Fatamorgana, blålys og »decideret uærligt«.

Sådan lyder det hårde angreb fra Socialdemokratiet mod Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, efter de to borgerlige partispidser gentagne gange har talt for at lette skatter og afgifter som modsvar til de eksloderende forbrugspriser.

»De gentager, at skattelettelser er svaret, men vi får aldrig svar på, hvor store lettelser, der er tale om, og hvor pengene skal komme fra. Det viser den uærlighed, der er i den borgerlige kommunikation omkring den galloperende inflation,« siger politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen.

For mindre end en måned siden lød opfordringen fra blandt andet den konservative partiformand, at man bredt i Folketinget blev enige om en storstilet skattereform, der kunne lette byrden på de prischokerede danskere.

»Da jeg tankede den anden dag, var prisen på næsten 16 kroner literen. Den kan blive endnu højere. Det rammer helt almindelige pendlere hårdt. Det skal vi tage alvorligt,« lød det fra Pape.

I den sammenhæng lød en analyse fra Arbejdernes Landsbank, at den galloperende inflation og de stigende priser på el, gas og fødevarer koster en almindelig dansk børnefamilie cirka 20.000 kroner om året.

Netop det tal har fået Socialdemokratiet op af stolen.

Regeringspartiet har derfor fået Finansministeriet til at regne på, hvad det vil koste statskassen, hvis skattelettelser i bundskatten eller en forhøjelse af personfradraget skal kompensere for det tabte råderum.

Prisen? Mellem 30 og 38 milliarder kroner.

Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) anklages for uærlighed af Socialdemokratiet.
Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) anklages for uærlighed af Socialdemokratiet. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ingen politiker kan ædrueligt påstå, at man kan finde de astronomiske beløb for at friholde danskerne for stigende priser. Det er decideret uærligt,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Hverken Konservative eller Venstre har jo foreslået at kompensere så direkte via skattelettelser, så er det ikke et utroligt hypotetisk og misvisende scenarie, du stiller op?

»Nej, det er et forsøg på at få noget ærlighed ind i den her diskussion. Hvis ens eneste svar er skattelettelser, så skylder man klare svar. Hvor meget må det koste? De (Konservative og Venstre, red.) er ikke ærlige om, at heller ikke de kan friholde danskerne. Det har sin pris, når der er usikkerhed i Europa,« svarer den politiske ordfører.

Men hvad er løsningen så? Tusinder af danskere rammes hårdt økonomisk. Kommer der flere penge fra regeringen?

»Vi har allerede lavet to aftaler om varmehjælp til de mest udsatte danskere, men det kommer ikke til at stå alene. Vi afviser ikke at tage flere redskaber i brug,« svarer den politiske ordfører uden at blive konkret.

Hos De Konservative har man ikke meget tilovers for det socialdemokratiske angreb.

»Vi har aldrig foreslået eller haft en illusion om, at skattelettelser én til én skulle kompensere danskerne i forhold til de stigende priser, så det er ikke andet end sørgerlig socialdemokratisk mudderkast,« siger politisk ordfører Mette Abildgaard.

»Jeg tror, danskerne har en forståelse for, at at det er en alvorlig situation. Det har en pris, når vi indfører hårde sanktioner mod Rusland og investerer i forsvar. Det kan vi ikke undgå, og vi har ikke forsøgt at bilde danskerne andet ind.«

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, kalder det »trist, at den socialdemokratiske regering bruger sin tid på utroværdigt spin frem for at hjælpe de mange danskere, som lige nu er hårdt ramt af prisstigninger«.