Den eksperimenterende duo Dodos er tilbage på sporet efter forrige albums deroute. Virvaret af buldrende trommer og spjættende guitarriffs glimrer igen.

Guitarnørden Meric Long er uddannet i sit instrument. Han har en noget anderledes tilgang til spillet end mange af hans autodidakte kollegaer, hvilket man har kunnet nyde siden hans debut som solist i 2005. Men Long kendes dog bedst for duoen Dodos.

Sammen med den lige så kreative slagtøjstroldmand Logan Kroeber har han udsendt tre plader under Dodos-fanen, heriblandt 2008’s euforiserende mesterværk ’Visiter’, der skubbede den akustiske rock ud i hidtil uudforskede musikalske terræner.

Det var én af 00’ernes allerbedste, blev også Dodos’ lille gennembrud, og medførte således (desværre) 2009’s hurtige opfølger, ’Time to Die’, der var en udvandet, udglattet udgave af d’herrers særegne signaturudtryk tilsat en lille håndfuld hits.

Men nu er d’herrer tilbage med skive nummer fire, ’No Color’, der gør skaden god igen. Hér tages der nemlig ét skridt tilbage mod ’Visiter’ og samtidig to i en ny retning.

Frit og flyvsk

John Askew, som også producerede de to første plader, er tilbage bag mixerpulten, og han holder ikke bandet i bur på samme måde, som Phil Ek gjorde det på ’Time to Die’, hvilket er tydeligt allerede fra den halsende og formidable åbner ’Black Night’.

Som på ’Time to Die’ holder sangene sig dog inden for de tre til seks minutter – der er altså ikke tale om anarki a la det, man fandt på ’Visiter’ – men udtrykket er klart friere og mere flyvsk. Og til at støtte op om dette har Dodos hyret countryfurien Neko Case til at synge kor hist og her. Det dur.

Et andet godt tiltag er, at Meric Long har sat strøm til guitaren, og viser en ny støjende og mere aggressiv side af Dodos, eksempelvis i slutningen af ’Going Under’ og lukkeren ’Don’t Stop’, som måske peger frem mod det næste Dodos-album.

Ønske: Mere vildskab

Logan Kroeber spiller også stadig en kæmpe rolle i Dodos’ specielle lyd. Hans trommesæt består primært af gulvtrommer – han bruger hverken stortromme eller hi-hat og kun sjældent lilletromme eller bækken – en selvvalgt begrænsning, der fører en masse interessante resultater med sig.

Tag bare den knækkede rytme i ’Going Under’, de spjættende kantslagene i ’Don’t Stop’ eller det spartanske spil i fine ’Companions’, der siger meget med få virkemidler. Læg så Longs brillante guitarspil oveni, og man står med et par af Dodos’ bedste sange.

Alt i alt kunne man godt have ønsket sig lidt mere vildskab frem for det, der nogle gange lyder som den evige jagt efter pophittet. Men man lever med perler som ’Don’t Try and Hide It’, samt ’Sleep’ og ’When Will You Go?’, hvis strygerarrangementer udvider duoens udtryk yderligere.

’No Color’ skubber under alle omstændigheder Dodos tilbage på sporet, og lad os håbe, at de bliver dér.