I dag kan Danmarks kronprinspar fejre kobberbryllup. En række eksperter tegner et billede af deres private og professionelle parløb

Der var knap 800 festklædte, forventningsfulde gæster i Vor Frue Kirke. Omkring 100.000 danskere med flag i hænderne fyldte de solbeskinnede københavnske gader, og hele 2,5 millioner sad klistret til tv-skærmene for at følge årets - hvis ikke århundredets - bryllup.

Midt i virvarret stod parret, det hele handlede om. Lysende lykkelige og forelskede. Alle danskere husker vel den 36-årige Frederiks blanke øjne, mens han spændt og nervøs ventede på sin brud.

Kronprinsen, som danskerne i mange år havde kendt som en lidt genert og kejtet ung mand, der ikke virkede helt tilpas i sin rolle som kommende konge, var som forvandlet efter et tilfældigt møde med australske Mary Donaldson på en pub i Sydney fire år forinden.

Og så – endelig åbnes dørene, og Mary skred op ad kirkegulvet med det otte meter lange slør slæbende efter sig til tonerne af kroningshymnen ‘Zadok the Priest’.

I dag er det 12 ½ år siden, og kronprinsparret fejrer kobberbryllup. Fejringen foregår under helt private former, oplyser kongehuset til BT.

»Jeg tror, det bliver en smuk fejring af vores kærlighed,« fortalte kronprinsesse Mary i sidste uge til Billed-Bladet om den royale mærkedag.

Fra ungt brudepar til familie

Det var den nu pensionerede biskop Erik Norman Svendsen, der forestod vielsen af Frederik og Mary. Inden den store dag havde han haft flere møder med parret.

»Jeg synes, det er åbenlyst, at Kronprinsen og Kronprinsessen udgør det, man i dag kalder et godt match. Og dét gode match, der var der fra begyndelsen, er blevet styrket gennem tilkomsten af fire børn,« vurderer Norman Svendsen, der har været den kongelige families konfessionarius siden 2008 og har døbt deres fire børn: den 11-årige prins Christian, prinsesse Isabella på ni og de femårige tvillinger Vincent og Josephine.

H.M. Dronning Margrethe afholder nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot, København. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary deltog Tirsdag 05.01.2015. (Foto: © Keld Navntoft/Scanpix 2016) H.M. Dronningen afholder nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot, København Foto : Keld Navntoft
H.M. Dronning Margrethe afholder nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot, København. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary deltog Tirsdag 05.01.2015. (Foto: © Keld Navntoft/Scanpix 2016) H.M. Dronningen afholder nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot, København Foto : Keld Navntoft
Vis mere

»Det, der var et ungt brudepar for 12 ½ år siden, er blevet til en familie, der fungerer rigtig godt og har stor interesse for hinanden. Det kan vi jo alle sammen se,« tilføjer han.

Og ja, Mary og Frederiks kærlighed er åbenlys for de fleste. Når de er sammen på opgave, ser de næsten altid deres snit til at give hinanden et kys eller et kærligt klem, de omtaler hinanden i rosende vendinger, og det er tydeligt, at de holder af at tilbringe tid sammen.

Det mener parterapeut og forfatter Ingrid Ann Watson, og det er ifølge hende hemmeligheden til at bevare et godt ægteskab - selv efter 12 ½ år og fire børn sammen.

»Deres kærlighed lyser ud af dem. De formår at holde kærligheden i live gennem gensidig respekt, og de er gode til at støtte og rose hinanden. Når Mary gør noget – for eksempel med Mary Fonden – støtter han hende, og det samme gør sig gældende den anden vej rundt. Jeg tror, de har stor respekt for hinanden og er gode til at fokusere på det gode,« forklarer hun.

Kronprinsparret i regnvejr foran deres hotel i München onsdag d. 20. maj 2015.
Kronprinsparret i regnvejr foran deres hotel i München onsdag d. 20. maj 2015.
Vis mere

Det rigtige match

Flere eksperter peger på, at parret komplementerer hinanden godt, fordi de deler værdier, men stadig er helt forskellige.

Det gode match gør også, at flere eksperter sammenligner dem med Frederiks meget afholdte bedsteforældre, kong Frederik d. 9. og dronning Ingrid.

Kronprinsparret i regnvejr foran deres hotel i München onsdag d. 20. maj 2015.
Kronprinsparret i regnvejr foran deres hotel i München onsdag d. 20. maj 2015.
Vis mere

»Som Ingrid er Mary også meget korrekt. Mary holder hele tiden den meget klassiske kongehusrolle, hvor Frederik nogle gange bryder ud af den. Han reagerer ikke, hvis nogen kommer til at sige du, og han kan også finde på at vise sig fra sin menneskelige side. Nogle gange kan man dømme det som en fejl, som vi griner ad, men det er med til at skabe et mere menneskeligt billede af kongehuset,« vurderer Sune Bang, der er direktør i kommunikationsbureauet København.

»De har begge en gennemslagskraft på forskellige områder. Kronprinsen virker som en fisk i vandet i forhold til at indgå i det mere folkelige, hvor han møder danskere med de ting, vi beskæftiger os med, som sport, sundhed, mens Mary har en fantastisk evne til at sætte perspektiv på tingene. Hun har det her evighedsblik, som rækker udover den konkrete situation, hun står i. På den måde ligner de kong Frederik og dronning Ingrid, hvor man også havde den folkelige konge og den elegante dronning. En super-stærk konstellation,« lyder hans analyse.

HKH Frederik fylder idag 47 år... Kronprinsparret Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og medlemmer fra regering og folketing deltager sammen med veteraner i en gudstjeneste i Københavns Domkirke.
HKH Frederik fylder idag 47 år... Kronprinsparret Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og medlemmer fra regering og folketing deltager sammen med veteraner i en gudstjeneste i Københavns Domkirke.
Vis mere

God arbejdsdeling mellem de to

Præcis som det var tilfældet med det tidligere kongepar, lader arbejdsdelingen mellem Mary og Frederik til at være klar. Hun har et stærkt socialt engagement med fokus på børn, sundhed og kvinders rettigheder, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem Kronprinsessens hjertebarn, Mary Fonden, mens Frederik interesserer sig meget for sport og fysisk udfoldelse, forklarer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, der er enig i sammenligningen:

»Frederik er virkelig trådt i karakter i sin rolle som kronprins, efter Mary er kommet ind i billedet. Hun har været en vigtig støtte for ham i hans opgaver - på samme måde, som Ingrid var det for Frederik d. 9.,« mener han.

Ingrid Ann Watson er enig i, men understreger en væsentlig pointe.

»Jeg er ikke tvivl om, at hun gør ham til en bedre mand. Men han gør også hende til en bedre kvinde. Når man elsker hinanden på den måde, som de gør, gør man automatisk hinanden bedre.«