Den del af Californien, der ligger nord for San Francisco, er langt mindre besøgt end den sydlige del af den populære stat. Og det selv om denne del af Californien også har smuk Stillehavskyst, interessante småbyer og vild natur at byde på. Rejseliv tog på roadtrip.
Dag 1
Vi triller langsomt ud af San Francisco. Det er formiddagsmyldretid, og på alle fem spor på freeway 880 North holder bilerne kofanger mod kofanger. Først da vi efter et par timer i lavt gear drejer fra ved afkørsel 33 mod Napa Valley, er der plads på vejen til at trykke speederen lidt længere ned.
Napa Valley ligger - når der ikke er kø - blot en times kørsel nord for San Francisco. Tilbage i 1960erne begyndte man at producere vin her, og i dag kan man prale af at tilhøre eliten indenfor især Cabernet Sauvignon.
Napa Valley er ikke ret lang, godt 50 km fra syd til nord, og mange af de over 200 vingårde i dalen klynger sig til hovedvej 29, der snor sig fra den ende af dalen til den anden. Vi gør som de øvrige turister og bevæger os langsomt fra syd mod nord og holder undervejs ind ved et par af de vingårde, man ikke behøver booke tid på forhånd til at besøge.
Vi stopper blandt andet ved Sutter Home, et af de største vinhuse i dalen, og får et par smagsprøver og en så entusiastisk fortælling, at vi køber et par flasker af den hvide Merlot med til vognen, der hverken er den klassiske åbne sportsvogn eller den store amerikanerslæde.
Vi kører i autocamper. Dels fordi det giver frihed til at stoppe og snuppe sig en kop kaffe eller en sandwich fra huset på ryggen, når man lyster, dels fordi man slipper for anonyme kædehoteller, men kan bo midt ude i den natur, som det nordlige Californien er så rig på.
Campingpladserne, de private såvel som de statslige i national- og statsparker, findes i hobetal, så det er bare at vælge. Lige præcis Napa Valley er dog ikke autocampernes højborg, så vi fortsætter en halv times tid på den anden side af dalen til en af de private pladser. Med el og vand til vognen og en swimmingpool til os. Og en græsplet at nyde den indkøbte vin på.
Dag 2
Receptionen var lukket, da vi ankom aftenen før, så vi fortæller, hvilken af de ledige pladser vi valgte, betaler og vinker farvel til den overstrømmende venlige ejer, der synes, at det er absolutely wonderful, at vi har kurs mod Stillehavskysten.
»Der er vejarbejde, så det tager lidt længere tid at køre den vej, men tag endelig 128’eren i stedet for hovedvejen,« råder hun.
Der ér vejarbejde på vej 128 og vi holder flere gange i kø, men det gør ikke noget. Vejen snor sig på smukkeste vis op ad bakke, ned ad bakke, gennem tæt skov, over åbent land, langs floder og kløfter.
Godt halvvejs rammer vi Boonville, en af den slags amerikanske småbyer, der primært består af en main street, bilerne suser gennem byen ad.
Vi sætter suseriet på standby og stopper ved Boonville General Store, der viser sig at være en café, der serverer økologisk kaffe, sandwiches med af lokale råvarer og hjemmelavet granola til morgenmad.
Begejstrede køber vi et par kopper - gode - kaffe og kører videre, til vi ikke kan komme længere uden at køre direkte ud i det mægtige Stillehav. Bølgerne slår ind mod stejle klipper langt under os, så vi kører nordpå ad highway 1, der modsat den kendte vej mellem San Francisco og Los Angeles er langt mindre befærdet. Men ikke mindre smuk.
Undervejs holder vi pause i den lille kunstnerby Mendocino, der med kunstgallerier og caféer med økologiske kager indbyder til en slentretur blandt de victorianske huse i hvidmalet træ.
Vi kører videre, da tågen, der jævnligt glider ind over kysten fra Stillehavet, lægger sig som en kølig dyne om byen, og fortsætter op ad den rå kyststrækning til MacKerricher State Marine Park med skov, strand og masser af især fugleliv.
