De tidligere danske mestre fra Hørsholm 79ers tvangsnedrykkes fra Basketligaen til 1. division i den kommende sæson. Det skyldes økonomiske problemer.

klubbens Facebook-side meddeler den, at den lige nøjagtig undgår konkurs. Men den tvangsnedrykkes til 1. division.

»Selskabet bag Hørsholm 79ers ligahold har i de seneste år ikke kunnet lykkedes at skaffe sponsorindtægter til at kunne finansiere driften af klubbens to ligahold. Situationen har længe været uholdbar, og det er alene pga. enkelte sponsorers store velvillighed og hjerte for klubben, at den ikke er gået konkurs tidligere,« lyder det på Facebook-siden.

»Vi har i flere sæsoner trukket alt for store veksler på nogle få sponsorer. Hverken vi eller sponsorerne ønsker, at denne klub skal finansieres af nogle få personer. I denne sæson har vi igen fået et stort hovedsponsorat fra Bækgården, mens klubben ikke er lykkedes at komme med den planlagte resterende indtægt til at sikre fortsat drift. Derfor stod klubben overfor en snarlig konkurs, som dog igen er blevet afværget af Bækgården - og endda således, at begge hold kan spille sæsonen færdig,« siger klubbens direktør Peter Damm.

Hørsholm 79ers har to gange vundet det danske mesterskab. Det seneste mesterskab ligger dog tilbage til 1993.

Aktuelt ligger klubbens hold i Basketligaen nummer fire ud af de otte hold, som alle går videre til kvartfinalerne. Nummer fire møder nummer fem i kvartfinalen, så Hørsholm 79ers har rimelige muligheder for også at gå videre til semifinalerne i Basketligaen.

Trækningen kommer ikke til at berøre klubbens hold i Dameligaen, som altså fortsætter ufortrødent til næste sæson. Hos damerne har Hørsholm 79ers vundet mesterskabet otte gange - senest i 2015. Aktuelt ligger klubben på en klar førsteplads i Dameligaen og er klar til semifinalerne.

Peter Damm udtaler, at han håber, at klubben snarest igen kan have et hold med på højeste niveau både i Basketligaen og i Dameligaen.