Regionsrådets formand, Sophie Hæstorp Andersen (S), ved endnu ikke, hvad der skal ske med de læger, der i længere tid har chikaneret akuttelefonen 1813, som det blev belyst tirsdag.

Den nye akuttelefon 1813 har fået en hård opstart, siden den så dagens lys den 1. januar. Lang ventetid har været største problem, men nu viser det sig på baggrund af Regionsrådets undersøgelse, at især fire læger bevidst har gjort sit for at skabe ventetid og ikke mindst chikanere personalet.

De fire læger har ringet til akuttelefonen 1813 ikke mindre end 255 gange siden 1. januar, hvoraf én af dem har ringet hele 115 gange på en time. Det er uhørt, mener Regionsrådets formand, Sophie Hæstorp Andersen.

- Jeg synes, det er rystende, at det er læger, der på den måde har spillet ind, når syge mennesker har ringet ind og fået at vide, at ventetiden er lang. Og samtidig har de måske været med til at vælte systemet i starten, da der åbenbart ikke var telefonlinjer nok til at håndtere presset, siger formanden og fortsætter:

- Jeg synes mest af alt, at folk nu må holde op med at ringe ind og chikanere. Hvordan kan man ringe ind og skabe ventetid, når syge mennesker har brug for hjælp og samtidig tale om, at ventetiden er et stort problem?

Hvad får det af konsekvenser for lægerne?

- Vi har først og fremmest forsøgt at skabe dokumentation for, hvad vores sygeplejerske er blevet udsat for. Nu vil vi så tage stilling til, hvad vi skal gøre med lægerne. Hvis det havde været 1-1-2-linjen, som en person havde ringet til 115 gange indenfor en time, var vedkommende blevet politianmeldt. Men jeg vil hellere have, at folk stopper med at ringe ind og chikanere vores medarbejdere, end jeg vil politianmelde dem.

Det er dukket op, at en lukket Facebook-gruppe har diskuteret og organiseret chikanen. Hvad siger du til det?

- At folk har opfordret læger til ikke at ringe på deres arbejdsnummer og i stedet købe et taletidskort, det viser bare, at nogle har forsøgt at organisere det her, og det, synes jeg virkelig, er langt ud.