Danske Southern Gothic Tales’ bandnavn taler for sig selv; det er knastørt og dystert, men det er desværre ikke lige så fængslende, som når rigtige sydstatsmusikere spiller country.

Det er egentlig sjovt, det her med danske musikere, der åbenlyst har rødder i det nordiske, men alligevel begiver sig ud i at spille country inspireret af den amerikanske Syd; CODY, Murder, Homesick Hank og Southern Gothic Tales for blot at nævne et par stykker.

Der kommer sjældent noget rasende interessant ud af stiløvelserne – det er altid fantastisk flot, professionelt og pænt, men sangene, der for alvor sparker fødderne væk under lytteren, ja, de udebliver stort set altid, eller også står de alene blandt en masse middelmådige numre.

Anders Riis – manden bag Southern Gothic Tales – er ellers en dygtig fortæller. Hans dunkle små historier om fortabte og ensomme skæbner er fine, men der er bare ikke så meget at komme efter på den musikalske front, hvor de mange gæstemusikere ikke har nok at arbejde med.

Reddes ud af anonymiteten

Riis’ vokal lander et sted mellem Bonnie ”Prince” Billy og Eels, og er bedst i afdæmpede stunder som ’Where Everybody Drown’ og afsluttende Bob Dylan’ske ’Human Cannonball’. Værre går det, når han strækker stemmebåndet, som i ’Dark Days’, hvor han i stedet nærmer sig Kasper Eistrups klynk.

På ’Modern Man’ – som er Southern Gothic Tales-album nummer to – får han hjælp af folk fra både fra Efterklang og førnævnte CODY, men alligevel er man ikke rasende rigere på musikalske oplevelser efter tre kvarter i selskab med bandet.

Overordnet reddes albummet dog heldigvis ud af anonymiteten med ’Dead Calm Sea’ og ’The Way of the World’, der også er de to bedste sange. Særligt sidstnævnte er en ambitiøs, næsten syv minutter lang sag, hvor strygere og blæsere løfter sangens slutning til det grandiose.

Instrumenterne spiller hovedrollen

Det er i høj grad instrumenterne, der spiller hovedrollen på ’Modern Man’, og Anders Riis ville utvivlsomt ville have været i problemer, hvis ikke han havde allieret sig med musikere Moogie Johnson (bas, pedal steel) og Brian Mørk, der støder til med stemningsmættet guitarspil.

Netop sammenspillet er albummets force; der er, som nævnt, slet intet galt, rent musikalsk, men Southern Gothic Tales er desværre fattig på både det sangskrivningstalent og den autenticitet, de amerikanske forbilleder besidder.

Og det er himmelråbende ærgerligt, når nu alt det andet fungerer så godt.