Samira Nawa, næstformand i Radikale Venstre, er rystet over Dansk Folkepartis seneste udmelding.
»Hvis det ikke var så alvorligt, kunne man grine af det. Men Dansk Folkeparti mener jo det her – og det er farligt,« siger hun til B.T.
Det sker efter Dansk Folkepartis Nick Zimmermann (DF) på vegne af partiet har krævet mere »indsigt« i socialrådgiveres religiøse og kulturelle baggrund.
Han hævder nemlig, at det danske socialsystem er blevet infiltreret af personer med etnisk baggrund, som tildeler førtidspension til »dovne udlændinge, der ikke gider arbejde,« uden dog at fremlægge konkrete tal for den påstand.
»Der findes ikke en samlet offentlig statistik, der detaljeret viser socialrådgiveres etniske baggrund i hver kommune – men netop manglen på åbenhed om det emne er også en del af problemet,« skriver han til B.T.
Det får Samira Nawa til at spærre øjnene op:
»Det er en vanvittig mistænkeliggørelse af mennesker med etnisk minoritetsbaggrund. Det er ren gift for vores samfund,« siger hun og tilføjer:
»Man skal ikke registrere menneskers kulturelle baggrund eller religion i et demokratisk samfund. Zimmermann kunne passende slå op i Grundloven og læse om religionsfrihed.«
DF-politikeren afviser, at der er tale om registrering, og tilføjer, at det ikke handler om race. Han ønsker blot, ifølge eget udsagn, »indsigt i, hvilken kulturel eller religiøs baggrund der præger den offentlige sagsbehandling.«
Men for Samira Nawa er budskabet klart:
»Det har simpelthen ingen gang på jord i et retssamfund.«
Nick Zimmermann fastholder, at der er behov for mere indsigt i sagsbehandlerne, fordi flere kommuner har en markant overrepræsentation af ikke-vestlige indvandere på førtidspension. Så er det ikke rimeligt at tage alle tænkelige redskaber i brug?
»Det her omfatter jeg som en registrering af religiøs og etnisk baggrund. Og det kommer i forlængelse af DFs ønske om sindelagssamtaler, når der tildeles statsborgerskab. Samlet set er det en meget farlig vej at gå,« understreger Samira Nawa og fortsætter:
»Der er for mange, som er parkeret på førtidspension – særligt unge under 40. Det skal vi se på. Men at koble det direkte til sagsbehandlernes etniske og religiøse baggrund er fuldstændig vanvittigt.«
Radikale Venstre foreslår derimod, at tildelingen af førtidspension centraliseres, »så alle bliver behandlet ens, uanset hvilken kommune man bor i.«
»Det virker desværre som en gennemgående strategi hos DF at pege fingre ad dem, der er anderledes. Det splitter samfundet, og det nægter vi at være med til,« afslutter den radikale politiker.
Kritikken preller af på Nick Zimmermann, som i en skriftlig kommentar blandt andet svarer:
»Hun bekræfter netop det, der er galt i dansk politik: Vi må gerne konstatere, at førtidspensioner til ikkevestlige stiger voldsomt – men vi må ikke stille spørgsmål ved, om det også hænger sammen med, hvem der sidder bag skrivebordene i kommunerne.«