Rutchebanen i Tivoli, der tidligere denne måned fyldte 100 år, er en af kun syv baner i verden, der har en fører ombord. Men hvad laver vognstyreren på Rutchebanen egentlig? Rejseliv har været i træning som såkaldt bremsemand.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har prøvet Rutchebanen i Tivoli. Siddet forrest, siddet bagerst, kørt i regnvejr, i bagende sol, om aftenen, om eftermiddagen, til jul, om sommeren, som student, som nygift, som moster med børn på slæb.
På ingen af de ture har jeg lagt specielt mærke til den person, der fra sin plads midt i vognen rager op over passagerne på sæderne. Eller tænkt over, hvad han egentlig helt konkret foretager sig på turen rundt i og på bjerget
Nu sidder jeg selv i det høje sæde og skal føre vognen fra start til slut. Og spekulerer for første gang intenst over, hvad jobbet ærlig talt går ud på. Er det mig, der skal bestemme, hvor hurtigt, vi skal køre? Er der en speeder? En bremse? Og ikke mindst – hvordan undgår jeg at falde af?
»Det er det spørgsmål, vi oftest får fra passagerne. Hvordan vi kan sidde fast?« siger Stefan Jørgensen; min læremester i jobbet som rutsjebanefører, og med 12 års erfaring på cv’et en erfaren herre.
»Jeg plejer at sige, at vi sidder på et magnetsæde og har bly i lommerne,« siger han.
What?! Dét lyder skørt. Og – viser det sig, da vi forlader rutsjebaneførernes kaffestue inde i »bjerget« og går ud til vognen – er da også bare et af den slags rappe svar, man fyrer af, når man har fået et spørgsmål rigtig mange gange. Og selv synes, det er dumt.
Stefan Jørgensen og hans 23 kolleger her i sæsonen 2014 hár fået det spørgsmål mange gange. Rutschebanen i Tivoli rundede tidligere på måneden 100 år, i samtlige år har den kørt den samme tur, på den samme bane, med stort set samme vogne, og alene i 2013 kørte den 1,3 millioner ture med passagerer.
Det er mange mennesker med mange spørgsmål og mange gange rundt og rundt og rundt for de, der sidder i førersædet.
Et sæde, der ikke er foret med magneter, men er et helt almindeligt – omend slidt – lædersæde. Det er end ikke udstyret med hverken sikkerhedssele eller nogen form for bøjler ligesom resten af vognen.
Men det er ifølge Stefan Jørgensen heller ikke nødvendigt. Den eneste grund til, at passagerne på Rutchebanen får smækket en bøjle ned foran kroppen, inden der bliver fløjtet til afgang, er for, at de ikke kan rejse sig op undervejs på turen. Det er ikke, fordi der er fare for at falde ud. Så stejl er banen simpelthen ikke.
Nå. Godt så.
Under oplæring
Vi snupper en runde; ham ved roret, mig som opmærksom trainee.
Jeg får ikke den helt store oplæringsomgang, som den nye rutsjebaneførere kommer igennem, når de starter på dette specielle job. Vi går let hen over signaler, advarselslamper og hvad man gør, hvis der er eventuelle katte på banen.
Jeg får den korte version af foredraget om Rutchebanens fire forskellige vogne og deres forskellige opførsel – »de har personlighed,« påstår Stefan Jørgensen – og jeg lærer ikke en voldsomt masse om, hvordan man bremser en vogn på over tre tons på en regnvåd bane.
Men jeg lærer noget om at bremse, for det er det, jeg skal. Faktisk skal jeg ikke andet. Deraf navnet på føreren, bremsemand.
Rutchebanen er så simpelt opbygget, at når en vogn er trukket op ad den første bakke på forlystelsen via et kabel, er det tyngdekraften, der gør resten af arbejdet. Og førerens opgave er blot at bremse, så den ikke får alt for meget magt, og vognen flyver af sporet.
Bremsen er ligeså simpel som resten af konstruktionen. Den består af to metalvinger, der presses mod banens sider – og er hægtet på en metalstang, der i bedste Storm P.-stil skal trækkes tilbage for at skubbe vingerne udad.
Mén – og dét er det tricky – ikke hvor som helst undervejs, bl.a. fordi man ikke er interesseret i at bremse så meget, at vognen går i stå på vej op ad en bakke. At lave en såkaldt »hænger«, så hele holdet bag Rutchebanen må træde til og ved håndkraft trække den tonstunge vogn op ad bakken. Mens alle passagererne må sættes af og tage gåturen ind gennem bjerget under rutsjebanen til udgangen.
Vi kører en tur mere, og Stefan Jørgensen fortæller præcis, hvor på banen jeg skal bremse. Og hvor meget. Et hårdt eller blødt træk i håndtaget.
»Er du klar?« spørger han.
Jeg kan ikke falde af, jeg skal ikke skifte gear eller holde øje med lyssignaler, og der er kun ét aggregat, jeg skal håndtere.
