På en solrig og smuk efterårsdag var der 8.192 vindere i Dyrehaven. Så mange løbere kom i mål i det 52. Eremitageløb.

Det historiske løb, som startede motionsbevægelsen, er siden 1969 gennemført af 685.353 løbere.

11.500 var tilmeldt Københavns Idræts-Forening og Københavns Skiklub motionsfest, men af forskellige grunde er der altid en vis procentdel, der udebliver på dagen.

Mens Sylvia Kiberenge vandt sin femte sejr hos kvinderne, blev der kåret en ny vinder hos mændene, Jakob Dybdal.

Den 27-årige Aarhus-løber fulgte på smukkeste vis i sin mor Lone Dybdals fodspor. Hun vandt Eremitageløbet for 39 år siden.

Jakob Dybdal slog i spurten den etiopiskfødte Omar Hassan Omar med seks sekunder i en forrygende duel på den sidste bakke mod målet ved Fortunen.

Hos de 5.074 mandlige løbere var gennemsnitstiden 1.14.06 (31 sekunder hurtigere end i 2019), mens gennemsnittet hos de 3.118 kvindelige løbere var 1.23.40 (17 sekunder hurtigere end i 2019).

Røde Kors-samaritterne havde igen en rolig dag i skoven.

Arrangørerne fra KIF og KS ser allerede nu frem til det 53. E-løb. Sæt allerede nu et kryds i kalenderen ved søndag 9. oktober 2022.