Kyststrækningen mellem Antalya og Alanya i Tyrkiet er en af verdens mest besøgte. Men hvor tager man hen, når man har fået nok af poolsprøjt og billige cocktails på sit all inclusive-hotel? Vi giver nogle bud.
Den godt 130 km lange og næsten evigt solbeskinnede strækning mellem Antalya og Alanya på den tyrkiske middelhavskyst hører ikke umiddelbart til blandt de mest attraktive.
Naturligvis er der strand, palmer og blåt hav. Men det er et også boomområde med masser af byggeaktivitet.
Lige øst for millionbyen Antalya er bulldozere ved at gøre klar til verdensudstillingen EXPO 2016 på en kæmpemæssig byggeplads. Og omtrent halvdelen af den øvrige strækning hele vejen til den store »skandinaviske« turistby Alanya er plastret til med prægnante all inclusive resorthoteller. Og at dømme efter antallet af byggekraner og lastbiler kommer der konstant flere til.
Men er man landet med sin familie i et af de utallige hoteller langs kyster, kan der godt melde sig en trang til at forlade den kunstige og lukkede ferieverden efter et par dage – når man har fået nok af pool, billige cocktails og svedige solsenge.
For lige bag kysten tårner Taurusbjergene sig op med deres silhuetter og lokkende drøm om svalende floder og buldrende vandfald.
For at komme hertil – og for at komme i nærheden af andre tyrkiske oplevelser udenfor resortet, må man leje bil. Og som førstegangschauffør i Tyrkiet kører undertegnede lejebilen til Alanya, og bliver noget overrasket over kakofonien af skandinavisk i den ikke uskønne turistby, herunder over mængden af restauranter med menukort på dansk, svensk og norsk.
Men når først man står oppe på den 250 meter høje byzantinske borghøj Kalonoros, der knejser over byen, forstår man skandinavernes betagelse af området: På den ene side Alanyas palmeklædte strandboulevard og farverige skibe på reden. På den anden side den betagende Kleopatra-strand med sine dovne turkisblå bølger.
Stranden hører til blandt de bedste i Tyrkiet, men nede foran strandens diskoteker og natklubber overraskes man alligevel lidt over synet af store reklamer, der annoncerer en forestående koncert med den danske popstjerne Medina. Og få uger senere med Rasmus Seebach.
Også i og omkring den oldgamle græsk-romerske ruinby Side tæt på Manavgat summer det af dansk, svensk og norsk – samt af tysk, engelsk og russisk.
Bag den arkæologiske attraktion finder man et mindre turisthelvede af souvenir- og kopivarebutikker samt påtrængende sælgere, der gør deres yderste for at lokke kunder ind for at prutte om prisen på alt fra »Adidas«-trøjer til overraskende velgjorte kopier af Beats By Dr. Dre-hovedtelefoner og bluetooth-højttalere.
Til gengæld er ruinbyen, der ligger ud til en halvø, stor, betagende og afgjort et besøg værd. Her er et velbevaret amfiteater med plads til 15.000 mennesker, rester af romerske bade og stortempler samt et mindre hav af kæmpesøjler, der rejser sig smukt på baggrunden af det blå middelhav.
I det hele taget vrimler Antalyakysten med velbevarede græske og romerske ruiner, bl.a. i Selge lidt oppe i Taurusbjergene, hvor der ikke er nær så mange turister. Eller omkring Aspendos, hvor en oldgammel seljukkisk bro over en brusende flod fører tankerne tilbage til stridsvogne og karavaner på langfart.
Dagen efter kører vi ind i provinsbyen Manavgat og parkerer nær den travle hovedbro over floden, hvor både tilbyder sejlads til et vandfald lidt uden for byen. Selve faldet er ikke stort, måske et par meter, men det er imponerende bredt og så brusende, at larmen gør det vanskeligt at høre, hvad sidemanden siger. Man kan tage skoene af og nogle steder gå rundt på overskyllede klipper for at lade det kølige flodvand friske tæerne op.
Men den største naturoplevelse får vi, da vi drejer bilen op mod Taurusbjergene i retning mod »Den grønne kløft« og Oymapinar-dæmningen. Og på vejen gennem pinjeskovene møder klaprende storke og gedeflokke, der spærrer vejen. Til sidst er vi helt oppe ved den 180 meter høje dæmning, der danner basis for det femtestørste vandkraftværk i Tyrkiet. Imponerende ingeniørkunst i et ellers næsten ufremkommeligt bjerglandskab. Men det er dog udsigten over knaldblå søer og smaragdgrønne bjerge, der er den store attraktion heroppe.
Det er nærmest en umulighed at få Antalyakysten for sig selv. Ca. 30 procent af alle turister i Tyrkiet passerer gennem Antalyas travle og larmende lufthavn på deres vej til resorts og hoteller langs kysten.
Men oppe i bjergene med dens oprindelige landsbyer og uberørte natur melder freden sig. Og herfra kan man så nyde synet af det blinkende Middelhav i det fjerne – velvidende, at her har man ro fra poolsprøjt, souvenirsælgere og billige Sex on the beach-cocktails.
