Forfriskende eller uklogt? Kulturlivets chefer er uenige, efter at skuespilchef på Det Kgl. Teater, Morten Kirkskov, i en kronik i lørdagens Berlingske, beskylder regeringen for at gøde jorden for fascisme i Danmark.
Det Kgl. Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, beskylder i en kronik i dagens Berlingske Dansk Folkeparti og den siddende regering for at skabe grobund for fascisme på dansk jord. Det er langt fra hver dag, at ledere fra statslige kulturinstitutioner blander sig i den politiske debat. Og det sker så godt som aldrig, at de offentligt går i rette med regeringen, når det ikke drejer sig om kulturpolitik.I kronikken sammenligner Morten Kirkskov blandt andet Dansk Folkepartis Martin Henriksens tilkendegivelser om flygtninge med 30ernes fascistiske retorik.
»De senere års udvikling har vist, at det ikke længere er en hysterisk overreaktion at trække fascisme- eller nazismekortet« og »vi er ved at interegrere fascismen som en ’ok’ måde at opføre og udtale sig på,« skriver Morten Kirkskov i kronikken, hvor han blandt andet giver sit besyv med i forhold til flygtningepolitikken. Han angiver politikernes ligegyldighed over for kulturen som årsag til den fascisme, han ser spire frem i samfundet.
»Hvor er det, vi lærer om anstændighed som afgørende næring til vores civilisation? I kunsten blandt andet,« skriver Morten Kirkskov.
Det Kgl. Teaters direktør, Morten Hesseldahl, har ikke noget problem med, at en af teatrets kunstneriske chefer på så opsigtsvækkende vis blander sig i samfundsdebatten. Tværtimod.
»Det er meget velkomment, at man har synspunkter og ytrer sig. Jeg ser det som et gode, at toneangivende personer forholder sig til den virkelighed, der er omkring os. Det kan ikke nytte noget, at vores debat bliver overladt til professionelle meningsmagere og spindoktorer. Kulturmennesker bør også engagere sig i samfundsdebatten, og jeg kan da godt savne, at flere gør det,« siger Morten Hesseldahl, som ikke vil mene noget om selve indholdet i Morten Kirkskovs kronik. Det samme gælder de øvrige kulturchefer, som Berlingske har talt med.
Dybt forandret i demokratiets dna
»Det er Morten Kirkskovs egne synspunkter, og jeg synes helt overordnet, at det er meget forfriskende, at han som debattør har en holdning til for eksempel flygtninge. Helt principielt anser jeg det for at være uproblematisk, at kunstneriske chefer forholder sig til væsentlige politiske og eksistentielle problemstillinger, og jeg mener, at det ville være uklogt og usundt for vores samfund ikke at have så bredt funderet en debatkultur som muligt. Det ligger langt uden for mit mandat som chef at have en mening om, hvad ansatte på Det Kgl. Teater skal mene,« siger Morten Hesseldahl.
Direktøren for Det Kgl. Teater har svært ved at forestille sig, at han vil begrænse nationalscenens chefer i at deltage i den politiske debat. Og dog – for hvis emnet ligger for tæt på teatrets egen virkelighed, kan der være særlige hensyn at tage.
»Jeg vil for eksempel gerne have, at interne diskussioner bliver taget internt, inden man går ud med sine synspunkter eksternt. Jeg ville også synes, at det var uhensigtsmæssigt, hvis Morten Kirkskov eksempelvis skrev en kronik om, at Folketeatret skulle nedlægges. På det kulturpolitiske områder kunne der være tilfælde, hvor det ville være meget fornuftigt, at vi først drøfter, hvordan man bør agere for at pleje teatrets interesser,« siger Morten Hesseldahl, der minder om, at personalet på Det Kgl. Teater er ansat på grund af deres faglighed.
»Som ansat i staten er man jo ikke politisk ansat, og som borger er man forpligtet til at mene noget om det samfund, man er en del af. Det er dybt forankret i demokratiets dna, at man forholder sig til sin samtid. Hvis man begrænser det, underløber man nogle af vores fineste idealer,« siger Morten Hesseldahl.
Ros fra kunstnervenner
Kulturordføreren for Dansk Folkeparti, der er Danmarks største borgerlige parti, Alex Ahrentsen, er ikke imponeret over skuespilchefens kontante udmeldinger.
»Kirkskov skal nok høste ros og bifald hos sine kunstnervenner, men jeg trækker bare på skuldrene af det. Jeg har hørt de ting tusind gange før. Der er intet nyt. Intet at lære af. Det er faktisk ærgerligt, at niveauet blandt kunstnere er så lavt herhjemme. Man bliver helt bekymret på sit lands vegne,« siger Alex Ahrendtsen, som har læst kronikken og finder den »tåkrummende pinlig«.
