Grevinde Alexandra værner om sit privatliv, men til et tv-interview kunne danskerne komme helt tæt på hende og prins Nikolai.

Det var ikke kun grevinde Alexandras tårer og åbenhjertighed, der i kongehusekspert Lars Hovbakkes øjne var usædvanlig, da hun lørdag aften kunne ses i et sjældent interview i Go' aften Danmark på TV 2.

Lige så overraskende var det for ham at se 18-årige prins Nikolai give en - for de royale - meget personlig hilsen til sin mor, som blevet meget rørt over sønnens ord:

»Det ville aldrig forekomme i den ældre generation i kongefamilien, at man giver den slags hilsen på tv. De yngre generationer er mere åbne omkring deres følelser. Det passer godt i vores tid, da der er større forventninger om, at man viser mennesket bag facaden, end man gjorde før i tiden,« forklarer Lars Hovbakke.

Den unge prins fortalte i klippet, der blev afspillet under interviewet, at hans mor har lært ham at tage ansvar og hjælpe andre samt turde gøre de ting, man selv synes er de rigtige. Det var mere, end den stolte mor kunne klare:

»Jamen, jeg kan slet ikke styre de følelser nu,« sagde 53-årige grevinde Alexandra til værten Jes Dorph-Petersen:

»Jeg bliver så stolt. Der tog du fusen på mig.«.

I videoen øverst i artiklen kan man se grevinde Alexandra på spinningcykel bakke op om indsamling på Herlufsholm Kostskole, da prins Nikolai begyndte der i 2014.

Lars Hovbakkes oplevelse er, at de yngre medlemmer af kongehuset ikke er så bange for, at danskerne og pressen kommer tæt på.

»Der passer det godt, at prins Nikolai kommunikerer sådan. Det er meget personligt og privat, og det tror jeg, mange vil synes er interessant. Man vil gerne have nogle kongelige, man kan spejle sig i. Det kan man bedre, hvis man ser mere af mennesket,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

I interviewet fortalte grevinde Alexandra også åbent om skilsmissen fra prins Joachim i 2004. Hun afslørede, at hun valgte at tale åbent med sine børn om bruddet og ikke lade dem tro, at ægteskabet var godt, når det nu ikke var tilfældet.

»Det er klart, at man ikke skal sige til dem, at det bliver fantastisk, for det bliver det ikke. Man har revet deres verden i to dele, men man skal gøre det bedste, man kan i den givne situation, og man skal være overbevist om, at det valg, man har taget, er det rigtige.«

Hun fortalte også om sit gode forhold til prins Joachim.

»Jeg plejer at sige, at prins Joachim og jeg har det næstbedste efter et lykkeligt ægteskab - en lykkelig skilsmisse. Det er ikke for børnenes skyld. Vi har det bare godt med hinanden. Og det er dobbelt lykkeligt for børnene,« fortæller hun i interviewet.