Ebola-udbruddet i Vestafrika har fået det amerikanske basketlandshold til at aflyste en planlagt rejse til Senegal.

Det skriver espn.com.

Kevin Durant, Derrick Rose og co. skulle have været i Senegal senere på måneden som en del af forberedelserne til VM i Spanien, der begynder 30. august.

Formanden for det amerikanske basketforbund (USAB), Jerry Colangelo, siger til ESPN.com, at WHOs seneste erklæring om den 'folkesundhedsmæssige krise' i Afrika har tvunget forbundet til at aflyse.

- Jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi er ekstremt skuffede over ikke at gennemføre vores besøg i Senegal. Hele delegationen havde set rigtig meget frem til oplevelsen, siger Jerry Colangelo til ESPN.com.

Ebola-udbruddet i Vestafrika er det størst registrerede nogensinde. I Liberia, Sierra Leone, Guinea og Nigeria er mere end 1.000 menneskers dødsfald blevet sat i forbindelse med ebola siden marts måned. Selvom Senegal altså er gået fri, vil USAB ikke tage nogen chancer.

- Landets placering som naboland til Guinea og Dakars (Senegals hovedstad, red.) egenskab som indgang til Vestafrika skærpede vores bekymring, siger Jerry Colangelo.

USA indleder VM med et opgør mod Finland i Bilbao den 30. august.