Der kom flere end 200 brugertips til Berlin i Rejselivs konkurrence i forbindelse med den kommende weekends markering af 25-året for Murens fald. Her er 20 af tippene - fra spændende kulturoplevelser til gode steder at danse salsa.

Som tidigere nævnt her på sitet blev det Rejselivs-brugeren Helle Kristiansen fra Frederiksberg, der vandt vores konkurrence om det bedste rejsetip til Berlin i forbindelse med markeringen af, at det 9. november er 25 år siden, at Berlinmuren faldt og indvarslede afslutningen på den kolde krig.

Helle Kristiansen vandt en rejse for to til Berlin, hvor hun på søndag vil holde en af de 8.000 balloner i den 15 km lange mur af oplyste helium-balloner, Lichtgrenze, der bugter sig gennem Berlin lige der, hvor betonmuren engang stod.

Men vi synes ikke, at du skal snydes for nogle af de mange gode Berlin-tips, vi modtog fra brugerne i løbet af konkurrencen. Vi har her valgt 20 forskellige ud af de flere end 200 tips, vi modtog.

1 Man har ikke været i Berlin, før man har siddet udenfor ved Alt Berliner Biersalon ved begyndelsen af Kurfürstendamm en sen eftermiddag, hvor man over en øl nyder klovnen, som imiterer forbipasserende. Derefter går man de fem minutter til restaurant Diekmann i Meinekestrasse 7. Så får man en perfekt afslutning på en god dag i Berlin.
Ib le Fêvre

2 Mit bedste tip er at tage dine teenagebørn med. Børnene ved meget mere om Berlin, Tyskland og det tyske sprog, end de selv, og vi, tror. Byen er gæstfri, grøn, spændende, alsidig og har rimelige priser.
Trine Olesen

3 Er man til en oplevelse på egen hånd, vil jeg anbefale, at man tager til Bayrisches Viertel. Her finder man ophængt på lygtepælene 80 skilte med piktogrammer med tilhørende tekst, der beretter om jødeforfølgensen. Fx finder man et skilt med et bundt radiser på, og på bagsiden kan man så læse en forordning fra den 22.3.1938 om, at kun racerene mennesker må dyrke deres køkkenhave.
Anette Bloch Jensen

4 Jeg elsker Berlin, har været der et utal af gange, og så skulle man tro jeg har set alt. Næh, der er altid noget nyt og spændende at opdage. Her kommer et par tips til danse-oplevelser: Det »hemmelige« ballroom lige bag Hackerscher Markt, Clärchens Ballhaus, Auguststrasse 24.. Syner klein udefra, men udvider sig. Slidt, rustikt og gang i den. Et sted for alle, der vil have stemning og røre kroppen. Folk er åbne og vil gerne snakke, nede på jorden. Live og dj. Også danseundervisning og koncerter. El Barco das Salsa: Fire timers sejlads på kanalerne og søerne i Berlins nordvestlige hjørne. Dans på øverste dæk, bar og snacks nedenunder. Fantastisk stemningsfuldt. Folk fra alle lande mødes i en dans. Punktlig afgang fra Greenwichpromenade kl. 19, skifter lidt mellem juli og august. Gratis bus videre til Havana-danseklub bagefter.
Ole Østergaard

5 Jeg var i foråret i Berlin med min gymnasieklasse, hvilket var utroligt spændende. Mit rejsetip går derfor på at gøre, som jeg gjorde med min gymnasieklasse og tage i Rigsdagen. Her kan man bestille en tid til at komme op i den utrolige glaskuppel, hvor man kan se ud over meget af det historiske Berlin med blandt andet den berømte gade Unter den Linden. Mens man venter på at komme op i Kuplen, kan man passende opleve den kæmpe jødiske mindeplads eller Brandenburger Tor, som begge ligger meget tæt på Rigsdagen.
Emil Terkelsen Olesen

6 I Berlin afholdes hvert år i slutningen af september verdens hurtigste maraton, og at løbe igennem byen er en oplagt måde at få set alle dele af byen, fra det turistpræget Mitte til betonslummen i øst og de grønne områder i vest. Vil man gerne løbe, men ikke kan overskue et helt maraton er der også mulighed for at løbe halvmaraton i marts.
Brian Svenningsen

7  Hvis man vil opleve det stemningsfulde, intakte Berlin anno dazumal, bør man tage U7 til Gneisenaustrasse i det vestlige Kreutzberg og herfra gå til den smukke lille Chamissoplatz. Her bliver man tryllet tilbage i tiden i den grønne oase, der er omkranset af 1800-talshuse med smukke, beplantede smedejernsaltaner. Et helt nyt indslag på den gamle plads er Cafe Restaurant Hans, hvor den kærlige indehaver (flankeret af sin tibetanske terrier Lotte) tager imod og får sine gæster til at føle sig ualmindeligt godt tilpas, mens han serverer Flammkuchen, suppe eller de mest fantastiske hjemmelavede kager. Kommer man om lørdagen, kan man på Chamissoplatz opleve et af Berlins ældste økologiske markeder, hvor producenter fra gårde omkring Berlin er rigt repræsenteret.
Marianne Voigt

8 Mit bedste rejsetip til Berlin er Checkpoint Charlie- museet hvor man kan se, hvordan de flygtede fra Øst- til Vestberlin. Man kan se de ting, de gemte sig i fx. biler eller højtalere.
Mads Olesen, 12 år

