Blot 40 minutter med tog fra Paris finder man storslået natur, hyggelige småbyer og et pragtslot, hvor Frankrigs konger – og en enkelt selvudnævnt kejser – gennem 700 år residerede.
Som vi sidder dér i skyggen og tavse kigger på den smalle flod, der i sommerheden dovent driver afsted mellem de grønne flodbredder, er det svært at tro, at det er den samme flod, der blot 55 kilometer længere mod nord bred og mægtig skærer sig gennem Paris.
Det er som to vidt forskellige verdener blot en kort togtur fra hinanden. Inde i den fortravlede storby sejler dusinvis af store, hvide tourbåde rundt mellem hinanden på Seinen – for den er det – proppet med fotograferende turister på vej til endnu en af de berømte attraktioner.
Her i den lille flække Samois-sur-Seine, hvor vi sidder, kommer der kun krusninger på vandoverfladen, når der indimellem tøffer en flodpram eller en jolle med en lystfisker forbi.
Og hvor man i Paris nærmest skal kæmpe om pladserne ved fortovscaféerne langs de brede boulevarder, er der god plads ved bordene her på vores lille spisested, hvor tjeneren blot har et par lange skridt hen over en smal stribe asfalt fra restaurantens indre til udeserveringen, der ligger helt ned til floden.
Forstå mig ret. Jeg elsker Paris. Ubetinget.
Men hold da op, hvor er det rart at være et sted, hvor der ikke er så meget andet at lave end at kigge på flodens vand, der skvulpende passerer på sin rejse fra Dijon-området i det centrale Frankrig til Den Engelske Kanal, de gamle træer med store, grønne trækroner på den anden side af floden og de grå stenhuse på denne side. Drikke en øl. Sidde og sludre i en afslappet landlig stemning.
Senere på dagen og i aften skal vi til den årlige Festival Django Reinhardt, der bliver afholdt på en lille ø ude i Seinen få minutter herfra, og hvor man fejrer den stilskabende sigøjner-guitarist, der levede sine sidste år netop her i byen.
Mere derom senere, først lidt om området og vores base, byen Fontainebleau, der ligger knapt 8 km her fra Samois-sur-Seine.
Skoven
Vores cykeltur førte os gennem en lillebitte bid af en af områdets i bogstaveligste forstand største attraktioner – den mere end 22.000 hektar store Fontainebleau-skov, der ikke alene er Frankrigs, men Europas, mest besøgte nationalpark.
Årligt lader cirka 12 millioner mennesker sig fortrylle af den urgamle skov, hvor mægtige egetræer, bøge, graner og birketræer vokser mellem hinanden.
Det er mange mennesker, men det mærker man ikke meget til. Når først de har spredt sig ud over de mange afmærkede vandre-, ride- og cykelruter, der slynger sig gennem skoven, så fylder de ingenting i den store natur.
På turistkontoret i Fontainebleau kan man få en guidebog på både fransk og engelsk med forskellige ruteforslag, og det kan vi kun opfordre til, da området er så enormt, at det er en god idé på forhånd at have planlagt, hvor langt man vil gå eller cykle, og hvad man vil opleve.
Vil man for eksempel helst et sted hen, hvor der vokser mange farverige blomster, eller har man mod på at klatre på de store klippeformationer? Vil man på guidede ture i trækrone-højde, eller padle rundt på en lille sø?
I guidebogen er der også gode tips og de regler, man skal overholde, når man færdes i skoven.
For eksempel er det ikke tilladt at mountainbike udenfor de afmærkede ruter, da skovens nationalpark-status blandt andet medfører, at man skal undgå den nedslidning af det naturlige skovområde, som det giver, når legesyge mountainbikere fræser rundt mellem træerne.
Slottet og byen
Med store skove følger et rigt dyreliv. Derfor var Fontainebleau-skoven allerede tilbage i 1100-tallet et af de franske kongers foretrukne jagtområder.
I middelalderen lå her et beskedent jagt-slot, men gennem århundrederne byggede de skiftende konger ud og til, indtil Fontainebleau-slottet i 1700-tallet nåede den imponerende størrelse, det har nu – kun overgået af sin mere berømte storebror, Versailles-slottet vest for Paris.
Og mens Versailles tiltrækker mange turister, der – med rette – kommer for at se det imponerende slot med den ekstravagante udsmykning, er det langt færre, fortrinsvis historieinteresserede, der finder vej til Fontainebleau-slottet, der ellers gemmer på mange interessante oplevelser.
Der er selvfølgelig bygningerne og den tilhørende park i sig selv. Slottet er stilmæssigt ikke så harmonisk som Versailles, men er mere præget af skiftende arkitekturmode.
Blandingen af fransk middelalder, italiensk renæssance og klassicisme har sin egen charme, og Fontainebleau blev da også af de fleste af kongerne mere opfattet som »hjem« end det pragende Versailles.
Louis XIII blev født her på slottet, og hans efterfølgere frem til Louis XVI boede i lange perioder på Fontainebleau.
