I Dansk Folkepartis bagland er der kø ved udgangen.

I sidste uge smuttede næsten hele bestyrelsen i Dansk Folkepartis Rebild-afdeling samt rådmanden i Aalborg, Kristoffer Hjort Storm, i ren protest mod alt balladen i partiet.

Nu er det DFs lokalformand i Furesø Kommune, Carsten Svensson, der forlader Morten Messerschmidt og resten af partiet.

»Jeg kan simpelthen ikke se mig selv spejlet længere. Jeg er evig træt af alt det ævl og kævl, som kommer fra partiet på Christiansborg. Det ødelægger det også for os lokalt. Så nu har jeg bare fået nok,« siger han til B.T.

Strømmen af protester og udmeldelser i baglandet kommer efter, at Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard – direkte eller indirekte – kritiserede, at Kristian Thulesen Dahl meldte afbud til valgfesten på Christiansborg i forbindelse med EU-folkeafstemningen.

I stedet blev Thulesen Dahl hjemme i Thyregod for at genoplive en 25 år gammel tradition om at se valgaften i fjernsynet med familien, forklarede han.

Efterfølgende har Morten Messerschmidt dog forsøgt at mane til ro og tale konflikten ned. Han har desuden forsøgt at give Kristian Thulesen Dahl mere ansvar i partiet med et tilbud om flere ordførerskaber.

Men for Carsten Svensson, der også har siddet i byrådet i Furesø Kommune, er der ingen vej tilbage.

»Jeg kan bare ikke genkende mit parti. Den måde, der bliver kommunikeret på, gider jeg ikke være en del af. Det er primitiv mudderkastning for åben skærm. Selv en folkeafstemning kan de få til at handle om internt fnidder,« siger han.

»Jeg havde troet, at der blev sat en prop i alt balladen i vinter, da Morten (Messerschmidt, red.) blev valgt. Men det er bare fortsat,« siger Carsten Svensson.

Dansk Folkeparti ligger til fire-fem procent i meningsmålingerne.