og Ole med at gå ombord til de sidste.
»Det havde den fordel, at da vi kommer op på skibet, meddeler Christian Eugen-Olsen (Dronningens ceremonimester fra 1990 til 2012, red.), at det er tid til at hilse på Majestæten, og så skal vi bare vende rundt og følge med ham, så var vi de første to, der kom til at hilse på majestæten og prinsgemalen.«
En anden fordel ved at være de sidste ombord og de første til at hilse på regentparret var, at de også var blandt de kun cirka 30 mennesker, der kom til at spise med Dronningen og prinsgemalen i spisesalen, mens de andre kunne stå ude på dækket og spise.
»Vi sad i 20 minutter ved prinsgemalens bord. Og han var virkelig sjov, åben og grinende. Han havde ikke været med på Humlemagasinet, så han skulle jo lige høre, hvad hans hustru havde oplevet. Han var meget nem at tale med,« forklarer Peder Pedersen.