Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med jurist, tv-vært og politiker Mette Reissmann om sin mors smertefulde død, sønnens forsvinden, tårer over OL og meget, meget mere ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Mette Reissmann og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.


Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med jurist, tv-vært og politiker Mette Reissmann om sin mors smertefulde død, sønnens forsvinden, tårer over OL og meget, meget mere ...

Det værste, jeg nogensinde har oplevet, var, da ... min mor døde af als, som er verdens ondeste sygdom. Det er fire år siden. Det var et rædselsfuldt forløb. Hun blev 73 år, og jeg savner hende hver dag. Hun var helt klar i hovedet, men blev lam og kom i respirator. Til sidst kunne hun kun blinke med øjenlågene, men hun kunne høre os. Hun lå med kateter og fik sondemad. Det var så forfærdeligt. Det er en sygdom, man kan være uheldig at arve. Hvis jeg får den, tager jeg en taxa direkte til Schweiz og får aktiv dødshjælp. Det synes jeg også, at vi skal have i Danmark, for det er meningsløst at skulle lide så meget, inden man tager af sted herfra.

Jeg var ved at dø, da ... nej, det har jeg aldrig oplevet, men jeg er bange for, at dem, jeg elsker, skal dø, eller at jeg selv skal blive syg og dø i utide. Jeg er omgivet af folk, som er blevet livstruende syge, og som dør. Fra at være i en ungdommelig fase, hvor jeg troede, jeg var udødelig, er jeg blevet meget bevidst om, at der er et sluttidspunkt på det her. Blandt venner og bekendte er én død af brystkræft, en anden af en hjerneblødning. En tredje døde i foråret af tarmkræft. Det er fandme uhyggeligt, og det betyder, at jeg er begyndt at prioritere min tid i forhold til, hvad jeg gør og med hvem. Og så stoppede jeg i øvrigt med at ryge for 12 år siden.

Jeg var ikke selv for smart dengang ... da jeg begyndte på CBS i København. Jeg havde hjemve, og i begyndelsen brugte jeg mere energi på byture, at have det sjovt i pauserne og være aktiv i studenterpolitik. Men da jeg pludselig dumpede i et fag og fik et femtal i et andet, fik jeg et chok, og jeg fandt ud af, at der ikke er nogen genveje, kun hårdt arbejde. Jeg ville ikke hægtes af, men fokuserede på at få studierelevant arbejde og bruge tid på bøgerne. Det hjalp.

Ligesom i Luksusfælden oparbejdede jeg selv en gæld af ... jeg var studerende. Jeg havde fået et checkhæfte af banken, og det var en kæmpe fejl. Jeg skrev checks ud til højre og venstre og førte ikke regnskab med det. Min konto var altid trukket i bund og over grænsen. Jeg tog studielån og brugte bare pengene - min søster og mor var fortvivlede over, hvilken ødeland jeg var. Det tog mig ti år at komme af med studiegælden, der var på 150.000 kr. Jeg vil ikke afvise, at hvis man dengang i 80erne kunne få alle de mærkelige møglån, man kan i dag, så var jeg nok røget i fælden.

Min sværeste selverkendelse er, at ... jeg er ikke særlig god til at sige undskyld. For mange mennesker er undskyld bare et ord, de bruger som alle andre, men for mig ligger der meget i det. Hvis jeg f.eks har glemt en aftale, siger min søster, at jeg skal sige undskyld, det er ikke nok med ’beklager’. Og jeg er meget ærekær med min faglighed, jeg bliver sur på mig selv, hvis jeg begår fejl.

Min modelkarriere sluttede, da ... Daells Varehus holdt op med at sende kataloger på gaden. Det vil sige, jeg var med i nogle modeshow sidenhen, også i badetøj og undertøj. Med mine knap 172 centimeter var jeg høj nok til at gå show i feks. Odd-Fellow Palæet og i Bella Center, og det gjorde jeg til 1992, hvor jeg fødte min søn. Det begyndte, da jeg var i USA nogle år tidligere.

