Danmark har vundet det første Melodi Grand Prix i det nye årtusinde. Med 195 point blev det til en suveræn sejr til Brdr. Olsens "Smuk som et stjerneskud". Den værste konkurrent, Ruslands Alsou med sangen Solo, fik 155 point, mens Letland sluttede på 3. pladsen med 136 point. "I gav os vinger af kærlighed i aften", lød takken fra Jørgen Olsen til publikum i Globen efter triumfen var en kendsgerning - med henvisning til vindersangens engelske titel "Fly on the wings of love".

"Vi var slet ikke nervøse undervejs i afstemning, men vi føler os meget heldige. Arrangementet her i Stockholm har været perfekt og publikum har været pragtfuldt.

Tak, mange tusind tak - fra bunden af mit hjerte, sagde Jørgen Olsen til publikum, mens en klump tydeligvis snærede lidt i halsen.

"Smuk som et stjerneskud" fik en formidabel start på den spændende afstemning ved det europæiske Melodi Grand Prix i Stockholm. Efter fem lande havde afgivet deres stemmer lå den danske melodi på en flot førsteplads.

Brdr. Olsen fik maksimumpoint, 12, fra både Island og England. Holland gav "Smuk som et stjerneskud" det næstbedste pointtal, 10, Estland tildelte det danske bidrag 8 point, mens vi fik 7 fra Frankrig.

Det stod hurtigt klart, at den største konkurrent til den danske sang var det russiske bidrag til årets Melodi Grand Prix.

Danmark bidrog selv til at skærpe konkurrencen, da den danske telefonafstemning gav Rusland 6 point. Topscorerne i den danske afstemning var vore nordiske broderlande Sverige med 10 og Island med 12 point.

Foruden de 12 islandske point til "Fly on the wings of love", var også Norge og Sverige flinke ved os.

Norge gav den danske sang 10 point, mens den var topscorer i den svenske afstemning med 12 point.

Danmark førte afstemningen fra Islands første befriende 12 point til Østrigs afsluttende 10.

"Det tror jeg aldrig er sket før. Det er bare helt fantastisk," sagde Jørgen Olsen på pressemødet efter triumfen.

Han var specielt imponeret over, at store musiknationer med stolte Melodi Grand Prix-traditioner, som England, Irland og Tyskland, alle belønnede deres sang med topkarakteren 12.