Mens justitsminister Morten Bødskov (S) tirsdag sad i samråd i forbindelse med PET-sagen og hang i sin ministerpost med yderste af neglene, sad statsminister, Helle Thorning-Schmidt mageligt ved siden af USAs præsident

Morten Bødskov skulle tirsdag forklare sig i et samråd i Folketingets Retsudvalg om sin ageren i PET-sagen. I værste tilfælde kunne det blive justitsministerens sidste dag på kontoret, men trods den kendsgerning valgte hans partifælde og landets statsminister, Helle Thorning-Schmidt, at rette sin støtte mod en helt anden person.

Hun befandt sig i stedet cirka 13.000 kilometer sydpå i den sydafrikanske storby Johannesburg, hvor hun sammen med H.K.H. Kronprins Frederik deltog ved Nelson Mandelas mindeceremoni på FNB Stadium, hvor ingen ringere end USA's præsident, Barack Obama, indtog pladsen ved hendes side.

Mens de sad der, havde Morten Bødskov siden klokken 10.00 modtaget byger af spørgsmål om sin rolle i aflysningen af retsudvalgets besøg på Christiania i februar 2012 samt PET's efterfølgende overvejelser om at kigge i Pia Kjærsgaards (DF) kalender med det formål at obstruere hendes planer om at deltage i besøget.

Morten Bødskovs skæbne bliver afgjort senere tirsdag, når Enhedslisten afholder et gruppemøde. Her er der reelt tre muligheder. Enten accepterer man Bødskovs forklaringer, eller man udtrykker mistillid, hvilket i forbindelse med en forespørgselsdebat onsdag vil betyde justitsministerens afgang. Man kan også kræve nye undersøgelser, udtale kritik og udstyre justitsministeren med en såkaldt næse.

Hvad angår Mandelas mindeceremoni, så deltog tusindvis af sydafrikanere, der var mødt op for at mindes deres afdøde eks-præsident, som døde i torsdags i en alder af 95 år. En lang andre række prominente navne som de tidligere USA-præsidenter Bill Clinton, George W. Bush og Jimmy Carter, U2-forsangeren Bono, FN-generalsekretær Ban Ki-Moon deltog også ved ceremonien.