Det danske industrikonglomerat Schouw & Co. har fremlagt friske regnskabstal for årets første tre måneder fredag morgen. 

Selvom verdensøkonomien er usikker, gik det som forventet for selskabet.Trumps toldkrig har indtil videre haft begrænset påvirkning på selskabet, men kunderne er forsigtige, lyder det fra selskabet.

Omsætningen steg en smule til 7,9 mia. kr. Derimod faldt driftsoverskuddet (EBITDA) med 13 pct. til 565 mia. kr. 

Overskuddet efter skat landede på 118 mio. kr. i første kvartal. Det lød på 146 mio. i samme periode sidste år.

Schouw & Co. tjente 20 pct. mindre pr. aktie.

Aktionærerne kan dog glæde sig over, at Schouw & Co. iværksætter aktietilbagekøbsprogram på op til 120 mio. kr. Det er en børsmanøvre, der alt andet lige er med til at holde en hånd under aktiekursen.

Selskabets direktør, Jens Bjerg Sørensen, er ikke desto mindre tilfreds:

»Vores virksomheder har klaret sig godt, selvom verden er meget usikker lige nu. Mange kunder er forsigtige, men fordi vi har mange forskellige produkter og er til stede i flere lande, står vi stærkt.«

Han tilføjer, at Schouw & Co. fortsat vil bruge sin økonomiske styrke til at lave gode, langsigtede investeringer.