Efter revolutionen i 1789 blev slottet rippet for det kongelige indbo, så de – også overdådige – møbler og kunstskatte, man kan se i dag, stammer fortrinsvis fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor Napoleon I havde residens her på slottet.
Napoleon havde stor sans for det, man i vore dage ville kalde branding, så han vidste godt, at folket forbandt Versailles-slottet med den afsatte kongemagt og dens magt- og forlystelsessyge, så da han havde udnævnt sig selv til Kejser af Frankrig, rykkede han og familien i stedet ind på Fontainebleau.
Udover det prægtige indbo fra Napoleons tid kan man på slottet se en interessant udstilling med en del af den berømte hærførers ting – blandt andet uniformer, hans berømte hat og frakke, (pynte)våben, feltseng, medaljer og kronings-udstyr.
Ikke mindst spændende her i 150-året for Napoleons tilbagekomst fra eksilet på Elba og slaget ved Waterloo.
Apropos kroningen, som Napoleon ville have, at selveste pave Pius VII foretog, medførte den, at Napoleon lagde sig ud med paven, og at denne derfor blev holdt som gidsel her på slottet fra 1812-1814.
Den historie kan man blive meget klogere på i den del af slottet, hvor paven og hans følge boede, og som nu har en særlig udstilling om pavens år på Fontainebleau-slottet.
Omkring slottet voksede en hel by frem, og i dag er Fontainebleau en mellemstor provinsby med ca. 40.000 indbyggere.
På grund af slottet og den korte afstand til Paris er det et eftertragtet sted at bo, og selv om byen har en smådoven provinsby-grundstemning, kan man se på både de velholdte huse, de mange spisesteder og ikke mindst specialbutikkerne med alskens lækkerier i den gamle bydels smalle gader, at her bor en del med økonomien i orden.
Her er hyggeligt; ikke mindst ved torvet tæt på slottet, hvor der er udendørscaféer, småboder og en gammeldags karrusel, de yngste kan have det sjovt på, mens de voksne nyder et glas vin eller en kop kaffe.
Og lidt bonusinfo til de historieinteresserede: Det var på Fontainebleau-slottet, den tyske besættelsesmagt havde sit franske hovedkvarter under Anden Verdenskrig. Og efter krigen rykkede NATO i 1949 ind i de royale gemakker, hvor man blev frem til 1967.
Ost
Området, vi er i, hedder Seine-et-Marne efter de to floder. Og netop floderne har været med til at sikre den høje frugtbarhed, der kendetegner regionen. Her er masser af landbrugsproduktion, bl.a. er det her, brie-osten kommer fra.
Da det vil være lidt kedeligt bare at snuppe et stykke ost sammen med noget baguette, har vi reserveret bord på restaurant Le Bacchus, der ligger overfor hovedindgangen til slottet. Her i de hyggelige brasserie-lignende lokaler skal vi indtage en tre-retters menu med ost som rød tråd.
Til forret får vi en klassiker, friturestegt brie på en bund af salat. Herefter en okse-steak med gratinerede, tynde kartoffelskiver stablet som et lille tårn og den fedeste brie-sauce, man kan tænke sig.
Den skal trææækkes ud af den lille skål med en ske – så tyk er den. Til dessert får vi en frisk-ost, der er pisket op til næsten flødeskums-konsistens, og som bliver overhældt med en klar rød rose-sirup, der giver en fin parfumeret duft og smag.
Vi er ikke ude i det fineste franske gastronomiske skoleridt her, men det er velsmagende solid kost, der stemmer godt overens med den landlige stemning, der hersker her blot 60 km fra Paris.
Festivalen
Efter den middag er det passende med en cykeltur til Samois-sur-Seine og festivalen Django Reinhardt.
Af uransagelige årsager er vi af folkene i cykeludlejningsbutikken blevet rådet til at følge landevejen – der nogle steder nærmest var motortrafikvej – ned til Seinen.
Vi opdagede senere, at vi i stedet for den ekstremt bakkede vej kunne have slået et smut gennem Fontainebleaus forstæder og have kørt resten af turen i ro og mag langs Seinen.
Så husk det, hvis du skulle få lyst til at tage samme tur,
Men nu sidder vi her ved Seinens bred, læsker os med en kold øl og venter på, at festivalen skal gå i gang. Min rejsefælle, min svoger, er musiker, og vi har begge en ting med Django Reinhardts lynhurtige sigøjner-jazz, og det her er simpelthen stedet, hvis man vil opleve den udført på højeste niveau.
Det er 36. gang, Festival Django Reinhardt holdes, og med årene er der kommet fokus på andet, men beslægtet, musik.
På hovedscenen spiller store navne inden for fusionsjazz og bluesrock, men det mere de »rigtige« Django-koncerter, vi er her for. Ikke mindst, fordi festivalen er kendt for, at flere af gæsterne selv har taget instrumenter med, så der opstår spontan-koncerter og jam-sessions på både festivalområdet og de campingpladser, hvor mange af gæsterne overnatter.
Hvordan det spænder af kan du læse om i en selvstændig artikel på et senere tidspunkt. Indtil videre har vi nok at gøre med at sidde her og nyde freden ved floden.