Jeg er klar til at være bremsemand m/k.
Med hånden på bremsen
Og så kører vi. Rundt i det første sving, op ad bakken til den karakteristiske klik-klik lyd, der fortæller, at vi bliver trukket af et kabel.
Så er vi oppe på toppen, og jeg kan mærke, hvordan tyngdekraften tager over. Vognen accelerer, vi drøner ned ad den første lille bakke og drøner op igen, så nedad.
Stefan sidder i sædet lige foran mig, han løfter hånden, yes, bremse en lille smule, opad, videre rundt i svinget inde i bjerget, ned ad bakke igen, denne gang en større, wuhuu, det er mig, der styrer Rutchebanen!
Jeg har hele tiden hænderne om bremsen – jeg kan godt nøjes med en hånd, siger Stefan Jørgensen, men nej tak, jeg har nok at gøre med at holde balancen. For selv om jeg drejer kroppen med rundt, når vognen drejer i et sving, føles mine ben lidt for korte til den afstand, der er mellem førersædet og metalpladerne, jeg skal støtte fødderne på.
Rundt i »svenskeren« – svinget på toppen, der hedder sådan efter en svensker, der engang faldt ud her, og var årsag til, at alle vognene efterfølgende blev udstyret med bøjler – forbi geden, der er flyttet ind ved siden af bjerget som en del af den 40 millioner kr. dyre renovering, Rutchebanen har fået i anledning af sin 100 års fødselsdag, ned ad bakke igen.
Jeg bremser blødt på det – at dømme efter Stefans thumbs-up – rigtige sted. Ikke for meget, ikke en hænger, for Guds skyld, ga-da-gonk, ga-da-gonk, og så drøner vi ind i en tunnel, hvor Stefan har tændt lyset, så jeg kan se, men hvor der normalt er bælgmørkt.
Den mørke side
Mørket betyder ikke noget for selve kørslen, men for rutsjebaneførerne er mørket, både her og på de andre strækninger inde i bjerget, noget møg. For det er oftest i mørket, nogle gæster får den sære idé at spytte efter nogen, der sidder længere tilbage i vognen. Men som 9 ud af 10 gange rammer rutsjebaneføreren.
»Vi møder rigtig mange søde og sjove gæster, men dem, der spytter – og vi har kørt den her tur så mange gange, at vi har overskud til at holde øje med, hvem det er – bliver smidt af. For det er bare klamt og dumt,« siger Stefan Jørgensen.
Og tilføjer så, at noget andet, der også er rigtigt dumt, er, når folk kaster cigaretskodder ud af vognen. For Rutchebanen er lavet af træ, og der skal ikke ret meget cigaretglød til for at sætte den i brand.
»Brandvæsenet siger, at det kun skal brænde i Rutchebanen i 20 minutter, så retter brandmændene i stedet vandslangerne mod Hovedbanegården overfor,« siger Stefan Jørgensen.
Spyt- og brandhistorierne fortalte han, inden jeg entrede vognen som fører. Enhver form for samtale drukner i lyden af vogn i fart mod skinner, og særligt inde i mørket er der et inferno af støj.
»Brems!« råber Stefan Jørgensen og synes tilsyneladende ikke, jeg bremser hårdt nok ned fra de godt 50 kilometer i timen, vi har suset afsted med.
Jeg trækker lidt mere i bremsen, og da vi runder det sidste hjørne og er tilbage på perronen, hvor vi startede, er jeg så meget nede i fart, at jeg kan stoppe helt op uden at lette alt for meget fra sædet.
Jeg kan godt forstå, Stefan Jørgensen og hans kolleger er glad for deres job, selv om det for nogle af dem nu mere er de mange forskellige passagerer, de møder, der er det sjove, og ikke så meget den 625 meter lange tur rundt på banen. Jeg har ingen passagerer med, synes bare, det er skægt at være bremsekvinde med vind i håret og et par tons vogn under mig.
Så jeg snupper to ture mere. Den sidste tur med én hånd på bremsen. Noget af vejen.
Ructhebanen i tal
- Rutchebanen åbnede 12. juni 1914.
- Hvor banen i dag ligger, har der tidligere ligget tre andre rutsjebaner. Den første åbnede i 1843.
- Det første år indbragte Rutchebanen mere end 300.000 kr. I 1925 købte Tivoli Rutchebanen af det engelske selskab L.A. Thompson, som havde bygget banen og stået for driften siden åbningen. Prisen var 100.000 kr., som var det beløb, man skønnede, materialerne, banen er bygget af, var værd.
- Rutchebanen er 625 meter lang. Herudover er der inde i bjerget 95 meter sidespor/værksted.
- Tophastigheden er knapt 60 km/t.
- Der er fire vogne med 20 sæder i hver.
- I 2013 kørte Rutchebanen 1,3 millioner ture med gæster.
- Renoveringen af Rutchebanen har kostet 40 millioner kr.
