Ocean Safari lyder som et koncept planket fra en Jacques Cousteau film, og sådan føles det også, når man snorkler ved siden af en lang hvalhaj ud for ud for kysten i det sydlige Mozambique.
Pludselig dukker den op ud af det blå. I bogstaveligste forstand. Havet ligner en blå væg. Hvor en sort skygge langsomt vokser sig stor på væggen. Og så er den der.
Med dimensioner som en bybus flyder den forbi et par meter under havoverfladen. Forbløffende stor – og ifølge guiden oppe i båden fuldstændig ufarlig. Vil nu nødigt have en kindhest af den meterhøje hale, så holder et par meters afstand.
Fisken – eller hvalhajen, som den officielt hedder – støvsuger ufortrødent videre efter plankton, mens vi ni turister plasker rundt med svømmefødder og masker langs dens vej.
Et par mindre fisk har haget sig fast på hajens store krop, den lader sig ikke mærke med det. Efter et par minutter dykker den og efterlader os vuggende i overfladen. Den store gummibåd glider ind midt i gruppen, og alle mand får halet sig om bord.
Fem minutter efter vi røg overbord sidder vi igen i båden, men folk er som forandrede. Så du, hvor stor den var? Var det en han eller hun? Hvad var det for nogle fisk, der sad på den?
Spørgsmålene flyver efter guiden, der sender boldene videre til den vidende hvalekspert, der er med om bord. Han er med for at fotodokumentere de eksemplarer, vi ser, og han svarer tålmodigt på spørgsmålene, mens flokken lytter efter som en gruppe tredjeårs marinebiologistuderende der netop har fået audiens hos en – ja hos en hvalekspert.
»The Inhambane big five«
Tofo Beach i det sydlige Mozambique har verdens største kendte bestand af hvalhajer. På grund af først 20 års borgerkrig og dernæst eftervirkningerne er den mozambiquianske fiskeindustri stadig tæt på ikke-eksisterende.
Så mens borgerkrigen tog livet af de fleste landdyr større end et egern, er marinelivet i det Indiske Ocean ud for landets kyst uforligneligt. Især farvandet ud for Tofo er kendt som hjemstedet for »The Inhambane big five« – en pendant til den klassiske safari »Big five« med løver, elefanter, næsehorn, leoparder og bøfler. I den maritime forstand består femkløveret af hvalhajer, delfiner, søkøer, mantarokker og pukkelhvaler.
Især hvalhajen og mantarokken er sjældne og truet af udryddelse, og vil man se dem med garanti, er der ingen vej udenom Tofo.
Hvalhajen lever hovedsageligt i overfladen af havet, hvor planktonmængden er størst, men mantarokken med det over seks meter store vingespænd mest svæver rundt i havdybder på plus 10 meter.
Den sidste skal man altså enten være asiatisk perlefisker eller have ilt med for at se. Mens den første kan klares med snorkel og svømmefødder.
Jeg er ikke certificeret i PADIs internationale dykkerunivers, så snorkling er den eneste mulighed. Og for 300 kr. kan man komme afsted på en totimers tur fra Tofo – med indbygget hvalhajsgaranti. Efter en hurtig introduktion samles gruppen til dagens safari i vandkanten ved siden af den store gummispeedbåd.
Ved fælles hjælp skubbes båden ud i brændinger, og med børn, kvinder og mænd ombord i nævnte rækkefølge starter skipper de to udenbords 85 hestes Yamahamotorer, og så går det i bogstaveligste forstand for fuld skrue ned langs kysten.
Bagerst i båden er monteret et to meter højt stativ med en lokal hvalfinder spændt fast til. Han holder udkig, mens vi parerer den ene vandkaskade efter den anden. Vandet er omkring 28 grader, så oplevelsen er absolut udholdelig.
Underholdning i form af viden og vandakrobatik
Efter 10 minutter peger vores hvalfinder ivrigt til styrbord, og et u-sving og 10 sekunder senere hopper hele gruppen i. Lidt forvirret orientering afløses af den monstrøse tingest, der langsomt pløjer sig forbi gruppen. Her er det dens virkelige størrelse langsomt synker ind, mens afstanden til halen forøges med et par svømmetag.
Efter hvaleksperten har øst af sin viden, giver hvalfinderen igen lyd fra sig. Denne gang til bagbord. Proceduren er den samme, og 20 sekunder senere passerer det store væsen forbi igen.
Jeg forsøger et dyk ned under dyret, og med min nyerhvervede marinebiologiske minimalviden fastslår jeg dyret til at være en hun. Hvalhajen føler sig tydeligvis godt tilpas og svømmer derfor langsomt og uforstyrret videre.
Et par hurtige flip med svømmefødderne og jeg er ud for hovedet. Øjnene sidder i traditionel hajforstand på siden af hovedet, og et øjeblik føles det, som om jeg har øjenkontakt.
Dyret reagerer dog ikke, og jeg skal ikke for tæt på. Jeg vil helst heller ikke forstyrres, når jeg spiser.
Tilbage på båden klapper jeg mig selv mentalt på ryggen. Det var en hun.
Da båden langsomt sætter kursen mod hjemstranden, bliver vi flankeret af en flok delfiner med et imponerende arsenal af vandakrobatiske kunstner. Der er både baglæns saltoer, højde- og længdespring. Kaptajnen sænker farten og halvdelen af selskabet plumper i. Delfinerne er imidlertid ikke i deres sociale hjørne, så de holder sig på afstand.
Men lyden af deres kommunikation går rent igennem vandet. Det ene ping efterfølger det næste, mens dyrene leger videre. Sikkert udenfor den store hvalhajs rækkevidde.
