Når Henning Hyllested fra Enhedslisten møder sine politiker-kollegaer på Christiansborgs gange, går de som regel med ansigtet bøjet ned mod telefonen i fuld færd med at se, hvad der sker på Twitter og Facebook. En gang imellem kan den 62-årige politiker ikke dy sig.
»Så går jeg med vilje hen til dem og siger meget højt »hej«. Det er med fuldt overlæg, fordi de er så optagede af det. På en arbejdsplads som den her er det ærgerligt, at man ikke får skabt et kreativt miljø, hvor man kan vende politiske ideer. Herinde er der generelt en mangel på tid til fordybelse. Den gåtur fra salen og op til kontoret er ikke engang længere et frirum.«
At være på eller ikke være på. Det moderne livsdilemma har altid været fraværende i Henning Hyllesteds liv. Som havnearbejder i Esbjerg lå det aldrig lige for at hoppe på Facebook. Da han i 2011 blev valgt ind i Folketinget, mødte han pludselig en kontorvirkelighed, hvor alle havde deres navn på de sociale medier.
Både partitoppen og Enhedslistens presseafdeling har gennem årene med moderat, kammeratligt pres forsøgt at overtale ham. Henning Hyllesteds svar har altid været et rungende nej – indtil for tre uger siden, da han bøjede sig og fik en profil på Facebook.
»Det var tidsforbruget, der afskrækkede mig. Jeg har også et ideologisk forhold til det. Jeg synes ikke, at det er en særlig god måde at være sammen på. Det helt store problem med Facebook er, at det på en eller anden måde er for nemt. Det har stadig en kæmpemæssig værdi at sidde over for et andet menneske og skabe personlig kontakt,« siger han.
Hvordan kan du klare det? Det er det, Christiansborg-folket har spurgt Henning Hyllested mest om. Længere nede ad gangen sidder hans yngre partikollegaer. De har alt på computeren, mens hans kontor er en myriade af papirbunker. Havnearbejderen er politiker på old school-vis. Han vil helst tage ud til vælgere og besvarer kun borgerhenvendelser på mail. Politikeren er hverken sur eller gammel. Han er blot skeptisk, lyder analysen fra egen mund.
»De sociale medier har jo en konsekvens. Det skaber en større distance mellem politikere og vælgere, fordi kontakten til vælgerne ude i virkeligheden bliver mindre. Det er jo en upersonlig relation, selv om man siger, at man kommer tæt på.«
Når man med et smil på læben kalder Twitter for Christiansborgs intranet, er der i Henning Hyllesteds optik egentlig ikke så meget at grine af.
»Det er et frygteligt signal, man sender til vælgerne, når man »live« fra salen kan se politikere sidde med deres mobil eller laptop. Man fortæller vælgerne, at det her er så hamrende ligegyldigt, og at det kun handler om mig selv. Sådan sidder folk også til udvalgsmøder og til vores egne gruppemøder. Jeg har forsøgt at opdrage på andre folketingsmedlemmer. Mange af dem siger, at de sidder og følger med i sagen og slår ting op løbende. Det kan jeg ikke. Jeg bliver nødt til at læse op på forhånd og have mine noter på papir ved siden af.«
Formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, modtager dem jævnligt. Mails fra borgere, der er irriterede over, at politikerne har mere fokus på deres egen smartphone end på, hvad der foregår oppe på talerstolen, når der bliver sendt fra salen. En kritik, hun selv rejste i forbindelse med åbningsdebatten sidste år.
»Jeg vil ikke afvise sociale medier som et arbejdsredskab, men jeg ved, at der er politikere, som er mere interesserede i at komme i TV2 News’ båndsløjfe, når debatten foregår, i stedet for rent faktisk at deltage i debatten. Det er kammet over, og der er kommet et misbrug. Politikerne glemmer, at der skal være en debat og dialog, som foregår politikerne imellem og ikke med en iPhone som filter.«
De sociale medier har en tydelig negativ indflydelse på politikernes arbejdsliv, synes hun.
»Folk herinde er blevet ukoncentrerede. Vi har jo et ansvar i forhold til at gå foran. Det, som sker i salen, bør ikke være ligegyldigt. Hvorfor sætter vi os selv på TV, hvis vi alligevel ikke medvirker? Så kan det være ligemeget. Jeg kan da godt forestille mig, at vi en dag bliver nødt til at lave regler for brug af sociale medier i salen,« siger Pia Kjærsgaard.