Man kan overnatte, men også bare holde en sen frokostpause på en af de mange rastepladser og enten før eller efter maden tage den korte gåtur ad en anlagt gangsti ud til Laguna Point, hvor sæler soler sig på klipperne. Vi gør det sidste og ender med at blive så længe, at vi først når frem til næste campingplads, da duggen er faldet.
Dag 3
Californien er blandt andet kendt for sine gigantiske nåletræer, sequoia eller redwood, som de også kaldes, der kan blive over 100 meter høje og 30 meter i omkreds.
Et af stederne at se dem er i statsparken Humboldt Redwoods State Park på den turistede, men ikke desto mindre imponerende såkaldte »Avenue of the Giants«. Alléen er 50 km landevej, flankeret af træer så høje, at den ellers skarpe sol fra en skyfri himmel ikke slipper ned gennem trækronerne langt oppe mod himlen.
Det giver en nærmest eventyragtig stemning, så vi stopper adskillige gange undervejs, blandt andet for at tage billeder af træet i landsbyen Myers Flat, der er udhulet, så man kan køre gennem det (i parentes bemærket i en personbil, ikke en autocamper).
På den anden side af alléen fortsætter vi nordpå og svinger ved Eureka østpå ind i landet igen. Det er bagende varmt. Temperaturen ligger rekordhøjt på over 40 grader, så da vi når landsbyen Willow Creek, kører vi direkte til Trinity-floden, der løber gennem byen, og kaster os ud i det kølige vand.
Vi er ikke alene; en flok unge og et par familier plasker også rundt i den grønne flod, mens to pensionister har søgt ly under en parasol, de har moslet fast i stenene langs bredden. Vi sidder i vandkanten og betragter dvaske af varmen krusningerne i floden og de stejle klipper på den anden side.
Da vi er tilpas afkølet, kører vi videre østpå.
Vejen følger floden, ind imellem på bjergsider langt over det brusende vand, ind imellem helt tæt på. Vi har ikke booket overnatning, men er enige om, at det gerne må være med mulighed for flere dyp i det kolde vand.
Vi ender i Lewiston, en søvnig landsby, hvor vi må ind i en landhandel for at spørge om vej til den campingplads, vi har fundet på en camping-app.
Her er præcis, som man forestiller sig det. Alt fra cowboyhatte til tørrede pølser på de støvede hylder. Et enormt køleskab med dåsecolaer. En gammel købmandsdisk i træ. En hund, der dovent åbner det ene øje, og et lydtæppe af lige dele kværnende aircondition-anlæg og countrymusik fra radioen.
Fremme ved campingpladsen er vi de eneste på gennemrejse, resten er fastliggere, der bruger pladsen som permanent hjem. Vi smiler til naboen og hopper i badetøjet for et aftendyp i den sideflod til Trinity, som løber igennem Lewiston.
Bagefter sidder vi i den varme aften på græsset udenfor vognen og drikker en øl og spiser en sandwich af det, vi har i vognens køleskab.
Dag 4
Vi forlader Lewiston tidligt og når dagens mål, Lassen Volcanic National Park, inden kl. 10.
Nationalparken har sit navn efter den højeste top, Lassen Peak, som igen er opkaldt efter danskeren Peter Lassen, der sammen med andre håbefulde immigranter i 1830erne brugte den 600 m høje vulkan som pejlemærke på deres vej mod bedre tider.
Parken er på 429 km2, og udover selve Lassen Peak, samt vandfald, søer, fugleliv, og masser af smukke udsigtspunkter til det hele, er der over 200 km. Nogle ruter tager flere dage, andre blot en halv time.
Mange turister følger, som vi, highway 89, som er cirka 50 km såkaldt »scenic route«, der fører gennem parken og forbi mange af udgangspunkterne for kortere vandreture.
