En tur med det lille passagerskib M/S Juno fra Stockholm i øst til Göteborg i vest via fjorde, elve, søer og ikke mindst Göta Kanal er en både smuk og fascinerende rejse gennem en 300 år lang drøm.

Hvis man ligesom Pippi Langstrømpe havde en kiste fuld af guldmønter, var der ikke noget at betænke sig på. Så var det bare at grave et par nævefulde sørøverguld frem og invitere Tommy og Annika på sejltur ad Göta Kanal.

Men sådan forholder det sig desværre ikke for de af os, der må arbejde for føden, så selv om den del af Sverige, som kanalen gennemskærer, er som hentet ud af en af Astrid Lindgrens bøger, må vi stille et spørgsmål, der får os til at lyde som en sur far Anton i Emil fra Lønneberg: Er det prisen værd? For små 20.000 kroner pr. person for fire dage – det ér mange penge.

Der er selvfølgelig ikke noget entydigt svar. Det afhænger af, hvem man er. Nogle vil have lyst til at jage den frække laban, der kræver sådan en sum, over i brændeskuret, andre vil betale med samme hengivne smil, som Line har, når hun kigger på Alfred.

Om du hører til i den ene eller den anden kategori, bliver du måske klogere på, når du har set billederne og læst denne artikel om Rejselivs tur mellem Stockholm og Göteborg med det gode skib Juno fire lune sommerdage i august.

HISTORIEN BAG

Sejlturen gennem Göta Kanal er først og fremmest en rejse gennem den betagende svenske natur, hvor man sejler langs skov og klipper og krydser de store søer Vänern og Vättern. Foto: Lars Johansen
Sejlturen gennem Göta Kanal er først og fremmest en rejse gennem den betagende svenske natur, hvor man sejler langs skov og klipper og krydser de store søer Vänern og Vättern. Foto: Lars Johansen
Vis mere

Göta Kanal, der i begyndelsen af 1800-tallet blev udgravet med hakker og skovle (og en del dynamit) af 60.000 mand, er resultatet af en langvarig frustration over Danmark.

I 1500- og 1600-tallet, da Sverige og Danmark kæmpede om at være Skandinaviens stormagt, var det en torn i øjet på svenskerne, at de skulle betale told til den danske krone, når de måtte syd om det dengang danske Skåne, Halland og Blekinge for at komme ud gennem det smalle Øresund og besejle de store have.

Ikke alene gjorde Øresundstolden det mindre profitabelt at drive handel, men svenskekongerne knyttede også næverne i raseri over, at man på den måde var tvunget til at være med til at finansiere ærkefjendens kongehus og hær.

Alt ville være bedre, hvis man kunne sejle tværs gennem Sverige. Det eneste, der i princippet skulle til, var nogle kanaler, der kunne forbinde de store søer og floder, så kunne man smutte ud i og ind fra Skagerak nord for danskernes toldopkrævningssted i Helsingør.

Den første konkrete plan om en kanal blev fremlagt helt tilbage i 1516 af Hans Brask, der var biskop af Linköping, men den var uladsiggørlig. Det samme var de planer, som forskellige fantaster fandt på med jævne mellemrum gennem de næste århundreder.

Først i 1810 var tiden moden til at gøre alvor af den gamle drøm om at forbinde Østersøen og Skagerak.Ikke mindst fordi man på dette tidspunkt også ønskede at udvikle det indre Sverige. Her skulle kanalen være rygraden i et nyt, effektivt transportsystem.

22 år senere, i 1832, var drømmen virkeliggjort. Selve Göta Kanal er »kun« 190 kilometer lang, men man kunne nu sejle hele vejen fra Söderköping på den svenske østkyst via elve, søer og kanalen frem til Götaeleven og dermed det sidste stykke ud til Göteborg på den svenske vestkyst.

Men blot få årtier efter åbningen var kanalen forældet. I 1855 kom jernbanen til, som var både hurtigere og mere effektiv - ikke mindst fordi den også kunne bruges om vinteren, hvor vandvejen er frosset til i månedsvis – og efterhånden døde fragtsejladsen ud.

SKIBET

Kahytterne er desværre bittesmå, men det bliver opvejet lidt af, at maden ombord er rigtig god. Foto: Lars Johansen
Kahytterne er desværre bittesmå, men det bliver opvejet lidt af, at maden ombord er rigtig god. Foto: Lars Johansen
Vis mere

I dag bruges Göta Kanal primært af de lokale, af lystsejlere (der er 21 gæstehavne), enkelte turbåde og så af de tre historiske passagerskibe M/S Juno fra 1874, M/S Wilhelm Tham fra 1912 og M/S Diana fra 1931.

Rejseliv påmønstrede Juno, der er verdens ældste skib med mulighed for overnatning, og hun holder sig fantastisk på trods af sine 141 år. Selv om der har været foretaget forskellige moderniseringer, senest i 2003, bliver det dog hurtigt tydeligt, at det er et anderledes krydstogtskib, man er ombord på.

Først og fremmest er kahytterne, som der er 29 af fordelt på tre dæk, bittesmå. Der er lige plads til en køjeseng, hvor den øverste køje slås op om dagen, et skab til jakkerne, og så et lille natbord. Der er så lidt plads i kahytten, at to personer ikke kan skifte tøj derinde samtidig, og ved sengetid må først den ene gå ind og krybe til køjs, før den anden kan tørne ind.

