Det ser sjovt og ekstremt let ud, når professionelle kravler op ad lodrette isvægge med isøkse og pigge på fødderne. Rejseliv tog på et begynderkursus i isklatreparadiset Rjukan i Norge for at lære at gøre klatrerne kunsten efter.
Begynderfejl nummer 1. »At forsøge at trække sig op i armene. »
Mine arme gør alt arbejdet.
Begynderfejl nummer 2. »At placere fødderne for tæt ved hinanden.«
Mine fødder kysser nærmest hinanden.
Begynderfejl nummer 3. »At læne overkroppen, ikke underkroppen, ind mod væggen.«
Min popo stritter konstant bagud.
Vi er i Rjukan-dalen, en langstrakt dal et par hundrede kilometer nord for Oslo, som på grund af sin geografiske placering mellem høje fjelde ligger i skygge halvdelen af året. Det betyder, at der dannes frosne vandfald – isfald – på de stejle fjelde, hvorfor dalen i vinterhalvåret er et mekka for isklatrere, der kommer her for at prøve kræfter med isvæggene.
Og med næsten 200 isfald af forskellige højder og sværhedsgrader er her også nogle, der passer til nybegyndere. Til folk, der måske synes, vandring er kedeligt, løb for hårdt, og som ikke gider sejle kajak eller cykle – eller som bare har lyst til at prøve en disciplin i kategorien aktiv ferie, der er lidt mere udfordrende end de fleste andre motionsformer.
Selv om nogle af isfaldene klassicificeres »let«, snupper man som begynder dog ikke bare en isøkse og møver sig op ad væggen på bedste beskub.
Isklatring kræver både sikkerhedsudstyr – der er trods alt både højder og tyngdekraft involveret – og et vist omfang af instruktion i isklatreteknikker for at være sikkert og sjovt.
Og det er der, vi er. Ved teknikkerne.
Fanget på isvæggen
Jeg er sammen med to andre begyndere på et tredages introkursus i Rjukan-dalen. Underviseren er danske Mikkel Overgaard, der er fast inventar som instruktør i Rjukan i vinterhalvåret, og som her på førstedagen af kurset tilsyneladende opererer med en taktik, der hedder »lad-kursisterne-lære-af-deres-fejl«.
Mikkel Overgaard har, inden vi tre satte den første fod på væggen, klatret op til toppen med et sikringsreb, som gør, at en person kan klatre fastgjort til rebets ene ende, mens en anden sikrer vedkommende ved at holde fast i den anden.
Så mens den ene af mine medkursister sikrer mig fra bunden af isfaldet, hænger jeg med skælvende armmuskler – qua fejlagtig meget brug af armene – halvt oppe på den godt 50 meter høje isvæg.
Og har ingen idé om, hvordan jeg kommer videre over en næsten lodret passage.
Fastspændt på støvlerne har jeg såkaldte steigeisen – en række kraftige metalpigge – og i hver hånd har jeg en isøkse. Man skulle tro, at man med sådanne aggregater i hænder og på fødder bare kan pile op ad væggen som en edderkop. Men en ting er skarpe spidser på hænder og fødder, en anden er bruge dem korrekt for dels at kunne komme opad, dels at undgå det modsatte – at miste grebet og falder.
Ikke at man decideret styrter ned. Selv om isklatring kan lyde farligt, er man hele tiden sikret via rebet og den person på jorden, der holder det – man havner bare hængende i klatreselen, når man mister grebet.
Og må, som jeg gør nu, ind imellem opgive og lade sig fire ned og starte forfra.
Teknik, balance og øvelse
På andendagen indvier Mikkel Overgaard os i nogle af de teknikker, der gør, at man undgår at miste grebet og havne i selen.
»Spred benene, dan en trekant og hold underkroppen ind mod væggen. Så kan du meget bedre holde balancen. Og så stol på, at du står fast. Du står fint,« siger han.
Fint? Jeg føler, jeg står på luft. Det er trods alt kun meget få centimeter stålpig foran hver af mine fødder, der holder mig fast til væggen.
Og jeg må overtale mig selv til ikke at lede efter små hylder i isvæggen at placere fødderne på, men stole på, at de små pigge kan holde mig. Når jeg vel at mærke får sparket dem rigtigt ind i isen.
Men da jeg gør det – og også husker den med at bruge benene til at klatre med og armene mest til balance – går det pludselig meget nemmere.
Så nemt, at jeg denne gang når helt op til træet, sikringsrebet er sat fast til, og med triumferende stemme kan råbe ned til min sikringsmakker, at jeg er klar til at rappelle ned.
