Fredag aften er det sankthans, der af mange bliver fejret i familiens og vennernes skød med hygge og bål – når der altså ikke lige er afbrændingsforbud.

Men står det til Alternativet, så bør heksen fjernes fra bålet, så 'hyggesexismen' kan stoppe, samtidig med, at sankthans erstattes af en feministisk helligdag. Det skriver DR.

»Det er oplagt at tage sankthans, som har haft den her hyggesexisme med at brænde hekse af på bålet. Derfor er det vigtigt, at vi i stedet hylder feminismen, som på mange måder har 'reclaimet' heksesymbolet,« fortæller Franciska Rosenkilde, Alternativets politiske leder, til DR.

Ifølge Alternativets leder bør helligdagen kaldes for 'midsommerdag'.

Men hvis Alternativet gik og regnede med, at den feministiske helligdag snart kunne gøre sit indtog i danskernes sommerplaner, vil de blive skuffede.

Flere af Folketingets ligestillingsordførere støtter nemlig ikke forslaget.

»Jeg står ikke og mangler en feministisk helligdag. Jeg kan rigtig godt lide sankthans, men behøver ikke selv en heks på bålet. Det må være op til de enkelte arrangementer, hvordan de vil markere det,« skriver Venstres Linea Søgaard-Lidell til B.T. i en sms.

Heller ikke Danmarksdemokraternes Susie Jessen køber ind på præmissen om, at afbrænding af hekse skulle være hyggesexisme.

»Det er endnu et tegn på, at man ikke må sige noget eller gøre noget. Man skal virkelig passe på, at man ikke kommer til at støde nogen. Alt. Jeg ryster bare på hovedet,« siger Susie Jessen.

Men har Alternativet ikke en pointe i, at det kan opfattes som kvindehadsk, at man brænder en heks på bålet?

»Nej, det, synes jeg, er noget vrøvl,« svarer hun.

Heller ikke ligestillingsordfører Kim Edberg fra Nye Borgerlige støtter forslaget.

»Så skal Alternativet da bare lade være med at fejre det,« skriver han i en sms til B.T. og tilføjer:

»Det må være ekstremt stressende at være så venstreorienteret, at man ser spøgelser alle steder.«

Mikkel Bjørn, ligestillingsordfører fra Dansk Folkeparti, er enig med sine kollegaer.

»Hvad bliver det næste? Skal vi så også afskaffe fastelavn, fordi det er 'hygge-dyremishandling'? Sankthans handler ikke om kvindemishandling,« siger Mikkel Bjørn og tilføjer:

»Der er ingen, der deltager i en sankthansfest, fordi de hader kvinder. De gør det, fordi det er hyggeligt og en tradition.«

Men noget kunne tyde på, at Alternativet dog får sin vilje i forhold til at brænde heksen af på sankthansbålet.

Flere kommuner har nemlig afbrændingsforbud som følge af den ekstreme tørke, der hærger i Danmark i øjeblikket.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Franciska Rosenkilde.

Men Alternativets leder har ikke haft tid til at stille op til interview.