Det er langt fra første gang, at der finder et dramatisk kjoleskift sted, når det går løs under Melodi Grand Prix.

Men det hører alligevel til sjældenhederne, at der under en kjole gemmer sig en kropsnær dragt, der matcher sangerens hudfarve.

Det var dog alligevel lige præcis dét, der skete, da sangeren Mariyah LeBerg lørdag aften stod på scenen i Arena Næstved og sang sin sang 'Human'.

Og det er bestemt ikke helt tilfældigt, forklarer hun.

Først og fremmest valgte hun at smide 'det ydre lag' for at understøtte sangens budskab:

»Vi er alle bare mennesker under overfalden,« forklarer hun og tilføjer:

»Det er så fint, at man så at sige kan 'dulle sig ud', men det er også vigtigt, at der er plads til det andet. At man også bare kan få lov til at være morgengrim og hudløst ærlig på en eller anden måde.«

Derudover føles det også lidt 'empowering', fortæller Mariyah LeBerg:

»Det er på en eller anden måde lidt 'empowering' for mig, fordi jeg er mor til tvillinger, og min krop ser ikke ud, som den gjorde engang. Men det skal der fandeme også være plads til,« siger hun og tilføjer:

»Sådan ser vi sgu alle sammen ud. Så det synes jeg også er vigtigt. En menneskekrop er en krop, og vi har alle sammen én, og det er totalt nice.«