Blandt andet den til Bumpass Hell, et fascinerende område, som har fået sit navn efter de svovlkilder og gejsere, som vælter op ad jorden her grundet den vulkanske aktivitet i undergrunden.
Vi forlader parken sidst på eftermiddagen og kører mod Lake Almanor cirka en time sydvest for nationalparken. Campingpladsen ligger lige ud til søen, så inden vi i aftenmørket laver snobrød på det bål, vi bygger, springer vi i vandet sammen med hunde, børn, og (andre) svedige voksne.
Dag 5
Fra en sø til den næste. Lake Tahoe er berømt for sin skønhed, sommer som vinter, så selv om vi stopper flere gange i løbet af de tre timer, vi triller ad små veje, er vi ivrige efter at nå frem til søen.
Vi rammer Lake Tahoe på nordkysten og kører ned langs søens vestlige bred. Kun få steder ligger vejen ud til vandet; det er mange år siden, folk med penge opdagede søens skønhed og byggede sommerboliger i første parket. Men selv gennem buskads og med fler-etages træhuse i synsfeltet kan vi skimte nok af det klare blå vand til at forstå, hvad der trækker folk i milliontal hertil.
Og da vi når ned til dagens mål, Pine Point State Park, og har slæbt bøger, håndklæder og kolde drikke med fra parkeringspladsen ned gennem et stykke nåleskov til søbredden, har vi omsider frit udsyn til den knap 500 kvm2 store sø, der som et maleri ligger omgivet af træer, klipper, bjerge og sandstrande.
Vi bruger resten af eftermiddagen på at beundre denne den største alpine sø - vi er knap to kilometer over havets overflade - i Nordamerika. Dels fra vandkanten, dels fra håndklædet på stranden. Som vi bortset fra en familie lidt borte har helt for os selv.
Vi har booket en overnatning i Pine Point State Park. Det er nødvendigt, for primitiv camping i stats- og nationalparker er voldsomt populært, og stort set alle pladser fyldes i løbet af aftenen. Ikke at det generer.
Modsat de private campingpladser, hvor man med enkelte undtagelser ligger få meter fra naboen, og hvor græs, træer eller bare andet end asfalt er nærmest ikke-eksisterende, er man her midt i naturen.
Alle pladserne er anlagt på hver sin lysning i skoven, så her er masser af grønt, og hver campist har i omegnen af en parcelhusgrund at boltre sig på. Vi kan lugte, at naboen griller og skimte familien gennem buskene, men ikke høre dem, og da vi tænder bål i den tønde, der hører til grunden, er det kun os, der generes af røgen.
Til hver plads hører et stort metalskab. Vi er bjørneland, så alt hvad der kan friste en bjørn – mad, drikke og toiletsager med duft – skal lukkes inde, så den ikke kan få fat i det.
Vi er i autocamper, så så længe døre og vinduer er lukkede, behøver vi ikke rykke tandpasta, chips og hvad vi ellers har af godter, ud i metalskabet.
Vinduerne forbliver lukket – selv om det er varmt i vognen, og vi ikke har adgang til el, så dermed ingen aircondition, har vi ikke lyst til at vågne ved en bjørnelab ind gennem vinduet.
Dag 6
Formålet med bjørneskabene er at lære bamserne, at der ikke er mad at komme efter i nærheden af mennesker. Og det virker tilsyneladende - i hvert fald har vi, så vidt vi kan bedømme, ikke haft uventede gæster i løbet af natten.
Og lige nu har vi ingen sol - de mange træer blokerer effektivt for solstrålerne, så efter en hurtig omelet og kop kaffe triller vi ud på highway 89 og fortsætter sydpå mod South Lake Tahoe.
Det er en turistby. Motel på motel flankerer hovedvejen gennem byen, kun afbrudt af fastfood- og kaffekæder, selskaber, der udlejer kajakker eller udbyder sejlture, butikker med friluftstøj. Og så casinoer.
South Lake Tahoe breder sig over grænsen mellem Californien og Nevada, og på Nevada-siden må der gambles, så et par kolosser af hoteller med casinoer i stue-etagen tårner sig op over resten af byen.
