Årets alderspræsident glæder sig til sit 47. Eremitageløb på søndag

Han løber hjemmefra og på en rute langs Bagsværd Sø og tilbage igen. En 10-12 kilometer lang tur, som han løber to gange om ugen.

Når man hører, at Ejvind Filholm er 92 år og Eremitageløbets ældste deltager på søndag i Dyrehaven, giver det unægtelig respekt.

»Jeg nyder mine løbeture. Det betyder meget for mig at være i god form,« siger fighteren fra Buddinge.

Ejvind Filholm blev sidste år modtaget i målområdet ved Fortunen af sit barnebarn Eva med flag.
Ejvind Filholm blev sidste år modtaget i målområdet ved Fortunen af sit barnebarn Eva med flag.
Vis mere

Han er frisk som en havørn trods sin pæne alder og står over for sit 47. Eremitageløb.

»Hvis helbredet tillader det, håber jeg at få 50-års-jubilæet med,« siger han.

I flere år har han vundet sin aldersklasse i E-løbet, og som 89-årig løb han de 13,3 kilometer gennem skoven på 1.52.15.

»Eremitageløbet er et af årets højdepunkter. Jeg cykler ud til Dyrehaven og elsker stemningen i skoven. Det er en fornøjelse at løbe blandt så mange tusinde løbere. Jeg snakker lidt med nogle af dem undervejs,« siger han.

Selvom løbet i 2020 var aflyst på grund af covid-19, løb Ejvind Filholm ruten i Dyrehaven igennem mutters alene som en god gang træning.

»Når jeg kommer hjem fra Eremitageløbet, står den på smørrebrød, øl og en snaps eller to. Jeg plejer også at nyde en øl og en snaps hver weekend. Det er en hyggelig tradition,« siger han.

Ejvind Filholm er tidligere maskinmester, sømand og bokser. Som en talentfuld bokser og maskinarbejderlærling i Brønderslev besejrede han den ældste af de fire Krogh-brødre, Tage Krogh.

»Jeg kan huske, at jeg fik lidt lommepenge af klubben. Vaskepenge kaldte man det,« siger han med et stort smil.

Motion er ikke Ejvind Filholms eneste hobby. Han går også til visesang.

Den ældste, der har gennemført Eremitageløbet, er danskcanadieren Jan Eisenhardt. Han var 96 år, da han var med i sit sidste E-løb i 2002. Bornholmeren Charley Lassen fra Rønne gennemførte i 2000 en måned før sin 95-års fødselsdag.

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idrætsforening og Københavns Skiklub. Læs mere, og tilmeld dig årets motionsfest i Dyrehaven på elob.dk