I løbet af dagen når vi fem- seks klatreture hver. Vi øver teknikkerne igen og igen; lærer, hvordan man tackler de sværere passagerer, hvordan man i første hug får isøksen til at sidde rigtigt, og prøver også at klatre kun med én økse – for at se, at I faktisk ikke har brug for den, som Mikkel Overgaard siger – og tager sidst på eftermiddagen klatresele og hjelm af med en stolt følelse af, at vi er klar til at forcere hvad som helst af is.
Det er vi selvfølgelig ikke. Selv om det isfald, vi har klatret op ad, er omkring 30 meter højt og har en gennemsnitlig hældning på 75-80 grader, er det stadig i kategorien let. Og derfor ikke helt på niveau med det, vores middagspartnere den aften kan berette om.
Rjukan-dalen
Vi bor på Climb-Inn, et bed & breakfast i Rjukan for isklatrere. Komplet med tørrerum i kælderen og reoler spækket med blade og bøger om bjerg- og isklatring.
Climb-Inn blev startet for nogle år siden af to unge gutter, der selv var isklatreentusiaster, men manglede en base til Rjukans mange muligheder. Så købte de en tidligere villa i Rjukan-dalen og har nu indrettet den med værelser på førstesal, tørrerum, en bar samt bad og toiletter i kælderen, og en dagligstue og spisestue i stue-etagen.
Selv om huset er indrettet i en typisk nordisk lys stil, er stedet ikke luksuriøst – på de fleste værelser bor man seks eller flere sammen, og der kan være tryk på både vand og tørrerum, når her er fuldt hus – men det er voldsomt hyggeligt. Lidt som i en forvokset skihytte og med den specielle stemning, der opstår, når alle er her med det samme formål – i dette tilfælde at isklatre.
Den hyggelige atmosfære og følelse af sammenhold er især tydelig under middagen, som er en solid tre-retters menu, der foregår ved langborde i spisestuen. Og hvor samtaleemnerne hen over kartoffelmos og chili con carne udelukkende er hvilke fald, man har klatret den dag, hvilke, man tænker at bestige dagen efter, og hvad andre har af erfaringer med det og det specifikke stykke af en bestemt rute.
Vores bedrift er ikke at sammenligne med det, de andre har udført. Men det betyder ikke så meget, folk er her tydeligvis for at hygge sig sammen med deres fælles passion for frosne vandfald – og da vi næste dag møder den flok engelske mænd i 40erne, der aftenen før snakkede isfald over en stor runde fadøl, får vi et anerkendende nik med på vejen, da vi har nået toppen.
Denne gang uden at miste hverken balancen eller modet.
Rejseliv var inviteret af Innovasjon Norge
Rejseinfo
Transport: Bl.a. Norwegian, SAS og Widerøe flyver til Oslo til priser fra 900 kr. retur. Herfra er der godt tre timers kørsel til Rjukan.
Ophold: Der findes en håndfuld overnatningsmuligheder i Rjukan, bl.a. Parkhotel Rjukan midt i byen (fra 800 kr. per nat), men de fleste isklatrere bor på Climb-Inn til priser fra 595 nok (ca. 545 kr.) per nat inkl. al forplejning.
Kursus: Et tre-dages kursus koster 3.950 nok (ca. 3.630 kr.). I prisen er inkluderet alt guide og al udstyr. Man er maks. tre elever per guide.
Bedste rejsetidspunkt: Fra oktober til og med marts, afhængig af temperaturen.
Info:
3x udstyr, du ikke må glemme
Det vigtigste er isøkse og steigeisen – men der er også et par andre ting, der er gode at have med på isklatreturen for at få en god oplevelse. Vi har spurgt Christian Fester, butikschef i Friluftsland København, om de tre vigtigste.
Handsker
Man skal kunne holde ordentligt på isøksen, og man skal kunne bruge fingrene til at sætte isskruer i. Gå derfor efter handsker (ikke luffer, hvor man ikke kan bruge fingrene) med forstærkning i håndfladen af f.eks. læder, som giver et bedre greb om øksen.
Tynde inderhandsker (»liners«) er en god idé for at give fingrene ekstra beskyttelse mod kulden.
Det kan være en fordel at medbringe ekstra inderhandsker (de bliver våde af sved) og evt. luffer at skifte til, når du ikke klatrer.
Sokker
Klatrestøvler er ikke superforede, og selv om man bruger fødderne, mens man klatrer, står man stille, når man sikrer. Vælg en lidt større støvle og tag en indersok af uld eller kunststof samt en tyk ydersok på.
Vandtætte bukser og jakke
Når man klatrer, er ens krop i meget tæt kontakt med isen, som kan være våd. Invester (eller lån) derfor i skalbukser og -jakke i en ordentlig kvalitet, som holder dig tør hele dagen.
