The Late Great Fitzcarraldos debuterer med et album, der er rigt på eksotiske toner fra Stillehavsøerne over Afrika til Vestindien – en musikalsk hyldest snarere end et ambitiøst selvstændigt værk.

Tre skandinaver, der spiller pop med bossanova-, cha-cha-cha- og calypsorytmer? Kan det passe? Jeps. Lyt bare til debutalbummet fra danske The Late Great Fitzcarraldos, der på mange områder samler tråden op, hvor Laid Back slap den tilbage i 80’erne.

Trioen er måske opkaldt efter Carlos Fitzcarrald – ligeledes er en hvid mand på eventyr i Syden, som inspirerede Werner Herzog til at lave filmen ”Fitzcarraldo” (1982). Men uanset hvad, så er det her et sommervarmt popalbum, der lægger sig i kølvandet på The Williams Blakes’ seneste skive.

Og ligesom for William Blakes, så er problemet her, at projektet indskrænker sig til pasticher og hyldester til den eksotiske musik, som ellers ligger disse tre danskere fjern. Med det sagt, så er det svært at komme med indvendinger mod udførslen, som ganske simpelt er perfekt.

Fanget i limbo

Albummet åbnes af den veltitulerede ’Steeldrum’, hvor synths og søvnig guitar vugger af sted til en elektronisk bossanovarytme, inden olietønderne træder frem i lydbilledet til sidst. Det er dejlig afslappende, men også kendetegnende for resten af spilletiden. Der sker ikke så meget.

Fitzcarraldo’erne synes fanget i et limbo mellem kitschet 80’er-æstetik a la Prince (’My Temptation’) og førnævnte Laid Back (’Hanging Upside Down’) og mere nutidige toner i stil med Yeasayer (’So You Wanna Go Down’). Man savner under alle omstændigheder selvstændighed.

Og de programmerede trommer – der åbenlyst er en del af æstetikken – kunne med fordel have været indspillet af en levende trommeslager. Det ville utvivlsomt have elimineret lidt af den ensformighed, der gennemsyrer størstedelen af pladen.

Noget af det gode

Momentvis afviger The Late Great Fitzcarraldos heldigvis fra de musikalske dogmer – mest åbenlyst i flot arrangerede og barokpoppede ’Bolerobilly’, og i den minimalistiske, næsten syv minutter lange ’Afrobilly’, hvor Bon Iver parres med førnævnte Yeasayer tilsat mundharpe.

’Annie’ er samtidig en flot soul’et gospelagtig ballade a la The Band i et mere afdæmpet øjeblik. Det er ikke rasende opfindsomt, men Tobias Buchs stemme glimrer specielt i denne sang, der står som et ganske frisk pust mellem alle de sommersøvnige toner.

Skal man bruge et stille og roligt soundtrack til sommerens solbad, så er ’The Late Great Fitzcarraldos’ et godt bud, men vil man gerne have sig en interessant musikalsk oplevelse, så anbefales det at lede andetsteds.