Jeg har det svært med at omgås mennesker, der ... lyver, fedter og er illoyale. Det er ikke kun på Christiansborg, det finder sted. Det findes på enhver arbejdsplads, som er stærkt konkurrencepræget, og hvor magt og penge spiller en stor rolle. Jeg har det også svært med folk, der fedter for chefen. Fedteri og snyd er to personlige egenskaber, der står langt nede på min hitliste.

Jeg var meget bange dengang ... da min søn faldt over bord, da vi var ude at riverrafte på Zambezifloden i Zimbabwe. Vi var otte mand om bord i gummibåden, da den flippede rundt. Han var kun 14 år, og fra han faldt i, gik der måske ti minutter, før jeg så ham igen. Han blev heldigvis reddet op af en følgebåd. Jeg kan den dag i dag se det for mit indre blik. Det var så forfærdeligt. Jeg havde i øvrigt løjet ham to år ældre til 16 år, for at han kunne komme med. Jeg følte mig som en dårlig mor. Bagefter sagde han, at han ville prøve det igen.

For at have selvdisciplin ... laver jeg lister, så jeg kan strege ud, når ting er gennemført. Jeg er f.eks. i gang med et løbeprogram på min iPhone, hvor jeg skal løbe længere og længere, og jeg skal rydde ud i kælderen og mange andre trivialiteter. Det føles godt, når jeg kan strege det ud.

Vedrørende fremtiden frygter jeg ... mange ting. Jeg synes, verden er af lave. Der er virkelig nogle uhyggelige strømninger nu, og det bekymrer mig. Jeg håber, at vi får styr på det i tide. Jeg vil helst have, at alle skal være gode venner, og der skal være mere kærlighed.

Jeg var engang misundelig på ... de piger i min klasse, der måtte få Lee-bukser, dem med stiklommer. Min mor kom i stedet hjem med Lee Cooper-bukser, og det var helt forkert. Og så var jeg også træt af at gå i min søsters aflagte tøj, vi gik altid i ens tøj. Det var først, da jeg blev konfirmeret og fik andendagstøj, at jeg fik et par hvide Lee kassebukser. Hold kæft, de var smarte, men de måtte syes ind, for jeg var så tynd og kunne ikke passe de mindste størrelser.

Jeg sov dårligt i flere nætter ... da min søn blev teenager og var i byen om aftenen. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten og lyttede efter, om han var kommet godt hjem. Normalt har jeg ellers aldrig problemer med at falde i søvn, jeg skal bare lægge hovedet på puden. Men jeg var bange for, at nogen ville slå min søn ned, eller han blev udsat for knivstikkeri og lå kvæstet et sted. I dag er han snart 25 og er flyttet hjemmefra for længst. Men når der sker dramatiske ting i København, kan jeg stadig blive grebet af frygt.

Jeg bliver meget irriteret, når ... det går for langsomt, for jeg er meget utålmodig. Jeg hader, når der er for meget ævl og kævl ved møder, og man ikke holder fokus på emnet. Og jeg cykler fra mit hjem i udkanten af Østerbro til Christiansborg, for som bilist kan man ikke selv bestemme tempoet. Der er alt for meget trafik i København.

Jeg dummede mig, da ... jeg smed flybilletter ud sammen med aviserne i skraldet, dagen før min søn og jeg skulle flyve på sommerferie. Det var dengang, man fik sendt billetter med posten. I dag er alt jo elektronisk. Min daværende kæreste måtte rode hele skraldespanden igennem. Sjovt!

Jeg burde sige undskyld til ... min far for dengang, jeg sørgede for, at kaffemaskinen brændte sammen, fordi jeg troede den kunne bruges til at varme mælk. Og da jeg brugte af min mors parfume og stjal min fars sprut.

Jeg tuder, når ... altså virkelig græder, når jeg ser sørgelige film, og når jeg er til begravelse, så græder jeg helt vildt. Men også da jeg så svømmeren Pernille Blume og ropigerne vinde til OL. Det var så flot, og de var så glade. Selv når de viste klippet igen på tv, tudede jeg, og min kæreste sagde: ’Det var dog utroligt’.

Vis mere