De tårner sig dog ikke op over de omgivende bjerge, som gør Lake Tahoe til et mekka for skiløbere om vinteren.
Vi tager gondolen 800 højdemeter op på bjerget, hopper ud på en udsigtsplatform og åh’er og næh’er over udsigten sammen med de andre turister.
Resten af eftermiddagen bruger vi på stranden ved den private campingplads, vi tjekker ind på, Zephyr Cove. Den ligger bare 3 km fra South Lake Tahoe, så vi har ingenlunde den brede hvide strand for os selv.
Til gengæld kan vi køle os indvendig med fabelagtige milkshakes fra caféen ved stranden.
Dag 7
Fra Lake Tahoe passerer vi Sierra Nevada-bjergkæden, der strækker sig 650 km ned gennem det østlige og centrale Californien. Der er fire veje med hvert sit bjergpas, der fører over Sierra Nevada.
I bil kan man - undtagen når der ligger sne - tage alle fire. Det kan man ikke i autocamper - nogle af vejene er for smalle, for snoede, for stejle. Så efter lidt research vælger vi highway 4, og da vi kører forbi skiltet, der advarer om kørsel med køretøjer længere end 25 fod, trøster vi os med, at vores vogn er præcis 25 fod lang.
Det ér smalt, snoet og stejlt på vej op mod passet og på vej ned igen. Men ikke mere end at det sagtens går, og udsigten er det værd - det er en ualmindelig smuk vej, nogle steder omkranset af fyrretræer, andre steder med kilometervis af udsigt til rå bjerglandskaber.
På vej ned passerer vi en mindre sø med en græsbred, små klippeøer ude i vandet og en parkeringsplads i skyggen af en samling af høje træer.
Vi stopper, hiver det flute og den lune kylling, vi købte tidligere, frem og spiser frokost i græsset, mens vi betragter en kvinde i en kajak med en henrykt schæfer svømmende ved siden af sig. Da vi har fodret ænderne i søen med resterne af brødet, vader vi selv i vandet, mens vi taler om, hvor fredfyldt her er.
Fred er der til gengæld ikke, da vi om aftenen spiser all-you-can-eat ribs på The Rock i Twain Harte. Twain Harte er en typisk amerikansk landsby med en skole, et supermarked, og omkring 2.000 indbyggere.
The Rock fungerer også som sportsbar, og det virker til, at alle byens indbyggere er samlet her denne aften, hvor det californiske basketball-hold Golden State Warriors er i NBA-finalen.
Mere end en mand i baren svinger cap’en af begejstring, da kampen fløjtes af, og sejren er hjemme.
Dag 8
Twain Harte har sit navn fra to berømte forfattere i området, Mark Twain og Bret Harte. Sidstnævnte skrev blandt andet om guldfeberen, der rasede her fra midten af 1800-tallet.
Et af de steder, man kan blive klogere på dengang er Columbia State Historic Park, som udgøres af byen Columbia, der som en af få fra dengang ikke brændte ned eller blev smadret af uregerlige guldgravere.
I dag er den fredet og bevaret, som den så ud for 150 år siden, komplet med blandt andet en læderhandel, en saloon, et hotel og en isbar – og alle med omhyggelig opmærksomhed på den historiske detalje.
Ure og sneakers fra dette årtusinde ser man kun, hvis de frivillige, der optræder i arrangementer på hovedgaden, har glemt at tage dem af.
Det er gratis at besøge byen, der netop fungerer som en by og derfor heller ikke har åbningstider.
Efter et besøg i fortiden kører vi til Pinecrest Lake, en af de mindre søer i området, hvor børn, familier, ældre og unge bader, griller, spiser is og bare slapper af på tæpper i skyggen.
