Statsminister Helle Thorning Schmidt er gået på jagt efter de ældres stemmer, mener ekspert. Ældre Sagen klapper i hænderne, men holder et vågent øje med hende.

Nytårstalen var stort set dedikeret til landets ældre, og i går deltog Helle Thorning-Schmidt i optagelserne til den nye sæson af Michael Meyerheims Talkshow på ’ældrekanalen’ TV2 Charlie.

- Helle Thorning-Schmidt har rettet en større offensiv mod de ældre vælgere. Det var nytårstalen et lysende eksempel på, hvor det største afsnit var rettet mod netop denne målgruppe, siger Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Næsten halvdelen af den 14 minutter lange tale var direkte henvendt til landets ældre, og det er der en bestemt årsag til, mener Thomas Larsen.

- Statsministeren er ikke kun blevet optaget af ældre menneskers vilkår. Det handler også om, at den socialdemokratiske top og deres spindoktorer er blevet ekstremt opmærksomme på, at Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl i spidsen rider på en bølge af succes. En af grundene til det er netop de ældre borgere. Så nu forsøger statsministeren at tage kampen op mod DF, vurderer den politiske kommentator.

Statsministeren deltog i aftes i optagelserne til Michael Meyerheims Talkshow. Et visit, hun ikke direkte vil koble sammen med nytårstalens indhold. 

- Jeg kommer næsten altid, når Michael Meyerheim kalder til talkshow og har været med i mange af de ting, han før har lavet. Jeg synes, det er et hyggeligt program. Det er også et program, jeg godt kan lide selv. Det er stille og roligt, siger Helle Thorning-Schmidt til BT.

Men det er ikke helt tilfældigt, at statsministeren satte sig i den orange sofa i studierne ude på Nørrebro torsdag aften, mener Thomas Larsen:

- Hun prioriterer at møde op hos Michael Meyerheim på TV2 Charlie. Jeg ved ikke lige, hvor meget vi skal lægge i netop denne optræden, men man kan sige det på en anden måde: Her når hun hvert fald ud til mange ældre tv-seere.

Landets ældre blev hverken nævnt af regeringen i Folketingets åbningstale - ej heller ved finanslovsudspil. Derfor er Ældre Sagen glade for, at emnet fyldte så meget i Helle Thorning-Schmidts nytårstale.

- Vi hæfter os ved, at hun siger, at der skal være den nødvendige omsorg og pleje til dem, der har brug for det, og at hun siger det så markant, som hun gør det, siger Ældre Sagens underdirektør Michael Teit Nielsen, og fortsætter:

- Men vi vil absolut hænge hende op på det og følge op i alle vores 217 lokalafdelinger. Altså kommer den ekstra milliard ud (lovet gennem finansloven, red.), og virker den? Vi bliver først rigtig glade, når vi kan se, at Yrsa Rasmussen har fået et ekstra bad om ugen.