Tre scenarier står tilbage som plausible løsninger på det kaos, udsmidningen af fire damedouble par har været skyld i. Det fortæller en dansk ekspert.

- Det er den største nyhed, der nogensinde har været i badminton.

Sådan beskriver Jimmy Andersen, der er eventmanager ved det europæiske badmintonforbund, situationen i London, hvor fire par fra damedouble-turneringen netop er blevet smidt ud.

Der er tale om to sydkoreanske, et kinesisk og et indonesisk par, som oprindeligt skulle have mødt hinanden ved kvartfinalerne, der er programsat til senere i dag. Det kommer de efter diskvalificeringen ikke til, og det efterlader nu turneringsstrukturen i totalt kaos samtidig med, at det sandsynligivis gør medaljechancerne betydeligt bedre for det danske par Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersens

Ifølge Jimmy Andersen er der tre sandsynlige scenarier, der kan komme på tale i forhold til at få turneringens videre forløb på ret køl.

- Enten så eliminerer man simpelthen de to kvartfinaler og spiller så kun de to andre kvartfinaler. Det betyder, at vinderne her vil få en "walk-over" i semifinalen og gå direkte til finalen. Samtidig medfører det, at der ikke bliver delt nogen bronzemedaljer ud, fortæller Jimmy Andersen.

- Et andet scenarie vil være, at man tager de to treere og firere fra puljerne, hvor de diskvalificerede par spillede sig videre fra, og rykker dem op. Det betyder så, at et af de fire par kommer til at tage en medalje, hvilket vil være en kæmpe overraskelse, siger Andersen.

Et helt tredje model kan også blive en realitet. Her vil være tale om at lade den kommende runde glide helt ud af turneringen.

- Det sidste scenarie er, at man vælger at tage de to kvartfinaler, som de er nu, og kalder dem semifinaler, lyder det således fra Andersen.

Alt sammen er dog kun formodninger, og eventmanageren fra det europæiske badminton forbund vil ikke udelukke, at der overhovedet ikke kommer til at blive spillet kvartfinaler i dag.

- Hvis model nummer et bliver aktuel, og nummer tre og fire fra gruppen bliver sendt videre, kan jeg ikke forestille mig, at de bliver bedt om at spille om tre timer. Men lige meget hvad der sker, så er det et vanvittigt scenarie.

De to koreanske par og det indonesiske par har netop appelleret afgørelsen om deres udsmidning. Appellen afgøres senere på eftermiddagen.