Det var lige præcis det, der ikke måtte ske.

En af USAs mest succesfulde gymnaster nogensinde fik sig i weekenden en gevaldig overraskelse, da hun steg om bord på et fly, skriver New York Post.

Og det var bestemt ikke en af de gode.

For da den syvdobbelte OL-medaljevinder Simone Biles satte sit første skridt på flyet, blev hun mødt af flypersonalet, som skabte en særdeles pinlig stemning for begge parter. Det fortæller Simone Biles selv på sine sociale medier.

»Stewardessen prøvede at give mig en farvebog, da jeg gik om bord. Jeg sagde: 'Nej, ellers tak. Jeg er 25 år,« skriver hun.

Altså troede stewardessen, at den 25-årige superstjerne var et barn.

Og den akavede situation stoppede ikke der.

Den amerikanske gymnast fortæller yderligere, at hun undervejs på flyturen blev spurgt om id, da hun bad om at få en drink med alkohol i.

»En anden stewardesse gav mig en mimosa, så alt er i orden,« skrev Simone Biles.

Dermed havde det amerikanske flypersonale altså misset, hvem Simone Biles er.

Det er på trods af, at hun har fået overrakt den største hæder i USA, som en borger kan få, da præsident Joe Biden overrakte hende 'Medal of Freedom'. Og det har fået sportspublikummet til tasterne.

I skrivende stund er gymnastens Instagram-story om hændelsen blevet delt på Twitter af en tilfældig bruger. Dette opslag er blevet liket af 163.000 personer.

Men at flypersonalet kunne finde på at forveksle Simone Biles med et barn, kan man dog godt forstå en lille smule af, hvis man ikke på forhånd ved, hvem hun er.

Fordi Simone Biles rager ikke ligefrem op i landskabet. Amerikaneren er blot 1,42 meter høj og vejer 47 kilo.