Lyt til artiklen

Reza Javid, der er byrådspolitiker for Enhedslisten i Odense, vil ikke have siddende på sig, at han har klandret nogen for at være racistisk i en sag om ukrainske flygtninge.

Derfor mener byrådspolitikeren heller ikke, at han fortjener det, som i medierne er blevet kaldt 'voksenskældud' afleveret af byens borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

»Peter Rahbæk Juels reaktion var efter min opfattelse udtryk for en moraliserende stråmands skinargument.«

»Han tegner et fejlagtigt billede af mine synspunkter, når han beskylder mig for at have kaldt nogen for racist, uagtet at jeg ikke engang bruger begrebet racisme eller racist i min tale,« udtaler Reza Javid i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:

»Fair nok, at han som socialdemokrat er uenig i Enhedslistens synspunkt, men så må han argumentere reelt imod noget, jeg har sagt, og ikke imod noget, jeg ikke har sagt. Det er ikke i orden.«

Hele konflikten, som er afdækket i Fyens Stiftstidende, tager udgangspunkt i den debat, der var ved onsdagens byrådsmøde.

Her skulle byrådet finde ud af, hvordan man skulle håndtere de ukrainske flygtninge, der kommer til byen.

Enhedslistens Reza Javid kom hurtigt ind på den særlov, som blev vedtaget i Folketinget 16. marts, der giver midlertidigt ophold til ukrainere, som er flygtet til Danmark:

»Man kan med rette spørge, hvordan kan det være, at vores regler ikke kan bruges til ukrainere, mens de godt kan bruges til alle andre? Det, mener vi, er diskrimination,« sagde Reza Javid blandt andet om særloven.

Det fik borgmesteren til at reagere:

»Det er hårdt at køre en racisme-diskussion ind over noget, hvor vores lovgivere gør, hvad de kan, for at sikre, at vi som kommune lovligt kan huse ukrainere, sikre dem job, sende børnene i skole og daginstitution, så de kan få stabile rammer i deres hverdag.«

»Det er at tage diskussionen for langt.«

Reza Javid påpeger dog i sin pressemeddelelse, at han aldrig har været imod den imødekommende behandling af ukrainerne.

»Skældud eller ej, mener Enhedslisten og jeg fortsat, at de mennesker, der er på flugt fra Ukraine, skal have al den støtte, de har behov for, og at de samme forhold og rettigheder skal gælde for alle flygtninge, uanset om de kommer fra Syrien, Afghanistan, Ukraine eller andre steder. Ellers er det diskrimination.«

Byrådspolitikeren mener nu, at borgmesteren bør beklage, at han har misforstået.

Samt bruge tid på at se Reza Javids tale, der sammen med de andre taler i byrådet er tilgængelige på Odense Kommune TV.