Mange ignorerer kroppens nødråb; smerterne. Men det kan være farligt ikke at lytte til sin krop

Går du rundt med en smertefuld hovedpine og tænker: 'Det er sikkert bare stress, eller det går nok snart over'? Det gør mange danskere, men pinefulde smerter i hovedet kan være et tegn på forhøjet blodtryk og i værste tilfælde en hjerneblødning eller en svulst i hjernen.

- Hvis man hele tiden går rundt med hovedpine, så skal man søge læge. Det kan betyde, at noget er galt f.eks. forhøjet blodtryk. Og det skal man ikke ignorere, siger Lotte Vagn-Hansen, der er leder af Allévia, Tværfagligt Smertecenter Vejlefjord.

Ifølge hende er der mange, der ikke er gode nok til at lytte efter, hvad kroppen siger.

For sent til lægen
- Især de her træmand, der i hvert fald ikke fejler noget og ikke skal til læge. De kommer mange gange til at gå for længe med smerterne, og så kan det være for sent, og skaden kan være sket. Det er bare med at få tingene undersøgt, slår Lotte Vagn-Hansen fast.

Det amerikanske sundhedssite WebMD har i samarbejde med en lang række speciallæger set på, hvilke smerter vi ikke må ignorere - og hvorfor vi ikke må gøre det.

En meget smertefuld hovedpine
Hvis man er forkølet og får slem hovedpine, kan det være bihulebetændelse. Alle smerter i hjernen, som ikke ligner normal hovedpine, bør tjekkes af en læge. Mange går rundt med forhøjet blodtryk uden selv at ane det. I værste tilfælde kan der være tale om en hjerneblødning eller en svulst i hjernen.

Smerter eller ubehag i bryst, hals, kæbe, skulderparti, arm eller underliv

Brystsmerter kan skyldes lungebetændelse eller hjerteanfald. Typisk vil hjerteproblemer mærkes ved ubehag snarere end smerter. Hjertepatienter klager typisk over pres fra brystet. Ubehag forbundet med hjerteproblemer kan også mærkes ved smerter i den øvre del af brystet, ved halsen, kæben, skulderparti, arme eller underliv. Uforklarligt ubehag under fysisk anstrengelse skal også tages meget seriøst. Det kan være hjertekramper.

Smerter i nedre del af ryggen og mellem skulderbladene
Det er ofte et tegn på leddegigt, men det kan også være hjerteproblemer eller alvorlige underlivsproblemer.

Smerter i læggen
Disse smerter kan skyldes 'dyb venøs trombose' (DVT), som er en slags blodprop, der opstår i lægmusklens store, dybe blodårer. Ved DVT er der risiko for, at »en prop« fra lægmusklen løsriver sig og sætter sig i hjertet.

Brændende fødder eller ben
Brændende smerter i fødder eller ben kan være tegn på sukkersyge, som mange ikke er klar over. Det kan også være et tegn på, at nerverne er beskadiget

Stærke smerter i underlivet
Det kan være blindtarmen, der er betændt. Smerterne kan også skyldes galdesten, problemer med bugspytkirtlen, mavesår eller forstoppelse. Derfor bør man søge læge.

Flere forskellige svage eller uforklarlige smerter

Uforklarlige og svage klager over hovedpine, underlivssmerter og ledsmerter kan være et tegn på depression. Fordi smerterne ofte ikke er kroniske kan de let overses. Andre tegn på depression kan være manglende arbejdslyst, koncentrationssvigt, og ulyst til at socialisere med andre.