»Den bekræfter mig bare i, at danske kunstnere og intellektuelle er langt mere følelser, fordomme og fornemmelser og langt mindre viden, vurderinger og videnskabelighed. Han bruger fascisme-ordet om DF, men ved han overhovedet, hvad det indeholder? Det tror jeg ikke. Mussolini var socialist, inden han grundlagde sin bevægelse. Hitler begyndte i et socialistisk arbejderparti. Fascismen er en revolutionær ungdomsbevægelse. Den er totalitær, det vil sige, at staten er alt og individet intet. Den hader borgerlige og borgerlig økonomisk tænkning. Den vil styrke den stærke og udslette de homoseksuelle, handicappede, jøder. Den er international. Den har en førerskikkelse, der ikke tåler modsigelse. Modsætningen til DF burde være åbenlys,« siger Alex Ahrendtsen, som ikke har nogen problemer med, at nationalscenens skuespilchef blander sig i samundsdebatten. Men der er nogle grænser for, hvad man kan tillade sig på sådan en post, mener han:
»En offentlig, skatteyderbetalt institution, der er understøttet af et demokratisk valgt folketing, kan ikke have mennesker ansat, der aktivt arbejder for at komme folkestyret til livs. Så hvis aktive kommunister, nazister eller for den sags skyld yderligtgående muslimer ønsker at omstyrte folkestyret og aktivt arbejder for det, så kan de selvfølgelig heller ikke forvente at kunne bestride stillinger, der i sidste ende udspringer af folkestyret,« siger Alex Ahrendtsen.
Kompliceret
Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst (SMK), finder det i orden, at chefer i statslige kulturinstitutioner melder ud, hvis de har et anliggende, der har at gøre med det område, de er ansvarlige for, men tilføjer straks:
»Her begynder vanskelighederne! For selv om det hverken er rimeligt eller betimeligt at give borgere mundkurv på, så er spørgsmålet om embedsmandens loyalitet i forhold til det politiske apparat kompliceret og kan ikke besvares sort/hvidt,« siger Mikkel Bogh, der mener, at der er »en stor og interessant gråzone« mellem at forlange ubetinget loyalitet og så, i den modsatte grøft, at give ordet helt frit.
»Jeg ville selv som museumsdirektør blive ked af det, hvis mine medarbejdere kom med markante politiske udmeldinger uden at cleare det med mig først. Det er på en vis måde farligt at sige, fordi det hurtigt kan udlægges, som om ledelsen censurerer, men lad os se det i øjnene: Vi som institution siger jo ikke hvad som helst om hvad som helst,« siger Mikkel Bogh, der påpeger, at kulturchefer alt andet lige er en del af deres institutioners ansigt udadtil.
Han påpeger tillige, at det jo er nemmere for en Morten Hesseldahl at give ordet frit i nogle nogle sammenhænge end i andre:
»Hvad nu, hvis det eksempelvis var fascistiske synspunkter, der blev luftet?« spørger Mikkel Bogh.
Han opridser i den forbindelse et tænkt, men ikke usandsynligt scenarie, hvor Statens Museum for Kunst på et fremtidigt tidspunkt ville italesætte den aktuelle flygtningesituation.
»På SMK har vi givetvis medarbejdere, der befinder sig på forskellige positioner i flygtningedebatten – fra dem. der siger, at alle flygtninge er en berigelse for samfundet, til dem, der mener, at en større tilstrømning risikerer at udhule velfærden. Ville en chef gå ud med et markant synspunkt i denne vanskelige debat – som chef – så ville det være nødt til at tage diskussionen i huset først. En chef repræsenterer jo også sine medarbejdere,« siger Mikkel Bogh.
Ølkassen
Direktøren for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, læser først og fremmest Morten Kirkskovs kronik som et privat synspunkt, og mener derfor ikke, at der kan blive tale om nogen som helst former for censur.
»Det er klart, at det ikke er uproblematisk for en kulturchef, eller for den sags skyld alle andre, at kravle op på en ølkasse og komme med beskyldninger, for der vil givetvis komme svar på tiltale. Det må han så stå på mål for, men hvis vores markeringer af årsdagen for Charlie Hebdo skal have nogen mening, mener jeg ikke, at man kan begynde at file i ytringsfriheden i form af formelle eller uformelle begrænsninger,« siger han.
Både SMKs direktør Mikkel Bogh og Henrik Bo Nielsen giver den kongelige skuespilchef ret i, at der er et stort udækket behov for tale om de værdier, som kulturen tilfører samfundet, og at såvel kulturens administratorer som kunstnerne selv bør bidrage mere, end det længe har været tilfældet.
»Det er kulturchefernes pligt at sætte værdi på det arbejde, kulturen gør for samfundet. Filminstituttet modtager hvert år mange penge fra staten, der skal fordeles til filmstøtten, og vi skal selvsagt formidle, hvorfor pengene er givet godt ud. Den opgave, har vi nok været for utydelige i og i stedet brugt tid på det mere internt branchetekniske,« siger Henrik Bo Nielsen.
Kulturminister Bertel Haarder (V), der selv bliver kaldt »en godt gammeldags anstændig minister« i Morten Kirkskovs kronik, ser ingen principielle problemer i, at skuespilchefen ytrer sig, som han gør. I et mailsvar til Berlingske skriver han:
»Morten Kirkskov er i sin gode ret til at bruge sin ytringsfrihed. Men som Erling Tiedemann (den i 2015 afdøde tidligere Venstre-amtsborgmester og formand for Det Etiske Råd, red.) engang sagde til mig: »Selv om noget er lovligt, kan det godt være tovligt.«
