Legenden Booker T. Jones kan stadig betjene orgelet, men det bliver lidt for meget med et næsten instrumentalt album, der dog glimrer i form af et par vokale indslag fra berømte gæster.
I en alder af blot 17 var Booker T. Jones i 1962 med til at skabe ’Green Onions’ – når hans varemærke, det æggende orgel, træder ind, kender alle utvivlsomt dette udødelige Stax-hit. Bandet bag Jones var dengang The M.G.’s, og dem turnerer han stadig med her, næsten 50 år senere.
Men i 2009 udsendte Booker T. så pludselig albummet, ’Potato Hole’, i eget navn, uden sit sædvanlige band, i stedet med countryrockerne Drive-By Truckers bag sig. Og Neil Young – der en årgang brugte Booker & The M.G.’s som backingband – kiggede endda også forbi med sin guitar.
Det var en plade, hvor orgelet fik lov at tale; ingen vokale indslag overhovedet. Og for en lytter som undertegnede, der ikke er fanatisk fan af Bookers tangentbehandling, stod det som en lidt træg affære. En uforpligtende jam-session, som Jones ikke desto mindre nu følger op med lignende ’The Road from Memphis’.
For lidt at fremhæve
Denne gang er det ikke Drive-By Truckers, men derimod Jones’ egne arvtagere i The Roots, der bakker veteranen og idolet op. Og hvordan lyder det, når et Stax-fikseret band fra vor tid spiller med en Stax-musiker fra dengang? Jo, det lyder såmænd som klassisk Stax.
Men som det var tilfældet med ’Potato Hole’, så hæver ’The Road from Memphis’ sig imidlertid sjældent over hyggejam-niveau, om end stilen med The Roots bag instrumenterne – i forhold til dén plade – naturligvis er drejet fra rocken og et godt stykke i retning af det lummerfunky. Dét er især åbneren ’Walking Papers’ og ’Harlem House’ lysende eksempler på.
Desværre er der på sangskrivningsfronten alt for få ting at fremhæve, udover den smittende ’Everything Is Everything’ og den sexede ’Rent Party’. Og i fortolkningen af Gnarls Barkley-hittet ’Crazy’ ender Jones og co. sågar som et slags lydspor til en bøvet karaokeboks…
Lou Reed kigger forbi
Til gengæld overrasker Jones ved selv at brumme standarden ’Down in Memphis’, og han har såmænd også inviteret et par kendte venner i studiet for at synge over tre af numrene.
Således gør Jim James fra My Morning Jacket soul-balladen ’Progress’ til en elskelig lille sag, mens Sharon Jones og The National-frontmand Matt Berninger synger duet i herlige ’Representing Memphis’ – Berninger er helt ude af sit element, men gør sig ganske fortrinligt som soul-crooner.
Til at lukke albummet er selveste Lou Reed hentet ind for at lægge vokal på ’The Bronx’. Han lyder faktisk slet ikke uinteresseret i at medvirke, og det er tvivlsomt, om man nogensinde igen kommer til at høre ham synge så musikalsk på plade, som han gør det her.
Men gæstesangere eller ej, så er ’The Road from Memphis – ligesom ’Potato Hole’ – stadig en plade rettet mod Booker T.’s mest inkarnerede fans og pianister, men Stax-fanatikere, The Roots-tilhængere og andre, der ikke kan få nok funk, kan også stå på her.
Det mest påfaldende ved pladen er måske i grunden, hvor lidt Jones har rykket sig på 50 år.
