Badmintonstjernen Mathias Boe drager stor nytte af forbundets nye videosatsning frem mod OL i London.

Dansk Badminton Forbund har i forbindelse med de seneste turneringer i Asien haft en videomand til at kortlægge styrker og svagheder hos danskernes modstandere.

Ifølge Mathias Boe, der søndag vandt Super Serie-finalen i double sammen med Carsten Mogensen, er videoklippene vejen frem.

- Det er rigtig brugbart. For os i double hjælper det meget omkring serv og modtagningerne.

- Vi kan se, hvad vores modstandere gør på givne tidspunkter og se, om der er et mønster i, hvad de gør. Det giver et godt billede af modstandernes rutiner og vaner, siger Mathias Boe.

Han har svært ved at sætte procenter på, hvor meget det har styrket den danske doublekonstellation.

- At tillægge det en procent er svært, men det hæmmer os i hvert fald ikke. Når man står på banen handler det om fornemmelse, men det er ikke uvæsentligt at være godt forberedt.

- Dem vi møder i de afgørende kampe, altså de 8-10 bedste par i verden, har vi videomateriale på, og det bliver løbende opdateret, hvis de skulle være så kloge at serve et andet set hen.

Dansk Badminton Forbund har ansat videomanden på halv tid frem mod OL i London med penge fra Team Danmark. Men står det til Mathias Boe bør det fortsætte efter næste års OL.

- Flere af de andre nationer gør det også. England har været dygtige taktisk i mange år og været langt foran os. Kineserne og de andre asiatiske lande er også opmærksomme på det.

- Badmintondanmark skal tilegne sig det, hvis vi vil være med i fremtiden. Hvis vi ikke gør det, så vil de andre løbe fra os på et tidspunkt.

/ritzau/