Man behøver ikke eje en båd eller have licens til at sejle for at snuppe et par dage på vandet i Danmark. Rejseliv lejede en seks-personers motorbåd og drog ud på Isefjord.

»Og så fortøjrer I båden med et dobbelt halvstik.« Dobbelt halvstik? Jeg har ikke bundet et knob, siden jeg for et tocifret antal år siden gik til spejder, og hvordan man forvandler et stykke reb til et dobbelt halvstik, har for længst fortabt sig i tågerne.

Vi er i lystbådehavnen i Holbæk. Solen brager ned fra en knaldblå himmel, en ældre herre i shorts er ved at spule dækket på sin båd, på kajen slentrer et par forbi med is i hånden og solbriller for øjnene. Og vippende i vandet lige foran os ligger »Fjordrejen«, en spritny, skinnende hvid motorbåd. Som skal være vores feriehjem de næste par dage.

Ingen af os fire, som »vi« dækker over, har prøvet at sejle en motorbåd før, men det er heller ikke nødvendigt. Båden er 9,50 meter i længden, stikker bare 45 cm, og har en motor, der yder 30 hk, og det ligger under grænsen for kravet om speedbådscertifikat.

Det har ægteparret Kenneth og Sanne Svanholt benyttet sig af og begyndte i sommeren 2013 at udleje motorbåde til de, der gerne vil holde ferie til havs, men som ikke selv har en båd eller et certifikat til at tumle større udgaver med kraftigere motorer.

Man skal dog kunne binde det knob, der sikrer, at båden ikke river sig løs og driver til havs. Den instruktion står Kenneth Svanholt for. Ligesom han omhyggeligt gennemgår bådens funktioner og anordninger, fra motoren og navigationen over toilettet og den medfølgende grill til soltaget over den udendørs del af fartøjet. 

Ud på åben fjord

Herefter får man en prøvetur med den blandt selskabet udnævnte skipper ved roret. Og så afsted.Forsigtigt forlader vi sikker havn i Holbæk og sætter ud mod åben fjord.

Ved siden af skipper ligger den omfattende bog, der følger med båden og som beskriver samtlige søvejsregler, herunder de forskellige såkaldte farvandsafmærkninger, så man sejler den rigtige vej udenom bøjer og undgår at komme på tværs af andre både.

Vi følger den omhyggeligt - godt nok har man umiddelbart mere tumleplads på havet end på landevejene, ikke desto mindre har vi meget lidt lyst til at tørne sammen med eksempelvis Orø-færgen, der i fast rutefart tøffer frem og tilbage mellem Orø og havnen i Holbæk.

Middag og hygge på vandet ud for Isefjord.
Middag og hygge på vandet ud for Isefjord. Foto: Gitte Holtze
Vis mere

Det går fint, og da klokken nærmer sig frokosttid, føler vi os sikre nok på vores sejlkundskaber til at kaste anker og rigge an til et måltid til havs. Og når lige at få de medbragte frikadeller sat på bordet på terrassen, inden det går op for os, at vores kundskaber ikke er større, end at vi ikke har kastet ankeret ordentligt, og at vi – uden rigtigt at bemærke det – er drevet ud i sejlrenden.

Næste forsøg går ikke meget bedre, vi sætter os ved frokostbordet og langsomt, men sikkert driver vi igen udad. At kaste anker burde ikke være så svært, men at få det til at gribe fast i bunden, så båden bliver liggende, kræver tilsyneladende lidt øvelse. Og da vi om aftenen er nået frem til den vig i Isefjorden, der ligger i det såkaldte Dejligheden, og hvor vi har besluttet at overnatte, er vi derfor lettede over, at det ikke er nødvendigt at kaste anker.

Her er flere bøjer, man kan fortøje båden til, så man uden at frygte at drive langt til havs i løbet af natten kan ligge for svaj. Som det hedder, når båden er forankret i den ene ende, men ellers svinger efter strøm og vind. 

Et lille stykke Danmark

Dejligheden ér dejlig, et lille stykke Danmark med bløde bakker, grønne enge, enkelte gårde og små klumper af skov, der omkranser den lille vig. Man føler sig langt fra civilisationen her, og selv om der er tv på båden, giver det mere mening bare at sidde under åben dansk sommeraftenhimmel oppe på bådens tag og lytte til bølgerne, der slår mod Fjordrejen.

Næste morgen er den blå himmel erstattet af en grå ditto. Morgenmaden foregår indendøre, og først da vi starter motoren og sætter kurs mod Rørvig Havn, slipper vi for lyden af tunge dråber, der slår mod presenningen over terrassen udenfor. Da vi når Rørvig, glemmer vi et øjeblik den koksgrå himmel i koncentrationen om først at manøvre Fjordrejen ind på en ledig havneplads, dernæst at få bundet de nødvendige knob, så den bliver der.

Alt sammen tydeligvis til stor fornøjelse for de øvrige sejlere, der sidder på dækket af deres både i lystbådehavnen i Rørvig og over en Gammel Dansk kan følge med i vores kamp.

En enkelt forbarmer sig over vores kluntede forsøg på fortøjring og hopper op på bådebroen for at hjælpe. Dog ikke uden et misbilligende grynt af konceptet om ikke-sejlere til søs. Mumlende får han gjort os opmærksom på, at nybegyndere på havet ikke er sikkert for hverken andre sejlere eller for novicerne selv.

Mens vi svedende forsøgte at få båden ind på den efter vores mening diminutive plads ved kajen, var vi tilbøjelige til at give ham ret, i hvert fald i betragtningen om, at det for begynderne ikke udelukkende er en sjov oplevelse at få næsten ti meter lang båd til at makke ret. Men nu er vi her, og ligesom de fleste andre udfordringer forekommer nemmest i retrospektiv, kan vi nu se alt det hyggelige ved at have feriebase på en båd.

Blandt andet, at man kan gå op til fiskehuset i Rørvig, købe et bjerg af friskfanget godt fra havet og fortære det tilbage på båden - med udsigt til andre sejlere, der tøffer ind i havnen på jagt efter en plads.

Bagefter spiller vi minigolf, spiser is og går en tur ved stranden. Vi kunne godt sejle videre, der er 22 havne i Roskilde Fjord og Isefjorden at vælge mellem, men det er ikke kun sejladsen, der er trækplastret ved denne ferieform – det er også bare dét at bo på en båd. Og hvordan man vil forvalte sin tid med Fjordrejen, bestemmer man selv – sømænd med masser af sejlerfaring kan sejle Isefjorden tynd fra solopgang til solnedgang, mens landkrabber med mere begrænsede kundskaber ud i sølivet kan nøjes med få korte ture ude på havet.

Og stadig få et snert af sejlerliv i lystbådehavnen. Og den nærmest meditative oplevelse, det er at falde i søvn til lyden af skvulpende bølger. Ship Ohøj.