Søndag var Dorthe Gerlach fra Hush på skærmen  i ’Toppen af poppen’ på TV 2. Her er historien om duoen, som egentlig var tæt på opløsning og skilsmisse, men som nu er tilbage

»Hvis Vorherre har givet dig et talent, skal du ikke sidde derhjemme i stuen og ruge på det.«

Ordene kommer fra Dorthe Gerlachs kloge farmor hjemme i Vendsyssel. Egentlig er der vist tale om en form for ordsprog, der kan bruges i alle mulige sammenhænge. Men barnebarnet fra countrypop-duoen Hush har på en måde gjort det til sit.

I aftes var hun endnu en gang på skærmen i ’Toppen af Poppen’ på TV2, hvor hun bl.a. havde arrangeret en fodboldkamp for deltagerne.

I august så denne signatur Hush optræde ved en nærmest andægtig, stemningsfyldt comebackkoncert på Tønder Festival.

En af årets største festivaloplevelser. Gerlach og hendes mand, Michael Hartmann, skulle igennem en krise, før det kunne komme dertil.

For seks år siden besluttede de at holde en pause fra musikken. På det tidspunkt havde de været kærester/gift i fjorten år, udgivet fire album, opbygget en stor fanskare, men det var også lige som om, der ikke rigtige skete mere. Hverken på scenen eller i hjemmet.

»Vi havde spillet sammen i mange år. Jeg var 17, da jeg mødte Michael, dengang 28. Jeg tror, vi ramte et sted i livet, som nok ikke er så usædvanligt for folk i 30erne og 40erne. Der var nogle ting, der ramlede om ørerne,« siger Dorthe Gerlach om begrundelsen for at sætte Hush på pause.

En sund krise

BT møder sangeren ved et studie på Gl. Kongevej på Frederiksberg, hvor hun, Hartmann og musikeren og produceren Søren Vestergaard arbejder på et kommende Hush-album.

»Michaels forældre blev syge og gik bort. Der var en del sygdom i familien i det hele taget. Michaels og mit forhold var gennem en hård periode. Var det det, jeg ville? Som sagt, jeg var bare 17, da vi mødtes,« siger Gerlach.

I dag kan hun se, at det var rigtigt at blive sammen. Også på scenen. Hun ser sin og mandens krise som en sund fase i forholdet.

»En ældre dame sagde til mig, at de gange, det har rykket sig i hendes liv, har det været i forlængelse af en periode, hvor det har været meget skidt. Det er lige som om, at man nogle gange skal kysse bunden, før man kommer videre.«

Harmoni varmer, men det flytter ikke meget?

»Man får lavet nogle institutioner i sit liv. Vi bor her, fordi det er det bedste sted at bo. Jeg har det her job, fordi det er det bedste i verden. Vi er sammen, fordi vi er smaddergode til at være sammen. I den proces kom jeg til at glemme at mærke efter. Er det virkelig det, jeg vil? Og jeg satte også spørgsmålstegn ved, om jeg dybest set ønskede at synge. Gør jeg det, fordi jeg gerne vil, eller fordi det er blevet en vane. Jeg elsker at synge, jeg lever, når jeg synger. Men var det virkelig det for resten af livet,« spørger Dorthe Gerlach ud i studierummet.

En oplevelse under en koncert på Mors blev et vendepunkt. Eller måske snarere en bekræftelse - det var det her, hun ville og skulle.

»Michael og vores anden guitarist Rune Kjeldsen gik af scenen lidt før mig. Selv gik jeg fra scenen og op ad en vindeltrappe. Pludselig sagde alt i mig, at det VAR sang og Hush, jeg ville. Det var bare ti trin. Men lige dér mærkede jeg pludselig. Jeg gør det ikke bare fordi bookere eller min mand synes, at jeg bør gøre det. Det var en småspirituel oplevelse. Sang gør mig glad , fordi jeg... du ved... alle celler i mig lyser, og jeg føler, jeg lever, når jeg gør det. Ligesom når jeg springer ud på dansegulvet til Abbas ’Dancing Queen’.«

Drømmen om USA lever

Nu er Hush altså tilbage på den danske musikscene. Der udkommer en single i slutningen af denne uge. Senere et nyt album, og i 2018 tager de på en turné, hvor der til Dorthe Gerlachs overraskelse allerede er udsolgt til flere koncerter.

En gammel drøm om at optræde mere i USA er heller ikke skrinlagt. Ikke helt.

»I popland er vi dødgamle. Man bliver hurtigere gamle i popland end i countryland. Så vi har da stadig drømme. Vi har optrådt en del i USA og vil gerne fortsætte. På den anden side må man også sige meget konsekvent: Vi havde nogle muligheder, som vi godt kunne have forfulgt. Mange har sagt, at vi burde finde en mere præcis stil. Men vi kan godt lide vores lyd: Lidt nordisk, lidt bluegrass, lidt som hvis Fleetwood Mac var kørt en tur forbi Nashville. Og det havde krævet, at vi rykkede teltpælene op. Det kan man ærgre sig over, at vi aldrig fik gjort. Men vi traf det valg, vi gjorde: At være tæt på familien. Og sådan er det bare,« siger Dorthe Gerlach med et smil.