Dag 9
Yosemite National Park er med smukke søer, vilde vandfald og imponerende klippevægge en af USA’s mest populære nationalparker. Men selv om parken spreder sig over mere end 3.000 kvkm2 vild natur, kommer de fleste af de over 3 millioner årlige besøgende ikke længere end til den godt 11 km lange Yosemite Valley.
På en måde forståeligt, for det er i dalen, parkens ikoner ligger – granitkolosserne El Capitan og Half Dome, som i hver sin ende af dalen knejser mere end 1.000 lodrette meter op mod himlen.
Man kan køre rundt i dalen, men vi parkerer på en af de gigantiske parkeringspladser, og bevæbnet med et kort over området skiftevis går og tager vi den gratis shuttlebus rundt i dalen. Beundrer vandfald og søer, og står af bussen ved El Capitan-broen, hvorfra man i overdimensionerede kikkerter kan følge klatrere i gang med at bestige El Capitan.
Det er så varmt, at sveden løber ned ad nakken, så vi bader i den kolde Merced flod under broen, mens vi liggende på ryggen i vandet forsøger at få øje på prikkerne langt oppe på den gigantiske klippevæg.
Senere spiser vi en hotdog fra en gadebod i stedet for at stå i kø i cafeteriaet, inden vi bader i floden igen. Denne gang med udsigt til Half Dome – den lodrette halvkuppel, der rejser sig mere end 1.400 m op over dalen og er et af Yosemites mest ikoniske vartegn.
Yosemite er så populær, at campingpladserne inde i parken bliver fyldt op få minutter efter, der bliver åbnet for reservation. Det er derfor med stor tilfredshed, vi har scoret en afbudsplads på en af dem og kan tænde op i bålet som en fin afslutning på dagen.
Også her er der bjørneskabe, og denne gang får vi besøg af en ranger, der vil sikre sig, at vi kender reglerne, da en bjørn er blevet spottet på pladsen de seneste nætter.
De tre gutter på motorcykel, som bor i telte ved siden af os, får travlt med at læsse spiseligt og drikkeligt ind i skabet. Vi lukker vinduerne og går til ro – igen uden at få bjørnebesøg.
Dag 10
Yosemite National Park lægger park til et utal af vandremuligheder, korte, lange, nemme, udfordrende. Vi vælger en kombination af to ture, som går til henholdsvis Taft Point og Sentinel Dome, begge med udgangspunkt fra Glacier Road, vejen, der fører fra dalen op til toppen af klipperne syd for den.
Kombi-turen er cirka syv km lang, men har på nær en enkelt kort strækning næsten ingen højdemeter fald og stigning. Til gengæld har man på det meste af ruten udsigt til enten El Capitan eller Half Dome.
Vi bruger lang tid på turen, fordi udsigten ned over dalen er vanvittig smuk.
Specielt ved Taft Point er det svært at løsrive sig – der er mange hundrede meter vertikal væg ned til dalen fra den flade klippetop, Taft Point er en del af. Og mens der er sat et gelænder op ud mod intetheden på selve Taft Point, er der frit fald fra kanten af klipperne ved siden af.
Vel tilbage fra Taft Point kører vi ned i dalen og spiser frokost, mens vi kigger op mod toppen af klipperne til det sted, vi lige har været. Den udsigt er også spektakulær. Ligesom den sidste afkølende tur i Merced-floden, inden vi kører ud af parken, er det.
Dagens mål ligger en time vestpå og er en på forhånd booket plads på en campingplads. Booking på forhånd er i højsæsonen nødvendigt i en radius af noget, der ligner 100 km fra Yosemite.
Dag 11
Vi står tidligt op, vognen skal afleveres i San Francisco senere på dagen, og vi skal lige nå den obligatoriske outlet-shopping på vejen. Det bliver i Premium Outlet centret i Livermore, som ligger på vejen og har 130 butikker.
Til trods for en forholdsvis høj dollarkurs kan det godt betale sig at købe især træningstøj og -sko, så det gør vi. Og kører herefter det sidste stykke mod San Francisco - uden at holde i kø.
Rejseliv var inviteret af FDM Travel.
