Når prins Felix om lidt fylder rundt, vil han være omgivet af kærlighed. Men i år må han undvære sin mor, når han runder de 20 år.

Prinsen er nemlig i udlandet – og grevinde Alexandra er desværre ikke med.

»Han fejrer sin fødselsdag under en privat ferie i udlandet,« siger grevindens presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, til B.T.

Forleden åbnede prinsesse Marie udstillingen 'Margrethe II de Danemark, artiste-Reine' på Musée Henri-Martin i byen Cahors tæt på kongefamiliens vinslot, Château de Cayx.

Udstillingen markerer både Dronningens 50-års regeringsjubilæum og de tætte bånd, som der gennem generationer har været mellem den kongelige familie og området omkring Cahors.

Prinsesse Marie blev sidste år udnævnt som særlig kulturrepræsentant på den danske ambassade i Paris, og derfor var det hende, der åbnede udstillingen.

Men hun fik naturligvis også selskab af sin mand, prins Joachim samt børnene prins Henrik, prinsesse Athena og prins Felix.

Familien har ofte nydt at holde ferie på Château de Cayx i juli, og sådan var det også for to år siden, da prins Felix fyldte 18 år.

Dengang var grevinde Alexandra også inviteret med på slottet til prins Felix' fødselsdag. Men kort tid efter blev prins Joachim ramt af en blodprop, der rystede hele den kongelige familie. Heldigvis kom han sig hurtigt, fordi prinsesse Marie reagerede så hurtigt, da ulykken skete.

I år er der noget at glæde sig til, hvis man holder ferie på Château de Cayx. Den 19. etape af Tour de France kører nemlig lige forbi vinslottet på prins Felix' fødselsdag, og dermed får prins Felix sig noget af en fødselsdagsgave.

Det er da også hans far, prins Joachim, der skal overrække den gule trøje, når verdens bedste cykelryttere er kørt forbi.

Prins Felix afslørede sidste år, at han fik lov til at låne slottet af Dronningen.

»Jeg har været på Cayx. Det er meget længe siden, jeg har været der. Det var bare mig med nogle venner. Vi nød bare området og så forskellige turistattraktioner,« forklarede han til B.T.

Det var dog ikke kun vennerne, som prins Felix havde selskab af.

»Jo, det var det faktisk,« lød det med et smil på læben fra prinsen, da B.T. spurgte ind til, om ferien i det franske også var med kæresten, Karen Bak.

I juni kunne Billed-Bladet dog fortælle, at prins Felix ikke længere danner par med Karen Bak.

Château de Cayx har været ejet af den kongelige familie siden 1974, og prins Henrik er vokset op på den smukke egn i Sydfrankrig.