Venstre-borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard er endnu engang havnet i et gevaldigt stormvejr.

Denne gang er det kommet frem, at hun for skatteborgernes penge har hyret et privat advokatfirma til at undersøge sine ansatte i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Nærmere bestemt deres håndtering af aktindsigter.

Ene og alene, fordi hun har været uenig i aktindsigt-afgørelser, som hendes embedsmænd i forvaltningen har truffet. Det skriver Politiken.

Historien er kommet frem, efter en whistleblower i borgmesterens egen forvaltning fredag gik til den kommunale ombudsmand, Borgerrådgiveren, og indleverede en anonym indberetning. Hvilket politikerne i beskæftigelses- og integrationsudvalget blev informeret om mandag aften.

Advokatfirmet, Lonning-Skovgaard har hyret, er DLA Piper. Ud over at skulle undersøge forvaltningens håndtering af aktindsigter har advokatfirmaet også skullet komme med en vurdering af reglerne for aktindsigt – alt sammen på Cecilia Lonning-Skovgaards opfordring.

Og det giver sig selv, at det ikke er helt gratis. Det har ifølge Politiken kostet mellem 70 og 80.000 kroner.

Ifølge flere eksperter, som Politiken har talt med, går hendes undersøgelse af de ansatte lagt ud over borgmesterens beføjelser, og så problematiserer de også hende brug at skatteborgernes penge:

»Man må ikke fråse med offentlige penge, og i dette tilfælde bestiller man jo en vare, man ikke har brug for, fordi hun har kommunens egne jurister ansat, som nemt kan håndtere banale sager om aktindsigt. Dermed er det grundlæggende spild af penge, og det mener jeg simpelthen ikke, at man kan forsvare. Derfor kan man diskutere, om det overhovedet skal være kommunen, der dækker den her regning«, siger Roger Buch, kommunalforsker.

Cecilia Lonning-Skovgaard forklarer sig sådan her i et mailsvar til Politiken:

»Da vi i efteråret (op til kommunalvalget red.) fik ekstraordinært mange aktindsigter, blev jeg bevidst om, at vi havde en for mig uklar praksis i håndteringen af aktindsigter. For mig var det meget uklart, hvor linjen var. Derfor tog jeg initiativ til at få rådgivning fra advokatfirmaet DLA Piper, og jeg kan konstatere, at hele forvaltningen er enig i rapportens konklusioner. Nogle gange kan jeg spørge ind til, hvorfor forvaltningen vurderer, som de gør, og hvad juraen på området er, og jeg er ked af, hvis det er blevet tolket forkert af medarbejderne,« skriver Cecilia Lonning-Skovgaard.

TIP OS! Sidder du inde med viden om forholdene på rådhuset? Skriv fortroligt til journalisterne bag historien på kale@bt.dk og psin@bt.dk.

Det er ikke lang tid siden, det sidst blæste op på Københavns Rådhus.

I januar kunne B.T. fortælle, hvordan flere ansatte i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen følte sig chikaneret af borgmesteren, der ifølge B.T.s kilder skabte et arbejdsmiljø præget af frygt.

Syv anonyme kilder fortalte enslydende, hvordan borgmesteren 'tyranniserer' medarbejdere, skaber splid og 'mobber'.

»Nogle medarbejdere bruger et andet toilet, fordi de er bange for at møde hende på gangen. Man kan nærmest få det fysisk dårligt ved at deltage i et møde med hende, fordi stemningen er så anspændt. Det er management by fear,« fortalte en af kilderne til B.T.

B.T.s kilder fortalte videre, hvordan Lonning-Skovgaard heller ikke er bleg for at fryse medarbejdere ude, selv om de er uvidende om, hvad de har gjort.

»Hun er gået amok på mig, hvor hun råber og skriger og græder. Noget, jeg aldrig før har oplevet i min karriere fra en topleder. Hun taber snutten, og når hun taber ansigt, så er man ude i kulden. Folk er nervøse for at blive fyret, selvom der ikke er noget at komme efter,« sagde en anden kilde til B.T.

B.T. følger sagen.