Jalousi er et monster, der æder tillid. Både til din partner og til dig selv. Du kan lære at kontrollere følelsen, uanset om der er grund til jalousien eller ej

Mange af os kender det – pludselig at blive i tvivl om, hvorvidt man kan være sikker på sin partners troskab.

Kan vi stole på ham eller hende? Har han eller hun været sammen med en anden? Bekymringerne kan vække stærke følelser både psykisk som fysisk. Jalousien kan både mærkes som et stik i hjertet og give regulær åndenød.

For de fleste er jalousien heldigvis kun en sjælden gæst, men for nogle fylder den ALT.

Den dræbende jalousi-følelse æder én op indefra. Jalousi kan føles meget overvældende og kan komme til at fylde al vågen tid med bekymringer, grublerier og tjekkeadfærd. For ’Hvad nu hvis han er sammen med en anden?’, ’Hvad nu hvis hun lyver om, hvor hun har været?’.

Jalousiens brændstof er grublerier og tjekkeadfærd. Men begge dele kan du heldigvis lære at tøjle – uanset om du har ret i dine anelser eller ej.

Sofie vandt over jalousien

For en måned siden havde jeg en kvinde – Sofie – i terapi. Hun var gift på syvende år med sin dejlige mand Lars og hun havde aldrig været jaloux anlagt.

Ikke før den dag, hun opdagede, at hendes mand havde haft en one-night-stand til en julefrokost på sin arbejdsplads. Sofie var fortørnet og dybt fortvivlet. Ægtemanden svor, at affæren var en enkeltstående fejltagelse, og at Sofie var den eneste ene, som han ønskede at leve resten af sit liv med. Men hun begyndte at tvivle og blev mere og mere mistroisk.

Tankerne kørte i ring i hendes hoved:

’Talte Lars nu sandt, når han sagde, at han ikke så andre?’. ’Hvad hvis jalousien aldrig forsvandt igen?’

Tankefri

Sofie var frustreret og forsøgte at berolige sig selv ved at tjekke Lars’ Facebookprofil og sms’er for at sikre, at han ikke skrev sammen med nogle kvinder.

For det meste bekræftede tjekkeadfærden Sofie i, at Lars var tro mod hende, men tjekkeriet holdt samtidig liv i mistroen.

I forsøget på at mane jalousien til jorden kunne Sofie også finde på at udspørge Lars om hans følelser for hende.

Men strategien gav kun ro på den korte bane. Sofie blev midlertidigt beroliget, når Lars erklærede sin kærlighed til hende, men snart fyldte følelsen igen både dag og nat.

Sofie besluttede sig for at begynde i metakognitiv terapi. Her lærte hun at lade sine tvivlstanker om Lars være. Hun lærte kun at tjekke ham og søge bekræftelse maks. 10 min. dagligt. Resten af tiden lod hun de væmmelige jalousitanker være.

Sofie var ambivalent omkring at slippe sin tjekkeadfærd og grublerierne, da hun – på trods af den dræbende jalousi – samtidig følte, at strategierne gav hende en form for kontrol i parforholdet. Men hun blev enig med sig selv om, at hendes adfærd kostede for meget og måtte begrænses. Derfor indvilligede hun i at forsøge at begrænse de negative tanker. Den nye strategi gav pote. Snart fyldte mistroen ikke så meget, og Sofie havde revet sig fri af jalousiens kløer.

Svar ikke tvivlen

Hvis du lider af jalousi, er én af de værste strategier at bruge kræfter på dine tanker og følelser i forsøget på at genvinde tilliden og stole på din partners troskab. Hvis du flere timer dagligt bekymrer dig om, hvorvidt du kan stole på din partner eller ej, så hælder du konstant benzin på jalousi-bålet. Udsult hellere jalousien ved at lade følelserne være i fred og koncentrer dig om andre ting.

Drop at søge bekræftelse

Mange, der lider af jalousi, har for vane at bede deres partner om at bekræfte sin troskab og kærlighed – næsten hver dag. Strategien er udmarvende for både dig og din partner. Bekræftelsen virker på den korte bane, men du kan være stensikker på, at bekymringerne kommer tilbage på den lange bane: ’Sagde han kun, at han elskede mig, fordi jeg bad ham om det?’. ’Hvad hvis han lyver?’ – o.s.v.

Tjekkeadfærd – en dyr forsikring

Måske tænker du: ’Hvis bare jeg lader tankerne være og ikke tjekker hans mobil/facebook eller pc, finder jeg jo ikke ud af, om han svigter mig igen?’ Det er klart, at jo mindre du tjekker din partner, des mindre styr har du på hans liv. Men ulemperne ved at tjekke ham er større. For tjekkeriet holder liv i den dræbende jalousi og belaster parforholdet. Din partner vil føle sig overvåget og kvalt i tjekkeriet, og du kan ende med det slutresultat, som du reelt ville sikre dig imod: Nemlig at parforholdet bliver så ulideligt at være i, at det går i opløsning.