9 Mit bedste rejsetip til Berlin er helt klart Literaturhaus. Prøv En tur i boghandlen eller en kop kaffe i cafen og nyd den dejlige atmosfære.
Dorte Klingelhöfer

10 Jeg kan varmt anbefale at prøve Konopkes Currywurst. Konopkes »Imbiss Bude« findes på Prenzlauer Alle og er efter min mening altid et besøg værd. Historien om Familien Ziervogel, som har drevet denne lille forretning i flere generationer, er ret interessant.
Steffen Walter

11 Mit bedste rejsetip er Berliner Unterwelten, der foregår under byen! Der er 10 forskellige ture guidet på forskellige sprog. Sidst jeg var i Berlin, stod den på Dunkel Welten. En 90 min. guidet tur gennem et gammelt beskyttelseskompleks fra Anden Verdenskrig. En meget medlevende og dygtig guide var med til at gøre det til en kæmpe oplevelse, som fra første sekund var meget spændende.
Christina Damsgaard

12 Mit tip er så lækkert, at jeg skal derhen igen og igen. Nemlig Ritter Sport-butikken Schokowelt i Französische Strasse 24. Her  er alt, hvad hjertet begærer i små og store chokoladekvadrater! En café, en mini-bio, et værksted, hvor du kan lave din egen Ritter Sport. Du vælger fyldet, venter 30 min. og wupti… Du har nu din helt egen plade chokolade. Derudover kan du købe chokolade i alle afskygninger, også »modeller« vi slet ikke har herhjemme.
Kim Godball

13 Sejltur på floden Spree er et MUST! Stå af og på, når du har lyst og besøg cafeer, konditorier. museer etc. Super dejligt at se Berlin fra en anden vinkel end på gåben.
Else W. Jensen

14 Et museum fyldt med ting? Hvad er der tale om her? Om ting, der fortæller en historie. Og hvorfor skulle det være relevant? Fordi tingene på Museum der Dinge er en allegori over den tyske historie, og fordi tingene stammer fra det dagligliv, som enhver besøgende kan forholde sig til. Livet dengang og nu. De fleste ting i samlingen er »Made in Germany«. Ganz klar. De præsenteres ganske minimalt, da den besøgende skal drage sine egne konklusioner og associationer.
Mia Munck Bruns

15 Mit bedste tip til Berlin er at leje en cykel og køre gennem Kreuzberg og ned langs kanalerne videre ud til den gamle Tempelhof-lufthavn, der både emmer af historie, kultur og hverdagsliv. Kør eller løb en tur på startbanerne og nyd duften fra de små nyttehaver med blandt andet blomster i gamle sko. På hjemvejen slår man igennem Tiergarten og drikker en øl og spiser en pizza i Biergarten under de gamle træer.
Carina Bertram Povlsen

16 Hvis man er en fotonørd, som jeg, kan det anbefales at snige sig ind i Spree Park, der er en forladt forlystelsepark, eller Beelitz, som er et gammelt tilgroet og forladt lungehospital, der blev overtaget af kommunisterne, stadig med Leninstatue og operationsstuer, møbler og instrumenter.
Anne Bang Cruse.

17 Mit tip er Berlins naturhistoriske museum. Hvis man er bidt af en gal dinosaur, er dette stedet. På museums-øen bag de andre museer er der en fantastisk udstilling, som viser en antik by, hvor lys og lyde følger en dag i byen. Det vises fra noget, der ligner en stor kornsilo, hvor man står øverst oppe og ser livet udfolde sig, fra solen står op, til den går ned.
Marianne Reibech

18 Tirsdag eller fredag kan man i Neukölln besøge det tyrkiske marked langs Landwehrkanalen. Her er der ægte markedsstemning – om ikke andet, så fordi der ikke er meget plads mellem de mange boder, der står meget tæt. På markedet sælges alt mellem himmel og jord – lige fra frugt (med masser af smagsprøver) til tøj, stof i lange baner, kunsthåndværk og masser af tyrkiske specialiteter. Der er naturligvis også masser af madboder med spændende tyrkiske retter.
Jan Malinowsky

16 Start på Alexander Platz og »nyd« DDR arkitekturen. Gå ned af Karl Liebknecht Strasse og smut ned af Rosenstrasse, hvor Gestapo i 1943  internerede de sidste 1.800 jødiske mænd i Berlin – alle var de gift med »ariske« kvinder, som demonstrerede foran huset; til sidst gav Gestapo efter og løslod de jødiske mænd. Fortsæt ned til Hackescher Markt, og hvis det er sommer nyd en Weissbier på pladsen foran Hackescher Markt Station. Fortsæt over til Hackesher Höfe og bevæg dig ind i Berlins største sammenhængende gårdmiljø bestående af otte gårde.
Torben Olsen

20 Mit tip er Sophie-Gips-Höfe ved Sophienstraße 21 i Mitte. Inde mellem Biedermeier-husene og en gammel fabrik fra 1900 ligger Barcomi's, som er en hyggelig deli, der både serverer mad og Berlins bedste og største stykker cheesecake – prøv deres Brownie Marble Cheesecake! Efter at have spist dig igennem et stykke, så gå ind i butikken Gestalten Space lige ved siden af. Det er en designforretning med alt fra bøger, cykler og bitter til tasker, duftlys og andre sjove ting.
Amalie Damkjær Jacobsen

Hvis du vil se læse flere tips til Berlin, bringer BT Rejser søndag 9. november 50 af brugernes tips.