Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Anarkisterne i Man Man lyder helt tilpassede på deres fjerde album, der – særligt med de tidligere skivers ustyrligt smittende galskab in mente – er noget af en skuffelse.

Hvis man kan forestille sig, hvordan det ville lyde, hvis Tom Waits sang for The Fugs eller Frank Zappa, så har man et nogenlunde billede af, hvordan Philadelphia-bandet Man Man tog sig ud på deres velbetitlede 2004-debut ’The Man in a Blue Turban with a Face’.

Meget vand er dog løbet under broen siden. Først kom den næsten lige så stærke opfølger ’Six Demon Bag’ (2006), men på tre år gamle ’Rabbit Habits’ blev der sparet gevaldigt på den balstyriske vildskab og anarki, der kendetegnede gruppens to første skiver.

Og desværre lever foreliggende ’Life Fantastic’ langt fra op til sin titel (men mindre der da er tale om ironi) – aldrig har gruppen lydt mere behersket eller uinspireret. De godt 40 minutter er simpelthen så polerede og sine steder så blottede for fantasi, at man tror, det er løgn.

Læser man pressematerialet, hænger det en smule sammen. Hér står der nemlig, at frontmand Ryan ”Honus Honus” Kattner blandt andet har været ude for en motorcykelulykke og har haft særdeles svært ved at håndtere tabet af sine nærmeste. Han er vågnet op af rusen, og dét mærkes.

Kontrolleret galskab

Det hele starter ganske vist med Mans Mans kendetegn i ’Knuckle Down’ – marimba, gyngende beats, legetøjskeyboard og Honus Honus’ raspe stemme – men i forhold til tidligere, så gennemsyrer en nedtrykt stemning musikken, og det klæder den ikke.

Hvor det førhen ensemblets var force at få skønheden frem i det grimmeste og få småfejl til at lyde som genistreger, så lyder galskaben her alt for kontrolleret; Man Man er en tæmmet trold. Faktisk er det skivens allermest seriøse stunder, der er endt som de stærkeste.

Tag eksempelvis den akustiske vals ’Steak Knives’, hvor en hidtil uhørt skønhed glimrer i Honus Honus’ vokal, ’Spooky Jookie’ som tangerer hip-hop i stil med det dystre klaverdrevne titelnummer, der mod slut eksploderer i et inferno af blæsere og strygere. Det fungerer fortrinligt.

Aldrig kedeligt

Men i det hele taget er der langt mellem de regulære Man Man’ske udladninger på denne plade. Det nærmest man kommer, er ’Dark Arts’, der er en spjættende surf-inspireret sigøjnersag, og den er en enlig svale midt i al den seriøse stemning, der også flere gange tangerer det overdrevent ambitiøse.

Eksempelvis i den næsten syv minutter lange ’Shameless’, der vandrer i cirkler, inden den munder ud i en nærmest prog-agtig afslutning. Bedre går det med den lystige lukker ’Oh, La Brea’, der endelig lukker lidt lys ind på pladen via a cappella-kor og strygere.

Albummet bliver imidlertid aldrig kedeligt, takket være især den rige instrumentering, og der gemmer sig også et par små genialiteter som ’Haute Tropique’ – hvor blæsere og sitar kæmper om opmærksomheden – og den tidligere nævnte ballade ’Steak Knives’.

Spiller ikke helt

Men ’Life Fantastic’ en uomtvisteligt en uhørt moden plade fra et så sprudlende band som Man Man, der tidligere gav gøglere som Gogol Bordello og deslige klart baghjul. Det er svært at se bandet i så seriøst et lys, og det spiller ikke helt.

Om ikke andet må man håbe, at albummet har en terapeutisk funktion for den gode Kattner, for så lever man lige med dette overgangsværk, indtil den næste ”rigtige” Man Man-skive udkommer.

Men nu har d’herrer altså noget ekstra at bevise næste gang.

Andre læser også