Der kommer ikke til at være nogen konsekvens af den kritik, som Søren Gade (V) har fået for at bijobbe som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn samtidigt med, at han er Folketingens formand.

Det står klart efter dagens møde i Udvalget for Forretningsordenen, hvor Søren Gade ikke modtog et flertal mod sig, bekræfter Enhedslistens Peder Hvelplund til TV 2.

Dermed ser det ud til, at Søren Gade kan fortsætte som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

Udviklingen sker efter længere tids kritik af Søren Gades dobbeltrolle. Her er Venstre-profilen blevet kritiseret for, at de to roller kan skabe tvivl om hans habilitet.

Konkret står Esbjerg Havn i en potentielt vigtig tid, hvor Danmarks store oprustning og skibsbyggeri kan komme havnen til gavn.

I sit forsvar har Søren Gade gentagne gange lagt vægt på, at han tidligere har fået godkendt dobbeltrollen af Udvalget for Forretningsordenen.

Ifølge medlem af UFO Helene Brydensholt (AL) har de nye oplysninger i sagen om formandsposten i Tecleaf kun gjort spørgsmålet om formandens dobbeltroller endnu mere alvorlig.

»Alternativet opfordrer på det kraftigste formanden til at trække sig fra posten i Esbjerg Havn. Alternativt trække sig som formand for Folketinget,« skriver Helene Brydensholt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alternativet ønsker, at formanden for Folketinget ikke skal kunne besidde andre hverv.

I december 2022 meddelte Søren Gade ellers til UFO, at han havde frasagt sig posten i Tecleaf.

»Det er en virksomhed, som er under afvikling, og det er i øvrigt en ulønnet post. Så det kommer ikke til at påvirke min stillingtagen i dag, « sagde Moderaternes medlem af UFO, Henrik Frandsen, forud for mødet.

Også medlem af UFO Jan E. Jørgensen (V) bakker efter Venstres gruppemøde onsdag op om sin partifælle Søren Gade. Jan E. Jørgensen siger, at »det må være under bagatelgrænsen.«

Medlem af UFO Ole Birk Olesen (LA) kritiserer til gengæld Søren Gades ageren.

»Det er meget kritisabelt, at Søren Gade gav forkerte oplysninger om sine hverv ved siden af Folketinget, da han i 2022 blev udpeget af Folketinget som formand. Det er et tillidsbrud,« siger han i en skriftlig kommentar.

»I Liberal Alliance synes vi ikke, det nødvendigvis er problematisk, at formanden for Folketinget har arbejde og hverv ved siden af at være formand for Folketinget, men vi vil have korrekt information om det, som også folketingsvalgloven kræver,« lyder det videre fra Ole Birk Olesen.

Peder Hvelplund fortæller til TV 2, at Enhedslisten ikke længer bakker op om Gade som formand for Folketinget.