Hver eneste gang, hun har en pause, går Ida Auken fra de Radikale på de sociale medier for at kommunikere med borgerne derude. Hun tilhører den yngre generation i Folketinget, der ser online-tilstedeværelsen som noget, der snarere udvider den politiske horisont end lukker den.
»Jeg får gode råd og ideer. Jeg holder mig også opdateret på den grønne omstilling. Det har åbnet min politik meget op. Facebooks algoritmer gør dog, at det ikke er så nemt at blive eksponeret for dem, der ikke ligner én. Men samtalen er alligevel langt mere folkelig på de sociale medier. Facebook er for mig at se et moderne forsamlingshus. Vi mangler dog stadig den sociale platform, der er det modsatte af Facebook, hvor man diskuterer med dem, der ikke er enige med én,« siger hun.
Landets politikere har grund til at se kritisk på det store forbrug af sociale medier i folketingssalen. Sådan lyder vurderingen fra Trine Nebel, der er retoriker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i sociale medier og kommunikation.
»Det sender et signal til omverdenen om, at ikke engang dem, der er valgt ind, gider være opmærksomme. Hvorfor skulle andre så tage det seriøst?« siger hun.
Artiklen fortsætter under collagen
Vi kan godt lide at sige til hinanden, at de sociale medier fremmer demokratiet. Det er bare ikke altid sandt, mener Trine Nebel. De fungerer faktisk allermest som en platform, hvor politikerne kan positionere sig selv.
»De fleste politikere er meget bevidste om, hvem der »tagger« dem i et opslag. Derfor er det også dem med mange følgere, som får svar før fru Jensen med 13 følgere. Hvis det var rigtigt, at de sociale medier var et debatværktøj, ville der være mange flere mennesker, som følte, at de fik svar og blev taget alvorligt,« siger hun.
Frem til 2014 var der mest spin og dårlig dialog fra politikere på sociale medier, hvis man spørger Benjamin Rud Elberth, digital chef i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese og specialist i digital kommunikation. Nu vil politikerne gerne ændre den kultur, lyder det.
»Hvis man kun sidder og tweeter løs og tænker på at komme ud med sit budskab, kan det være til fare for folkestyret. Men oftest er det ikke det, der sker. Der er masser af folketingspolitikere, der kan tage imod input fra vælgerne på digitale medier og gå op på talerstolen og bruge det til noget godt som for eksempel Simon Emil Ammitzbøll (LA, red.) eller Alternativet,« siger han.
Henning Hyllested er ordfører på transportområdet. Der giver det god mening at være med i lastbilchaufførernes egne Facebook-grupper. Det var også det argument, der fik maskinstormeren til at overgive sig. Notifikationer er stadig et fremmed begreb for Henning Hyllested. Han udtaler ordet langsomt og prøvende. Lidt over 900 mennesker følger hans profil, og en af hans statusopdateringer har fået 139 likes. Tal, han stadig ikke har noget forhold til.
»En dag lavede jeg et opslag om Uber, der blev delt helt vildt. Pludselig havde det været forbi flere tusinde mennesker. Jeg kan godt forstå, at man som politiker kan blive ærgerrig efter den opmærksomhed. Jeg er bare stadig bange for, at der går en masse tabt i relationen med vælgerne. Det skaber en kunstig tilværelse, der gør det berettiget at tale om den her Christiansborg-boble.«
Vi praler af at have folkevalgte, men Henning Hyllested frygter, at de almindelige menneskers tid i politik kan være forbi med det store krav om at kunne tale Twitters og Facebooks sprog til perfektion.
»Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke tør gå ind i politik, fordi det er så voldsomt og intensivt. Jeg vil jo heller ikke selv bruge al den tid på det.«
Nu er der så gået tre uger. Status? Henning Hyllested fortryder faktisk allerede sine forsigtige museskridt ind i den nye, fagre verden af likes. Han har det stadig svært med, hvor begærligt mediet synes at sluge al hans tid. At det føles som et spørgsmål om kort tid, før han går rundt som kollegaerne med næsen helt ned i telefonen.
»Jeg er allerede nu overbevist om, at de der såkaldte notifikationer, der vælter ind, vil tage rigtig meget af min tid. Det ærgrer mig allerede. Hele mit døgn kommer til at gå med det. For der kommer flere venner til, og så breder det sig. Jeg kunne sagtens se mig selv hoppe af igen, når jeg er færdig herinde.«
