Ingen kommentar.

Den norske OL-chef for lægestaben i Sydkorea, Mona Kjeldsberg, vil ikke svare på, om de norske udøvere har fået en Therapeutic Use Exemption (TUE) - en dispensation - til at bruge de store mængder af medicin, som nordmændene har pakket med i kufferten til de vinterolympiske lege i Sydkorea.

TV2.no sendte følgende spørgsmål til Mona Kjeldsberg.

»Har udøverne (fra Norge) fået en TUE til at bruge stofferne i konkurrence, enten ved det igangværende OL eller ved tidligere konkurrencer? Her er vi ikke ude efter navne.«

Mona Kjeldsberg har afvist at svare med henvisning til sin tavshedspligt.

Sagen, der er blæst stort op i Norge, begyndte med, at NRK publicerede en liste over de lægemidler, som OL-delegationen har taget med sig til de vinterolympiske lege. Den viser, at de 109 norske udøvere og staben på yderligere 100 folk har adgang til 52 forskellige lægemidler.

I toppen af artiklen kan du se et klip fra tv-studiet på Kanal 5, hvor vært Mette Cornelius og Peter Falktoft bliver rørte over snowboarderen Shaun White.

Kenacort og Betamethason (Celeston), der har en betændelsesdæmpende effekt, og forskellige former for astmamedicin indgår blandt andet i det velvoksne medicinlager. Især Kenacort er tidligere beskrevet som 'vidunderdoping'. Stoffet er dukket op i cykelrytteren Lance Armstrongs prøver, og Kenacort var desuden omdrejningspunktet i Bradley Wiggins' 'jiffy-bag'-sag, som dog til sidst blev droppet af de britiske anti-dopingmyndigheder.

For eksempel har den tidligere cykelrytter David Millar, der dopede sig i sin aktive karriere, beskrevet Kenacort som et meget potent stof, som har en stor præstationsfremmende effekt. Den type stoffer hører under betegnelsen kortikosteroider og er svært omdiskuteret. Udover de åbenlyse sygdomshelbredende effekter kan stofferne nemlig ifølge TV 2 Norge fjerne fedtet fra kroppen uden, at det svækker arbejdsevnen, og derved kan en udøver opnå en konkurrencemæssig fordel på sine konkurrenter.

Det Internationale Anti-Doping Agentur WADA arbejder derfor på opfordring fra flere tidligere idrætsudøvere på at få forbudt Kenacort. Lige nu er det tilladt at bruge stofferne under konkurrence - man skal 'bare' have en dispensation, en såkaldte TUE. Det er altså ulovligt at bruge stofferne, hvis man ikke har en TUE, men Mona Kjeldsberg vil altså ikke delagtiggøre omverdenen i, om de norske udøvere har dispensation eller ej.

LÆS OGSÅ: Fik den værst tænkelige OL-debut: Kunstskøjteløbers kjole gik op på direkte tv

TV 2 Norge har haft fat i Sundhedsstyrelsen i Norge, som har givet mediet følgende svar.

»Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2, at tavshedspligten ikke er i vejen for, at den olympiske stab kan svare på dine spørgsmål - så længe det ikke er muligt at identificere enkelte idrætsudøvere.«

Da der er tale om over 100 udøvere ved legene og et spørgsmål, der endda er udvidet til tidligere konkurrencer med flere forskellige udøvere, vil det næppe være muligt at identificere enkeltpersoner. Så vi har næppe hørt det sidste til denne sag.