Øhhh: Fire gange på fire år har Socialministeriet skiftet navn. Prisen for nye skilte, brevpapir osv. er 1,6 mio. kr.

Først hed det Socialministeriet, så blev Socialministeriet nedlagt og Velfærdsministeriet oprettet. Velfærdsministeriet blev i april 2009 til Indenrigs- og Socialministeriet, og mindre end et år efter blev det oprindelige socialministerium genoprettet. Nu hedder det så Social- og Integrationsministeriet...

Forvirret? Det er de også på Christiansborg.

B.T. kan nemlig i dag fortælle, at Socialministeriet fire gange på fire år har skiftet enten navn eller ressort-område. Foreløbig pris: Over 1,6 mio. kr.

Det viser økonomien vedrørende Socialministeriets mange navneskift, som B.T. har fået aktindsigt i.

Siden 2007 har der således været heftig aktivitet med skilteudskiftning foran dørene til Socialministeriet i Holmens Kanal i København.

Og prisen ventes at blive endnu højere, da det seneste skift til Social- og Integrationsministeriet ikke er regnet ud endnu.

Med i prisen er blandt meget andet nyt papir, kuverter og andre kontorartikler for 76.800 kr., nye skilte for i alt 32.855 kr. og design af nye logoer for 59.000 kr.

Dyrest har dog været etablering af nye hjemmesider samt udvilingen af en ny visuel identitet. Alt i alt har det kostet 1,4 mio. kr.

Socialordførere råber vagt i gevær

Det er formelt statsministeren, der har ansvaret for at ændre ministerier, men de mange navneskift - og især udgifterne - får Christiansborgs socialordførere på tværs af partifarverne til at råbe vagt i gevær.

Både Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har ændret ved Socialministeriet.

Et navne- eller områdeskift betyder nemlig ikke blot færre penge til egentlig socialpolitik. Det fortæller SFs socialordfører, Özlem Cekic.

- Socialministeriet har været henlagt i kaos. Den tidligere regering har tydeligvis ikke anet, hvad de ville med socialområdet. Og jeg synes faktisk, det er vanvittigt, at vi skal bruge millioner af kroner på at ændre et ministeriums navn eller ressortområde så mange gange, siger hun til B.T.

Kun gode grunde for ændringer tæller


Også hos socialordføreren fra det tidligere regeringsparti Venstre, Eyvind Vesselbo, vækker sagen forundring.

- Jeg vil ikke sige, at der ikke kan være gode grunde til at ændre et ministeriums arbejdsområde. Men man skal gøre det for færrest mulige omkostninger, så man ikke tager pengene fra det sted, hvor de virkelig mangles - ude hos borgerne. Der skal virkelig være en god grund til at foretage sådan en ændring, siger han.

Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, finder også de mange ændringer påfaldende.

- Jeg synes faktisk, det er utroligt. Når man ser det, virker det umiddelbart som rigtig mange navneændringer, og udgifterne til sådanne tiltag skal reduceres så meget som overhovedet muligt. Det undrer mig, at det har været nødvendigt.

Socialdemokraternes nye socialminister, Karen Hækkerup, har ikke ønsket at lade sig interviewe om, hvorvidt danskerne kan se frem til endnu et navneskift i 2012.

I en skriftlig kommentar skriver hun dog:

- Jeg har ikke været involveret i nogen af ministeriets ressortomlægninger, men jeg har fået et fantastisk job som social- og integrationsminister, og den opgave forsøger jeg at løse efter bedste evne.