Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Slowcore-veteranerne i Low skruer atter ned for tempoet og dropper eksperimenterne på ujævne ’C’mon’, der er trioens måske mest poppede til dato.

Minneapolis-bandet Low var et af de allerførste inden for 90’ernes ”slowcore” – en genre der med udgangspunkt i navne som Galaxie 500, Cowboy Junkies og Codeine gjorde op med rockens konventioner, sugede al energien ud af musikken og i stedet fokuserede på afdæmpet minimalisme.

En æstetik, trioen siden har sværget til, men som i 2005 begyndte at køre tomgang på ’The Great Destroyer’. Fire år gamle ’Drums and Guns’ gjorde dog op med dette udtryk og bød i stedet på et eksperimenterende Low, der ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre af sig selv.

Men på foreliggende ’C’mon’ – produceret af Matt Beckley, der tidligere har siddet bag knapperne for Katy Perry! – er d’herrer og den dame tilbage i den vanlige afdæmpede og deprimerede stil, men med samme poppede undertoner, som også kendetegnede ’The Great Destroyer’.

Hårene rejser sig

Albummet starter imidlertid intetsigende og skidt: ’Try to Sleep’ kunne være skrevet af enhver af Lows mange kopister, ’You See Everything’ er pæn pop a la The Corrs, mens ’Witches’ minsandten lyder som noget, The Verve ikke havde plads til på en af deres 90’er-plader!

Og faktisk skal man helt hen til skæring nummer seks, ’$20’, før trioen for alvor rammer noget af det fantastiske – her synger Alan Sparhawk og Mimi Parker gentagende i kor ”My love is for free” til ildevarslende toner i et slæbende tempo, der hele tiden truer med at gå i stå.

Efterfølgende arbejder ’Majesty/Magic’ med en stilhed før storm-dynamik, som simpelthen er så suverænt udført, at hårene rejser sig på armene; ’Nothing But Heart’ gør det samme som ’$20’ og ’Something’s Turning Over’ er en rigtig solid Neil Young-agtig ballade.

Dét er virkelig godt og det skal opleves.

Middelmådigt

Men ’C’mon’ er stadig overordnet set et alt for ujævnt album, hvor halvdelen af sangene falder til jorden, og sådan noget som eksempelvis ’Nightingale’ har man hørt fra Low så mange gange før, at det ikke er det fjerneste ophidsende længere.

Hvor usandsynligt det end synes, så virker det som om, Low på pladens første halvdel forsøger at tilpasse sig popscenen, mens de først på skivens anden del spiller ufiltreret, og på den måde gør ’C’mon’ det præcis modsatte af eksperimenterende ’Drums and Guns’.

Middelmådigheden har de to plader dog tilfælles. Desværre.

Low giver koncert i Københavns Lille Vega mandag den 8. august.

Andre læser også