På sin vis er det meget charmerende, men det er upraktisk, at man ikke kan trække sig tilbage til kahytten fra opholdsdækket, hvis det skulle regne eller bliver for koldt – hvad det godt kunne blive ude på de åbne søer, hvor der stod en strid blæst. Der er et lille fælles opholdsrum på mellemste dæk med borde og stole, men det bliver hurtigt fyldt, og indimellem har man også brug for at være sig selv lidt.

Der er et fælles toilet og brusebad (separat) på hvert af de tre dæk. Det fungerer okay, men det er ikke rart for de blufærdige, hvis man lige skal op og tisse om natten. Man kan selvfølgelig klæde sig på først, inden man tumler ud på dækket, men det er ikke nemt i mørket inde i minikahytten uden at vække sin partner.

Ved siden af opholdsrummet er der en fin lille spisesal med mahogni og messing. Der er desværre ikke plads til alle passagererne samtidig, så man dækker også op inde i opholdsrummet til frokost og aftensmad.

Morgenmaden tager mange med op på det delvist overdækkede opholdsdæk øverst, hvor man tilbringer mest tid. Her kan man sidde i rare kurvestole eller sofaen agter og kigge ud på landskabet eller husene, man passerer, mens man spiser.

Den begrænsede plads ombord på Juno og de to andre passagerskibe skyldes, at skibene skal kunne gå gennem Göta Kanal og de mange gamle sluser. Juno er kun 6,68 meter bred og 31,45 meter lang, så det er egentlig imponerende alt det, man har fået plads til.

Der er 58 sluser undervejs, som Juno skal igennem. På turen fra Stockholm til Göteborg, som vi var med på, stiger man gradvist opad på vejen mod den svenske højderyg og derefter ned igen.

Nogle af sluserne er så hurtigt overstået, at man knapt bemærker det, mens der andre steder er tid til, at man kan gå fra borde og se slusearbejdet udefra. Men husk at komme ombord i tide, ellers må du selv skaffe dig vej til Junos næste stop.

DET KAN DU OPLEVE UNDERVEJS

Undervejs er der rig mulighed læne sig tilbage og nyde udsigten. Foto: Lars Johansen
Undervejs er der rig mulighed læne sig tilbage og nyde udsigten. Foto: Lars Johansen
Vis mere

Afhængig af, hvilken tur man vælger, lægger man til forskellige steder. Vi stiger ombord på Skepps-bron ved Gamla Stan i Stockholm og sejler først gennem den svenske hovedstad med blandt andet Stockholms Slot og Gröna Lund, inden vi drejer ind i kanalen ved Hammarby.

Efter Hammerby-slusen kommer man ind Måleren, Sveriges tredjestørste sø, og sejler en tur forbi det store lysegule Drottningholm Slot, hvor den svenske kongefamilie bor. Hefter går turen mod syd gennem Södertälje og ud i Himmerfjärden, der er ægte svensk skærgård med masser af småøer, klippeskær og lystsejlere.

Herfra kommer man ud i Østersøen, hvor vi sejler langs kysten ned til den nærmest kliché-hyggelige Trosa med hvide, lysegule, irgrønne og røde træhuse. Juno lægger til ved lystbådehavnen, og vi går en tur gennem Trosa og langs den lille kanal, der går gennem byen.

Første nat sejler vi videre ned gennem Østersøen til den lange Slätbaken-fjord, og drejer om morgenen ind her og rammer selve Göta Kanal ved Mem i bunden af fjorden.

Dagen igennem er kursen sat gennem først kanalen og så over søen Roxen, til vi via hele syv sluser når næste bid ad kanalen til søen Boren, hvor vi ved den vestlige bred lægger til ved industribyen Motala.

Herefter går turen videre over Vättern, Sveriges andenstørste sø, til Karlsborg med den enorme Karlsborg Fästning på Vanäs-halvøen.

Ved slusen i Forsvik ved søen Viken, hvorfra Göta Kanal går videre mod Sveriges største sø, Vänern. har den kristne Kindbomgruppe siden 1946 prædiket for kanalbådenes passagerer, der jo måtte vente på at komme gennem slusen. Således også, da vi kommer forbi. Vi sendes videre med en salme.

Efter Sjötorp, hvor Göta Kanal ender, går den sidste del af turen ad Götaelven gennem først landsbrugsområder, siden industriområder og forstæder, inden vi når Göteborg.

MAD OG DRIKKE OMBORD

Klassisk svensk frokostbord med laks, løjrom, sild, knækbrød og snaps. Foto: Lars Johansen
Klassisk svensk frokostbord med laks, løjrom, sild, knækbrød og snaps. Foto: Lars Johansen
Vis mere

Man spiser godt ombord på Juno. Morgenmaden er buffét, mens frokost og middag er en fast menu med tre-fire retter. Stilen er oftest moderne international, men der serveres også retter med svensk inspiration og med lokale råvarer som elg, dådyr, fisk, skaldyr og bær. En enkelt af dagene er der klassisk svensk frokostbord med laks, løjrom, sild, knækbrød og snaps.

Om eftermiddagen er der friskbagt kage oppe på opholdsdækket. Det er smadderhyggeligt. Kaffe og te er gratis, men alle andre drikkevarer skal man betale for. Den billigste flaske vin til maden koster over 300 skr., en øl 69 skr., en flaske mineralvand 39 skr. – en 25 cl.-vinflaske eller en cognac til kaffen 125 skr.

Selv om jeg ikke drak vin til alle måltider, og vi generelt var mådeholdne med indtaget, brugte vi alligevel næsten 2.000 skr. på de fire dage.