Sundhedsstyrelsen erkender over for B.T., at de burde have nævnt, at krigen i Ukraine var en del af anledningen til, at styrelsen pludselig igangsatte et indkøb af to millioner jodtabletter i marts.
Det fortæller chefkonsulent i Enhed for Strålebeskyttelse i Sundhedsstyrelsen Kresten Breddam i et interview.
Sundhedsstyrelsen har indtil nu afvist, at krigen i Ukraine havde noget som helst at gøre med det opsigtsvækkende indkøb af jodtabletter.
Men mandag kunne B.T. på baggrund af en række interne mail afsløre, at det netop var den sikkerhedspolitiske situation i Ukraine, der af Sundhedsministeriet blev angivet som grund til, at der var behov for opjustering af den danske beholdning af jodtabletter.
Det møder en hel del kritik, at man har valgt at holde anledningen til indkøbet af jodtabletter for sig selv.
Per Larsen, der er sundhedsordfører for De Konservative, tager skarp afstand fra styrelsens udmelding.
»De har sandhedspligt. Det har de over for os og befolkningen, så det nytter ikke noget, at man omgår sandheden, som det er tilfældet her.«
»Det er direkte skadeligt for tilliden til sundhedsmyndigheden,« slår Per Larsen fast.
Også Dansk Folkepartis Jens Henrik Thulesen Dahl undrer sig over forløbet.
»Det undergraver selvfølgelig tilliden fra befolkningen. Og det er rigtig ærgerligt, for jeg kan ikke se problemet i bare at sige det, som det er.«
Chefkonsulent i Enhed for Strålebeskyttelse Kresten Breddam forklarer, at situationen i Ukraine er en del af anledningen til, at indkøbet bliver sat i gang, men ikke årsagen.
»Vi kunne godt have været tydeligere i kommunikationen. Det må man sige - fordi Ukraine bliver brugt som begrundelse, det er anledningen til, at vi indkøber jodtabletter, men det er ikke årsagen,« siger han og uddyber:
»Jodlageret skal anvendes i tilfælde af ulykker i Danmarks nærområde. På den måde har det ikke noget at gøre med situationen i Ukraine.«
Men hvorfor afviser I så fuldstændigt, at krigen har noget med indkøbet at gøre, da I bliver spurgt til det af Berlingske?
»Ukraine er ikke årsagen, det er anledningen.«
Formuleringen er, at det intet har med situationen i Ukraine at gøre?
»Jamen det vil jeg måske gerne give dig, at der er vi ikke tydelige nok.«
Det er jo ikke rigtigt, er det?
»Jeg vil sige, at det, vi prøver på at formidle, er, at jodtabletter ikke er relevante i forhold til en ulykke i Ukraine, og det er det, vi vil holde fast i, for vi vil meget nødigt have danskerne til at være nervøse for, at nu har vi ikke flere jodtabletter, og skulle der ske et uheld eller et angreb på en reaktor i Ukraine, så står vi her uden jodtabletter. Det ville være meget uheldigt, og det er det, vores kommunikation går ud på hele tiden. Vi skal ikke være bekymrede for et udslip i Ukraine.«
Så det var, fordi I var nervøse for, at folk ville blive bekymrede for, de kunne blive påvirkede af et eventuelt angreb i Ukraine?
»Ja. Det er den linje, vi hele tiden har lagt. Vi prøver på at være meget klare omkring, at jodtabletter ikke er aktuelle i Danmark i den forbindelse, det er de kun ved ulykker i de danske nærområder.«
I siger direkte, at anbefalingen intet har med situationen i Ukraine at gøre, men du mener ikke, I taler usandt i det svar?
»Nej, det vil jeg ikke sige, men det er måske gået lidt hurtigt, og det kunne være nuanceret bedre.«
Så det er en fejl?
»Ja, det burde have været nuanceret, det svar der.«